Indlæg skrevet af Michael Kamp

Pandorum


PandorumInd imellem finder man guld, når man sætter en ukendt film på. Pandorum er noget så sjældent som en tysk/amerikansk sci-fi-gyser, så det var uden større forventninger, at jeg satte mig til at se den. Det gav pote.
Pandorum er en mysterie-film, forstået sådan at store dele af filmen undrer man sig over, hvad pokker det er, der foregår. Det gør det også svært at anmelde filmen, for man skal ikke mange minutter ind i handlingen, før spoilerne begynder at stå i kø.

Handlingen er henlagt til det fjerne univers. I filmens første scene modtager besætningen ombord på et stjerneskib en foruroligende besked fra Jorden. Der er sket noget katastrofalt. Herefter klippes til indersiden af en dvaleboks, hvor en astronaut vågner op af sine hypersøvn. Han får åbnet dvaleboksen, men kan ikke huske noget. Et skilt på væggen fortæller, at det er en hyppig bivirkning af længere tids hypersøvn, og at hukommelsen vil vende tilbage hen af vejen. Kort efter får han selskab af endnu en astronaut, der vågner. En tredje dvaleboks er tom, så endnu en person er vågnet. De finder snart ud af, at de er skiftehold 8 på et stjerneskib. De skal afløse skiftehold 7, men der er noget helt galt.
Alting er slukket omkring dem. De kan ikke få kontakt med broen, og hele stjerneskibet virker øde og forladt
Herfra kan jeg ikke gengive mere af handlingen uden at ødelægge en del af glæden ved at se filmen, men jeg blev meget positivt overrasket.
Sjældent er jeg blevet så godt underholdt af en sci-fi gyser. Den er ikke på højde med Event Horizon, men den er god.
Selvfølgelig er der nogle ting i plottet, man ikke skal tænke for meget over bagefter, men det er en af de ret få film, hvor jeg havde lyst til at se den igen med det samme.

At jeg ikke forventede noget specielt var nok medvirkende til den gode oplevelse, for jeg har hørt andre give den dårlige anmeldelser. Herfra skal i hvert fald lyde en anbefaling. Specielt slutningen nåede at overraske mig, selvom jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud. Thumbs up!

Kamp


Doghouse


Ind i mellem er verden uretfærdig.
Hvem skulle tro at en film om rasende, mandehadende, feministiske kannibaler ville blive overset af den brede offentlighed?
 
Der er så utrolig meget lort på B-films markedet, at man får en varm fornemmelse i maven, når man finder guldet. Doghouse er sjov, splattet underholdning til en aften med øl og god stemning.

Vince skal skilles og for at muntre ham op, har hans fem venner arrangeret en mandeweekend i en Moodley, et lille hul af en landsby midt i skoven, hvor der er fire gange flere kvinder end mænd.
Hver af fyrene har deres egne problemer med kæresterne, så det skal blive godt med en weekend sammen med vennerne.
Da de ankommer til Woodley er byen dog stort set forladt. Pubben er tom, der ingen på gaden og blodspor dukker op underlige steder.
Herefter kan man læne sig tilbage og nyde Evil Dead inspireret underholdning, som det bør være.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=A8rsPuFN8wg[/youtube]


Dracula 3000


dracula3000Det er ved at være længe siden, jeg skrev en anmeldelse, så nu kommer der forhåbentlig et par stykker.

Allerførst Dracula 3000.

Vampyrer i rummet. Det er et fremragende B-films koncept, og jeg satte mig til at se filmen med moderate forventninger. Umiddelbart kunne idéen om vampyrer på et rumskib være rigtig sej. Der er evig nat i rummet, med mindre rumskibet er i nærheden af en stjerne, så der var potentiale i filmen.
Desværre taber de idéen på gulvet.

Det er nemlig en genfortælling af den klassiske historie om Dracula, nu bare i rummet.
Vi følger besætningen på bjærgningsrumskibet Mother III. Kaptajn Abraham Van Helsing og hans crew af mere eller mindre besværlige folk, herunder praktikanten Minna Murry.

De finder et forladt rumskib, Demeter, og beslutter sig for at gøre krav på det. Det viser sig hurtigt, at der er noget mystisk på færde, for en gammel optagelse viser kaptajnen på Demeter, der har lukket sig selv inde, mens noget dræber hans besætning. Demeter skulle fragte 50 kister fra stationen Transsylvanien. Efter et uheld dryppes blod på den ene kiste, og så har vi balladen.
Som sagt kunne det være blevet en god B-film, men det blev det ikke. Da vi endelig ser Grev Orlock (aka Dracula) render han rundt med kappe, kalvekrøs og medalje på maven som en anden Bela Lugosi. Det fungerer bare ikke på et rumskib. Besætningen smittes selvfølgelig og en kamp for overlevelse bryder ud.

Coolio har en rolle og gør det anstændigt, men ellers er der ikke meget at komme efter i filmen. Jeg har selv købt den, men det er fordi Minna spilles af en Alexandra Kamp, som må være en fjern slægtning til mig. Det er jo lidt sjovt, men resten af filmen er glemt ligeså snart den er set.

Kamp


Feast II


Jeg er en stor ynder af B-film. Det betyder at jeg slæber mig igennem den ene lortefilm efter den anden i jagten på de ukendte perler.

Jeg havde ikke forventet noget som helst af Feast II – Sloppy Seconds. Forsiden var kedelig, jeg har ikke set Feast I, og historien lød som noget, man har set mange gange før. Ikke desto mindre fik den chancen. 

Inden der var gået 10 minutter af filmen var jeg blevet præsenteret for et blodbad, en tatoveret rocker-dronning, et stort, menneskeædende monster, to dværge (den ene nøgen med maske og den største svaber jeg har set på en dværg) og tortur af en ældre bartender. Jeg var hooked.

Feast II er ikke stor filmkunst. Historien er simpel. En lille by er blevet invaderet af menneske-ædende monstre af en slags. Jeg fandt aldrig ud af, hvor de kom fra (det er nok med i etteren), men det er også ligegyldigt for historien.

Biker Queen ankommer sammen med sine håndlangere fra kvindebanden Bleeders til byen for at hævne drabet på en af sine medsøstre. Byen er hærget af monstrene, ligene flyder overalt og rockerpigerne samler efterhånden en gruppe af overlevende. Det eneste sikre sted i byen er dog fængslet, hvor en vagabond har barrikaderet sig. Selvsamme bums som Biker Queen er ude efter. Hvordan skal den hastigt skrumpende gruppe af overlevende komme ind i fængslet?  

Og det er plottet. Feast II er dog så direkte underholdende, at man tilgiver plottets fantasiløshed (og store huller). Det går stærkt, humoren er meget sort og folk dør til højre og venstre. Gruppen præsterer at dræbe adskillige uskyldige på deres færd, og Feast II er i det hele taget politisk ukorrekt, når det er bedst. Flere gange tror man, at man ved, hvad der nu vil ske, bare for at blive overrasket. Der er kun en enkelt scene, der er direkte pinlig, hvor alt drukner i lort, bræk og pis/sæd.  

Den er filmet effektivt, selvom effekterne ikke har haft det store budget. Til gengæld har den charme i spandevis. Jeg er i hvert fald på udgik efter etteren nu. 

Opsummering: Kan du lide splat, dværge, sort humor, rigelige mængder kropsvæsker, nøgne rockerpiger og menneskeædende uhyrer, så er Feast II værd at ofre 1 time og 37 minutter af sit liv på. Og ja, det er en af de film, hvor man bør se teksterne til sidst.


The Killer Eye


The Killer Eye er desværre en af den slags film, hvor man forventer en helt masse, men bliver skuffet.

Udgangspunktet for en rigtig god B-film er ellers til stede.

 Historien forgår i en beboelsesblok, hvor en genial (eller gal) professor har opfundet et apparat, der kan se ind i en anden dimension. Der opstår dog et problem, da flere af hans forsøgspersoner bliver blindet, når de skuer ind i det fremmede.

Han samler en trækkerdreng op fra gaden for at fortsætte sine eksperimenter.

Denne gang går alting dog galt.

Et væsen fra den anden dimension krydser grænsen og besætter den unge mands ene øje.

Øjet bliver et selvstændigt væsen, river sig løs fra kroppen og vokser til kæmpe størrelse.

Professoren har også andre problemer.

Hans model-smukke kone er seksuel frustreret og har en gruppe-affære med to unge dopeheads, der bor i bygningen. Et andet ungt par har deres egne problemer at slås med, og situationen bliver ikke forbedret af et kæmpe øje, der svæver rundt i bygningen.

Hvordan de forskellige folk kan undgå at lægge mærke til øjet er en af de mange pudsige elementer, der ikke rigtig forklares.

Øjet overværer modellen have sex med de to unge fyre og vil selvfølgelig prøve at reproducere sig selv på samme måde.

Det begynder at tilsnige sig til sex med de unge kvinder i bygningen.

Hvordan et kæmpe øje har sex er næsten hele filmen værd.

 

Desværre skuffer filmen.

Den har et koncept, der er fremragende B-films materiale, men filmen er simpelthen kedelig. Der er masser af nøgenscener for at pepper filmen op, men den bliver ikke reddet.

 

Med en spilletid på kun 1 time og 12 minutter har instruktøren nok været klar over, at de ikke kunne strække idéen længere.

 

Sjov idé – skidt udført. Desværre.

 

Kamp


Michael Kamp


Jeg er 34 år, skolelærer og forfatter. Jeg har indtil nu udgivet horror-satiren Fordærv, Bind 1+2 i fantasy-serien Bobs Saga og fagbogen Moderne Asetro. Jeg er stor fan af halv-skidte B-film og ser mange rigtig dårlige for at finde de få gode.
Hjemmeside

Horrorsiden

    Horror, skræk og rædsel i alle afskygninger

Horror.dk: