Lord James D’ Ampton (Hugh Grant) vender hjem til sit slot i det engelske højland, og får blod på tanden, da hans nabo, arkæologen, Angus Flint, udgraver et kæmpe slangekranie i sin baghave. D’ Ampton nedstammer nemlig fra en lokal folkehelt, der ifølge sagnet har nedkæmpet en lindorm af en slags. Intetanende er de dog begge om, at Lady Silvia Marsh (Amanda Donohoe), der bor på det nærliggende slot, Temple House, er en udødelig tilbeder af den hedensk-romerske slangegud, Dionin, og kan forvandle alle, hun sætter hugtænderne i, til lydige slangevampyrer!      

Ken Russell er manden bag bl.a. den vanvittige, GOTHIC, der handler om natten, hvor Mary Shelley fik ideen til FRANKENSTEIN, og den science fiction-prægede, ALTERED STATES, der tager dyremetaformose op på et helt nyt niveau. Med THE LAIR OF THE WHITE WORM ser Russell vanen tro stort på den gode smag, og serverer en pærevælling af humor, sex og herlig profanitet.

Russell, der døde sidste år, var uden tvivl en stor surrealist og bombarderer os i ”den hvide orm” med syner og drømmesekvenser, hvor nonner bliver voldtaget med gigantiske, strap-on-fallosser foran den lidende Kristus på korset og videre i den dur … Ja, det er ikke svært at se, hvorfor det aldrig helt lykkedes Russell at komme på A-listen med de pæne drenge (ikke fordi jeg tror, han gerne ville være der). Faktisk var Russell så upopulær i firserne, at der stort set ikke var nogen, der gad arbejde sammen med ham.

Jeg synes nu, der er noget både standhaftigt og charmerende ved den måde, han begik kommercielt selvmord på efter succesen med ALTERED STATES. Med henholdsvis GOTHIC og THE LAIR OF THE WHITE WORM udraderede han helt sit spirende mainstream-publikum … sådan skal det gøres!

En film som THE LAIR OF THE WHITE WORM må vist rettelig kaldes art horror, men det sjove med Russell er, at man hele tiden har fornemmelsen af, at han ikke tager sig selv særlig seriøst. Han er aldrig for fin til et underlødigt indslag eller et par takter slapstick; denne sjove vekselvirkning mellem det kunstnerisk ambitiøse og lavkomiske er kultiveret til fulde i THE LAIR OF THE WHITE WORM, hvor vi har en sværdsvingende Hugh Grant i kamp med slangevampyrer, dog funderet i en troværdig gotisk mytologi, komplet med romere og bibelreferencer.  

Mesterinstruktøren, Russell, er ikke i blandt os længere, men hans fantastiske, skæve vinkling på horror lever videre. Hvis bare nutiden kunne avle flere typer som ham, så var vi sgu ikke så ilde stedt …

Inden længe slår morderen til igen, og efterforskningen leder politiet på sporet af den unge Charlie Reece (suverænt spillet af Alex Mc Arthur). De besøger hans hjemmeadresse, hvor han bor sammen med sin mor (Grace Zabriskie), og de opdager en sand kælder af rædsler under huset.

Reece er uden tvivl deres mand, og han fanges hurtigt, men hvad stiller man lige op med en som ham? Er han sindssyg, eller kan man dømme ham for hans forbrydelser? Anklageren, Tony Fraser (Michael Biehn), får sagen, og bliver besat af at få Reece dømt hårdest muligt. 

Mesterinstruktøren, William Friedkin (THE EXORCIST, THE GUARDIAN, BUG etc.), lader til at være meget optaget af ondskab, eller ’the problem of evil’, som det så rammende omtales i William Peter Blattys sammenhængende bøger, THE EXORCIST og LEGION. Der er da også stor basis for sammenligning mellem Friedkins fremragende filmatisering af THE EXORCIST og RAMPAGE, da begge stikker og prikker i dette uløselige problem med ondskab.   

I RAMPAGE kaster Friedkin nådesløst ondskaben ind i vores hverdag, i vores hjem, og der er så godt som ingen filmisk afstandstagen; som i en scene, hvor en lille dreng kommer hjem og finder sin mor sprættet op. Der filmes ikke på detaljerne her, men insinuationerne er så grumme, at de bliver siddende i kroppen længe efter. 

Og morderen, Charlie Reece, har da hverken horn i panden eller fråde om munden, han ligner på overfladen naboens knægt, en pæn, ung mand, og virker mest af alt passiv og uforstående overfor, hvad han har gjort; i uforståelig kontrast til den kælder af rædsler, han bor i, hvor menneskehjerner og mumificerede hoveder ligger til pynt mellem svajende naziflag.

Og i beskrivelserne af hans forbrydelser – hvor han blandt andet drikker ofrenes blod – får man nærmest billedet af noget ikke-menneskeligt, en vampyr eller dæmon. Da hans hjerne scannes på et tidspunkt, får vi da også et hvidt relief af Reeces ansigt, der i den grad minder én om det uhyggelige ’subliminal cut’ af dæmonen, Pazuzus, ansigt i THE EXORCIST.

RAMPAGE handler i det hele taget om skærende kontraster. Reeces mor, der bor lige oven på rædselskælderen, er lykkeligt uvidende om sin gode søns djævelskab, og de gode familieværdier og katolicismen ligger som kulisse for hele blodbadet. I en uhyggelig scene bryder Reece nøgen og malet i ansigtet ind i en kirke og skriger: ”Where’s the blood?!”. En del af hans psykose manifesterer sig i en angst for at have urent blod, så han drikker andres for at rense sit eget. Er det mon Jesu blod, han søger i kirken … for den ultimative renselse?  

Uhyret Reece er ikke kun grus i maskineriet, men et hel læs kampesten! Ingen ved, hvad de skal stille op med ham, og psykiatrien fremstilles i filmen som obstruerende for retssystemet mere end noget andet. 

RAMPAGE tilbyder ingen svar på de spørgsmål, den slynger ud, og efterlader seeren med en ubehagelig følelse af splittelse og forvirring, men den er genial, netop fordi den tør være så sort og lænset for de virkemidler, der tit gør amerikanske film alt for letfordøjelige. Det er ikke meningen, at stof som dette skal være nemt. 

Filmen har – måske på grund af dens trøstesløse tone? – været stort set umulig at få fat i de sidste mange år. Jeg så den da jeg var lille, og har siden undret mig over, hvad der blev af den. Nu er det så langt om længe lykkedes mig at få fat i en polsk udgave, hvor der står ”Szalenstwo” (!) udenpå, og til en pris, du ikke har lyst til at vide! Og så er den endda cuttet ned, da der mangler 11 minutter i forhold til spilletiden, der er listet på imdb … Gid, nogen dog kunne nosse sig sammen til at udgive den i en uklippet deluxeudgave – for det fortjener den sandelig!

Filmen handler om en vammel TV-Svengali (David Gale, ”hovedet” fra RE-ANIMATOR), der prøver at hjernevaske seerne ved hjælp af en kæmpe hjerne, der ligger gemt i hans forskningsinstitut og udsender farlige hjernebølger, der ikke kun hypnotiserer, men også får folk til at hallucinere og myrde hinanden.

En ung, utilpasset herre (vores helt) sendes til instituttet for at få hjælp af den venlige mand fra TV, men opdager selvfølgelig hans groteske hemmelighed … og så er der dømt kæmpehjerne, der flyver rundt i gangene og æder folk.

Det lyder måske rigtig godt på en B-agtig måde, men det er det desværre ikke. Ideen er da, indrømmet, charmerende dum, og det var da også svært ikke at trække på smilebåndet, da kæmpehjernen æder David Gales assistent, og han siger: ”Now that’s food for thought.” Men alt i alt er filmen kedelig. Der er for lidt splat, og der bruges vel sammenlagt en halv time på, at folk enten løber eller kører rundt, uden at der sker noget som helst.

Og så kan man ikke lade være med at undre sig over, hvorfor dramaturgien skal spiddes ved at vise monstret i allerførste scene i filmen. Monstret ser i øvrigt meget sejt ud, men har af en eller anden årsag pulserende tænder; det er alligevel de færrest væsner der har det.  

THE BRAIN må betegnes som et slags tyndt VIDEODROME-afkog, der spiller på angsten for medier og hypnotiserende guruer (og det her var år før Dr. Phil), desværre er filmen hverken sjov eller underholdende, så den er vist med rette gået i glemmebogen.   

En ting, der dog fik mig til at hyle af grin, var en advarsel, der kommer i rulleteksterne, om ikke at benytte ætsende soda sammen med vand (som helten gør på et tidspunkt) … Troma havde sgu givet dig opskriften og tørret røv i sagsanlægget bag efter!

I de indledende credits fremgår det, at Mena selv har skrevet, instrueret, produceret, redigeret OG komponeret musikken til filmen. Ikke så lidt, må man sige. Så vi har da at gøre med en mand, der må stole på sine egne kompetencer.

Filmen starter i 1989, da en seriemorder kidnapper en seksårig dreng. Forbryderen har dog ikke i sinde at myrde den lille, for hans ”målgruppe” er teenagepiger. I stedet vil han oplære purken i mordets kunst.

Fem år senere flytter en ung pige, der har mistet begge sine forældre, ud på landet til sin onkel og tante, og de bor, ikke overraskende, klos op ad det nedlagte slagteri, hvor morder og lærling holder til. Der er lagt op til højspændt drama …

Da jeg så traileren til BEREAVEMENT for noget tid siden, fik jeg en god mavefornemmelse og skrev den omgående på listen over film, der skulle ses. Min forhåbning var, at der her var tale om en film, der kunne skrue tiden tilbage til dengang, hvor der ikke var så skarp en opdeling mellem horror og krimi. Du ved, dengang i midthalvfemserne, hvor vi havde ting som THE SILENCE OF THE LAMBS og SE7EN … Efter et årti med Ashley Judd-film og CSI var det, som om området var lagt øde for horrorfolket.    

Men var det her så, hvad jeg havde gået og ventet på …?   

Niks. Njet. No. Nein!

For BEREAVEMENT er ren overflade. Den er smukt filmet, med hver scene inddelt med et postkortlignende landskabsskud, og musikken skiftevis buldrende mellem overdramatisk og unødvendigt patosfyldt. Og jo, hvis en film udelukkende skulle bedømmes på kvaliteten af den billed- og lydtekniske udførsel, ville den sikkert være et mesterværk, men den har simpelthen ingen sjæl.   

Samtidig er manuskriptet så hullet, at man ikke kan lade være med at sidde og lege “find-fem-fejl”. Hvordan kan der f.eks. forsvinde et utal af unge piger i en by på størrelse med et frimærke, uden at en eneste fatter mistanke mod den uhyggelige enspænder, der bor på ET NEDLAGT SLAGTERI?? Hvorfor løber pigen, der flygter fra morderen lige forbi et bord med skarpe knive, i stedet for at bevæbne sig? Og HVORFOR fortsætter den unge kvindelige hovedperson videre ind i en sand djævlens hule af kødkroge, blod og kranier?? Hun stopper endda og læser lidt i morderens scrapbog, der belejligt er slået op på den blodsølede side, der forklarer hvordan det hele hænger sammen, og fortsætter så videre ind i dybet.  

Her bliver det tydeligt, at Mena må have en eller anden form for storhedsvanvid. Kunne han ikke liiige have ladet en eller anden køre manuskriptet igennem, før de skød filmen …? Eventuelt mig.

Mht. skuespillet, gør Michael Biehn, i rollen som den knotne onkel, sit for at bekæmpe det elendige manus med patenteret Biehn-ism, men resultatet er her nærmere et udtryk af kronisk forstoppelse. Og det andet trækplaster på plakaten, John Savage, er med i en ubetydelig birolle i en virkelig trist DEERHUNTER-parodi (det skulle være forbudt at caste ham til at sidde i en kørestol!!).

BEREAVEMENT er en kedelig kø af klicheer, og på trods af alt blodet, lige så glittet som den nyeste kollektion af My little pony. Stevan Mena giver os alt det, han tror vi vil have, men skyder så fælt ved siden af.

Mine alarmklokker gik i øvrigt allerede en smule i gang under trailerne. Her var der trailer til BRUTAL MASSACRE, en anden af Menas film, en slags horrorspoof af en art, hvor både David naughton, Ken Foree og Gunnar Hansen er på rollelisten.  Hvis den casting ikke viser en leflende natur og udslag af fanboy-ism, så ved jeg snart ikke; vi mangler bare Sid Haig!

En ting er i hvert fald sikker: Efter RED, WHITE & BLUE’s godt 100 minutter følte jeg mig beklædt indvendigt med det der grå snask, der sidder i rørene under køkkenvasken. Det er vist en blanding af animalsk fedt, gryn og gammel tunfisk … Det var selvsagt ikke nogen rar fornemmelse.

Som titlen indikerer, har vi at gøre med en film, der stiller skarpt på den slidte bagside af ’the starspangled banner’. Vi følger den fallerede skønhed, Erica, der blev voldtaget som fireårig, og nu strejfer om som en jæger i natten efter hurtige knald. Hun ønsker ikke at lære mændene at kende, vender aldrig tilbage til et knald igen, og som hun siger: ”Condoms are for homos!”

En aften krydses hendes veje med wannabe-rockstjernen, Franki, og siden med den tilbagetrukne, ulmende krigsveteran, Nate, der ifølge eget udsagn er en eftertragtet jobkandidat til mørklagte CIA-opgaver; jobtilbud, han dog af uvisse årsager har afslået.      

Erica og Nate knytter bånd, men fra sidelinjen kommer Franki, der har en yderst presserende grund til at ville tale med Erica igen. Han har nemlig været hos lægen og fået en noget ubehagelig besked.  

At afsløre mere om handlingen ville spolere for meget, så jeg stopper her. Men som du nok har gættet, så er der tale om en af disse film, hvor forskellige skæbner retter ind på en kollisionskurs. Man ved bare, at det ikke kan ende godt – i hvert fald ikke for alle aktører.  

RED, WHITE & BLUE er kort fortalt en rigtig god film, men hold kæft, hvor er den ubehagelig! Ikke siden IRREVERSIBLE har jeg set en film, der var gennemsyret af en så truende og trøstesløs stemning. Og det hele bliver bare værre af, at skuespillerne er så overbevisende. Især Noah Taylor, som spiller Nate, leverer en præstation så uhyggelig, at man sent vil glemme den.    

Men er det en horrorfilm?? Ja, for fanden, det synes jeg. Disse nærgående studier i menneskelig dekadens og grusomhed kan jo spores helt tilbage til en Poe’sk tradition og sikkert længere tilbage endnu, så lad os da favne denne film som værende absolut horribel … altså positivt ment.   

Det er ikke længe siden, jeg så den fantastiske WINTER’S BONE (som ikke er en horrorfilm, men som lige så godt kunne betragtes som postapokalypse, så goldt og fortvivlende miljøet er), og der var visse lighedstræk. Vi er i hvert fald inde i endnu en stime af film, der ynder at vise bagsiden af USA’s pomp og pragt. Går det mon nogensinde af mode?

Det amerikanske death metal-band, Cannibal Corpse, har i over tyve år leveret noget af alle tiders mest brutale og teknisk halsbrækkende musik, akkompagneret af en lyrisk og grafisk side så eksplicit og vulgær, at det har vakt kontrovers verden over. Dette er da også grunden til, at det i mange lande kun er muligt at købe censurerede versioner af bandets udgivelser, og der er udvalgte skæringer, der slet ikke må fremføres live bl.a. i Tyskland; Cannibal Corpse har nemlig gjort det til deres kæphest – lyrisk – at splitte den menneskelige krop ad på så mange forskellige måder, det er tænkeligt (og utænkeligt!).

Som horrorfan er Cannibal Corpse umulige at komme udenom, for selv om man ikke er til den type musik, får deres grusomme og imponerende artwork (af Vince Locke) og tekster de fleste horrorfilm til at blegne. Bandet har så afgjort deres plads i horrorens verden, side om side med litteraturen og filmen, da deres tekster er som små historier, ganske kreative, men dybt grusomme.

Ligesom horrornovellen, der har fået en nylig renæssance på dansk grund, er der tale om små gys, der rusker godt op i nerverne – for horror kan være mange ting, og man får så afgjort nogle af de mest potente og grænseoverskridende horroroplevelser gennem Cannibal Corpse.

Splattermetal!

Cannibal Corpse smadrede ind på musikscenen i 1990 med albummet EATEN BACK TO LIFE. Goregrindbandet, Carcass, der i deres tekster praktiserede en nær patologisk besættelse, havde allerede været fremme i nogle år, Cannibal Corpse lagde dog mere vægt på zombier og ligskænding med titler som A SCULL FULL OF MAGGOTS og EDIBLE AUTOPSY.

 Ikke mindst på grund af coveret til EATEN BACK TO LIFE var det gået op for metalfans verden over, at der var skudt et band op, der i en hidtil uset grad havde parret splatter og metal; et indlysende lykkeligt ægteskab!

 Med kannibalernes andet album BUTCHERED AT BIRTH pressede de atter grænserne for den gode smag med et cover af to zombier, der er ved at dissekere en gravid kvinde, og det grusomme indhold i teksterne var ligeledes eskaleret noget. Forsanger, Chris Barnes, der skrev alle teksterne på de tidlige udspil, havde ligesom resten af bandet sporet sig ind på en rute, hvor det kun kunne gå én vej: Mere ekstremt, mere stødende. I takt med, at hans growl blev dybere og dybere for hvert album, begyndte teksterne i stigende grad at bevæge sig væk fra zombier og i stedet fokusere på grusomme sexforbrydelser mod kvinder.

På deres tredje album TOMB OF THE MUTILATED finder vi så farvefulde titler som ENTRAILS RIPPED FROM A VIRGINS CUNT og ADDICTED TO VAGINAL SKIN. Herunder et par linjer fra sidstnævnte (og det er IKKE for sarte sjæle):

“Their bleeding cunts will set me free
Warmth seeping from this body Rotted
After I sucked the blood from her ass I feel more alive”

Og på deres efterfølgende album THE BLEEDING, kørte de videre i sexovergrebsrillen med sange som STRIPPED, RAPED AND STRANGLED og FUCKED WITH A KNIFE, herunder fra sidstnævnte.

“Stick it in
Rip the skin
Carve and twist
Torn flesh
From behind
I cut her crotch
In her ass I stuck my cock
Killing as I cum” 

Efter THE BLEEDING var det næppe muligt at gå i en mere ekstrem retning – lyrisk i hvert fald – og med udskiftningen af Barnes i 1994, der blev erstattet af George ”Corpsegrinder” Fisher, begyndte bandet også at bevæge sig væk fra de realistiske sexmord og mere i retning af zombier og en mere uvirkelig type horror.

På albummet VILE er der sågar en sang, der synes at prædike en gang kærkommen ligestilling, nemlig ORGASM THROUGH TORTURE, hvor en kvinde fanger en mand og æder ”hans kæreste eje”.

 “She rips my cock off with her teeth
Masticate, gnawing and chewing the stump
She regurgitates, I’m covered in my bloody chunks”   

 På bandets udspil inden for senere år har der da også været et skift i synsvinkel fra bødlens til offerets, hvilket også giver en grum og klaustrofobisk fornemmelse – som på f.eks. SUBMERGED IN BOILING FLESH fra deres album KILL (2006) og fra deres nyeste album TORTURE (2012) på skæringer som THE STRANGULATION CHAIR og INTESTINAL KRANK; herunder sakset fra sidstnævnte.

“Merciless, they turn the crank
Interrogation has begun
Awake I’m being disemboweled
Rotation pulling out the guts”

En mening med galskaben?

Cannibal Corpse påstår ikke, at der er nogen dybere mening med grusomhederne, de præsenterer os for, blot at det er horrormusik, ligesom der laves horrorfilm – og at det desuden ikke ville passe til den type hårdtslående musik, de laver, at synge om kærlighed og kildevand. 

Som udenforstående kan man så stille spørgsmålet, om det er i orden at skrive så grusomme tekster – og derved kommer man ind i en mere almen debat om vold i kunst; en debat, der sjovt nok lige er blusset op igen i de danske medier på grund af filmen, THE HUNGER GAMES. Kritikere spørger, om det virkelig kan være relevant, at vi skal sidde og se på teenagere, der myrder hinanden i en sportsdisciplin.  Sætter man det lidt på spidsen, kunne man jo bede kritikerne meditere lidt over de tusindvis af børnesoldater, der er i Congo eller andre dele af verden.  At pege fingre ad totalitære slyngelstater er forhåbentlig ikke en disciplin, der går af mode. Totalitarisme bliver i hvert fald hverken mere eller mindre virkelig af, at vi belyser den. 

Nu er der jo selvfølgelig lang vej fra den – for mig at se – åbenlyst legitime, THE HUNGER GAMES, til Cannibal Corpses meget detaljerede lemlæstelser. Men er der også legitimitet her? Eller er man slet og ret forstyrret, hvis man kan nyde den slags ekstrem-horror?

For at afgøre det, må vi nok stille spørgsmålet, hvorfor vi som mennesker overhovedet har brug for at se (og høre) på vold. Begrebet katarsis, sjælelig udrensning gennem afreagering, er vigtigt her. Gennem dyrkelse af det onde og destruktive kan vi slippe de dårlige følelser, der ligger latent i os, løs på en ufarlig måde. Det er at sidestille med de to minutters had fra George Orwells 1984 – selvom vi dog ikke lever i Big Brothers skygge, er der vist rigeligt at være utilfreds med.

Samtidig er der bag vores tillærte rationale og empati stadig en mere primitiv del af vores hjerne, der finder det mest hensigtsmæssigt at løse sine problemer med en flintøkse – derfor at f.eks. KILL BILL er så god underholdning på en lørdag aften. Vi skal selvfølgelig ikke (jeg skrev: IKKE!) give efter for denne side, men vi må erkende, at den ligger derinde et sted.    

Så er konklusionen, at man kan tillade sig at portrættere alle former for vold, blot man påberåber sig katarsis …? På en måde, ja. Dog in mente at der ikke nødvendigvis kommer noget godt værk ud af det. For er der homogenitet i værket …? Eller sagt med andre ord: Er der et ordentligt forhold mellem værkets ambition og endelige resultat? 

Det splattede værk, der ikke hævder at være stor kunst, kan have sin ret. Ligeledes det mere ambitiøse, allegoriske værk. Et eksempel på sidstnævnte kunne være den franske horrorfilm MARTYRS – der nærmest lydløst fortæller os, at vi fordømmer os selv ved at søge for hårdt efter svarene. Omvendt ville jeg pege på A SEBIAN FILM som en ”ommer”, da den påklistrer pointerne i hver anden replik og er inkonsekvent og skamfuldt selvbevidst omkring ekstremvolden (ja, man kan jo diskutere relevansen af at se en mand voldtage en Baby Born-dukke!).

Summa summarum synes jeg ikke, man behøver skamme sig, fordi man nyder at se splatterfilm eller hører Cannibal Corpse.

’Voldsforherligelse’ er et lidt mærkeligt begreb, jeg tror i hvert fald ikke, jeg er stødt på et værk – hverken bog, film eller musik – der direkte fungerede som en reklamesøjle for at gå ud og lave forbrydelser. Instruktøren, Dario Argento, er et godt eksempel på en kunstner, der aldrig har været bange for at vise blodige mord fra bødlens synsvinkel, men forherligende? Næppe.   

Jeg har også ladet mig fortælle, at Jacob Hedegaard Pedersens bog ”Dyret” (1995) vakte en del opstandelse på grund af et kapitel, hvor vi følger en voldtægtsmands synsvinkel hele vejen igennem hans blodige og afskyvækkende forbrydelse. Jeg må sige, det kræver temmelig store nosser at give forbryderen ordet, og det er på en måde mere ansvarsbevidst og realistisk end altid at portrættere det onde som noget eksternt og fremmed.

 10.GINGER SNAPS (2000): Jeg gik i årevis og troede, at GINGER SNAPS bare var endnu en teen slasher i stil med URBAN LEGEND eller I KNOW WHAT YOU DID LAST SUMMER. Og jeg tror, at mange har begået den samme fejltagelse, nok mest på grund af coveret – men filmen er simpelthen et lille mesterværk! Den præsenterer en fremragende, ny vinkling på varulvemytologien, da metamorfose-elementerne lige så vel kan betragtes som en metafor for den forandring, der sker i teenageårene, både kropsligt og mentalt. Samtidig må GINGER SNAPS listes som en af de mest USA-kritiske genrefilm (i båd med bl.a. DONNY DARKO og TEETH), da der skydes heftigt på amerikanernes dobbeltmoral, når det kommer til sex og vold.  

9.BUBBA HO-TEP (2002): BUBBA HO-TEP bliver ofte beskrevet som ’fjollet’ eller ’ikke en horrorfilm’, men jeg er stærkt uenig. Det er horrorkomedie i bedste stil, og så rummer den samtidig en vigtig samfundskritik af ældre menneskers vilkår på plejehjemmene, for selvom filmen er rig på tåbeligheder (Elvis og en sort John F. Kennedy, der slås med en mumie på et plejehjem!), er den til tider rørende og eftertænksom … Og så leverer Bruce Campbell en af sin karrieres bedste præstationer som den aldrende Elvis.

8.BUG (2006): William Friedkin associeres ofte mest med EXORCISTEN, men I horror-regi har han bidraget med andre perler, bl.a. RAMPAGE (1987) og den lige så oversete BUG. BUG har Ashley Judd i en uvant rolle som enlig, fordrukken kvinde, der sammen med en yngre elsker synker ind i et hallucinatorisk vanvid omhandlende insekter. Filmen er baseret på et teaterstykke af samme navn, og det føles; der er kun få karakterer med i filmen, og det uhyggelige og krybende ligger i intensiteten i skuespillet.  

7.IN DREAMS (1999): Neil Jordan er en dygtig, men også lidt sær instruktør. Hans største kommercielle succes var det prisbelønnede og anmelderroste drama, THE CRYING GAME (1992), men han har også slået sine folder i horrorens verden, bl.a. med den dybt mærkelige THE COMPANY OF WOLVES (1984) og IN DREAMS. Som titlen på sidstnævnte antyder, er der tale om en drømmeagtig oplevelse, eller mareridt er nok mere passende. Filmen inkorporerer ESP, børnemord og en oversvømmet by – og så leverer Robert Downey J.R. en virkelig stærk og uhyggelig præstation undfanget i en af hans, øh, ”sorte perioder”.  Spørger du mig, er IN DREAMS en fremragende film, men den fik underligt nok en meget ringe modtagelse og ligger og roder nede omkring uhørte 20 % på Rotten tomatoes.

6.TEETH (2007): Omtalen af TEETH havde vist fået manges forventninger skruet op til helt urealistiske proportioner. For en film om en high school-tøs med et sæt mutanttænder i skrævet måtte da være det bedste, ever! I den lunkenvarme modtagelse af filmen blev der af genrehunde mukket meget over, at den var kedelig, vist ikke var en rigtig horrorfilm and so on, and so on … Men glem det triste kor, TEETH er fremragende! På trods af onde tunger, er der rigeligt blod og afrevne penisser, der kan akkompagnere den skarpe satire af det kønsforskrækkede USA – og så leverer Jess Weixler, pigen med tænderne (you know where) en fantastisk præstation. 

5.THE PEOPLE UNDER THE STAIRS (1991): Når folk snakker om Wes Craven, er det som oftest A NIGHTMARE ON ELM STREET (1984) eller (gab …) SCREAM (1996), der kommer på tale. Jeg har altid været mere til hans mindre kendte film, som SERPENT AND THE RAINBOW (1988) og den groteske THE PEOPLE UNDER THE STAIRS. Sidstnævnte lider en anelse under, at den blev lavet i halvfemserne, hvor den stod på housemusik og meget store bukser, men filmen er et studie i grusomhed! Her har vi et af de klammeste huse nogensinde, med hemmelige gange i væggene, og en kælder fuld af blege, udsultede børn, der bliver stopfodret med alle, der vover at trænge ind på husets grund – huset, der bevogtes af et afsindigt søskende-/ægtepar (se, der var en skråstreg, man ikke havde lyst til at se, yikes!). Indavl er en skidt ting, men det er THE PEOPLE UNDER THE STAIRS bestemt ikke.   

4.NIGHTBREED (1990):  Clive Barkers andet større projekt i instruktørstolen, NIGHTBREED, floppede grumt.  Forgængeren, HELLRAISER, opnåede på trods af sit ret lille budget hurtigt kultstatus og fik ret gode anmeldelser for en genrefilm. I NIGHTBREED var der slået et endnu større brød op; her forsøgte Barker at krydse fantasy og horror i højere grad end i HELLRAISERS mytologiske univers, en sjælden fusion, som i de flestes øjne bare ikke fungerede. Personligt har jeg altid elsket NIGHTBREED, da det netop er den type horrorfilm, hvor man ikke kun skraber overfladen, men fornemmer en dybereliggende og grum mytologi. Samtidig er den spækket med fantastiske effekter, og David Cronenberg har en uhyggelig rolle som en psykopatisk læge med hang til meget store knive. NIGHTBREED er ikke lige så god som HELLRAISER, men den er sgu god!

3.DAGON (2001): Jeg har oplevet en del ”DAGON-bashing” på diverse blogs (I ved, hvem I er, folkens!), og jeg forstår det simpelthen ikke. Stuart Gordons (RE-ANIMATOR) løselige filmatisering af H.P. Lovecrafts THE SHADOW OVER INNSMOUTH er noget af det tætteste, vi kommer på en anstændig Lovecraft-filmatisering. John Carpenters IN THE MOUTH OF MADNESS undtaget, er DAGON den film, der slår Lovecraft-tonen bedst an. Innsmouth er godt nok byttet ud med den spanske fiskerby, Imboca, men det gør ingenting, for stemningen i byen er simpelthen sublim. Og på trods af Stuart Gordons plathumoristiske indslag – som man kan elske eller hade – rangerer DAGON i min verden som noget nær et mesterværk. Jeg tror, jeg har set den femten gange.  

2.THE NINTH GATE (1999): En af de største synder I horrormiljøet er den manglende anerkendelse af Roman Polanskis, THE NINTH GATE, så afgjort den bedste supernatural noir-film nogensinde og et pragteksempel på underspillet gys. Mange vurderer, at den er for stillestående og kedelig, og det gjorde jeg også, da jeg var en ung filejs – så blev jeg voksen og fandt ud af, hvor fed denne film egentlig er. Filmens underspillede dæmoni lurer hele tiden lige under overfladen, og ikke mindst i Frank Langellas uhyggelige, sataniske karakter, Boris Balkan. Med undtagelse af Dennis Hopper i BLUE VELVET har jeg sjældent været så bange for en mand i en film. Langella er gud (eller satan, eller … whatever).

1.EXORCISTEN III (1990): Synd nr. 1 i horrorverdenen: At ingen taler om EXORCISTEN III!! Fy, fy, slem, slem! Mange så og lod sig – med rette – begejstre over den første film i EXORCISTEN-serien, så kom toeren, og så stoppede festen ligesom. Hold kæft, en omgang lort. William Peter Blatty, manden bag bøgerne og instruktør på EXORCISTEN III, rådede da også filmselskabet til at kalde tredje installation i serien, LEGION (ligesom bogen), da titlen, EXORCISTEN III, helt sikkert ville skræmme de biografgængere væk, der stadig kunne huske den rærlige toer. Men ville de høre …? Niks.

Det nytter ikke noget, at jeg endnu engang begynder at remse alle denne films herligheder op. Hvis du har lyst, kan du læse den artikel, jeg skrev om filmens tilblivelse for et års tid siden. Den ligger her.  

Boblere til denne liste: GOD’S ARMY (1995), PREDATOR 2 (1990), GHOSTS OF MARS (2001).

Dette er oplægget til Karim Hussains postapokalyptiske ”Ascension” fra 2002. Den egentlige handling starter, da tre kvinder i lange sorte kutter (alle begavet med ”the second sight”, uhhh …) følger et kald fra den nye entitet, der har taget guds trone. Stemmen har ledt dem til en gammel, grå fabriksbygning, og de tre tøser har sat sig for at give tingen en god gammeldags omgang bøllebank (eller noget i den stil).

Jeg vidste intet om Karim Hussain eller hans film, da jeg købte ”Ascension”. Jeg synes ideen med, at et andet supervæsen havde væltet gud af tronen og forårsaget en forandring af jorden, lød fed, og så blev der draget paralleller til Lynch og Cronenberg på coveret.

Men lad mig med det samme afbryde mig selv og sige, at ”Ascension” er en af de dårligste film, JEG NOGENSINDE HAR SET!!

Det er simpethen grufuldt. GRUFULDT! Det er faktisk imponerende, så dårlig denne film er!

Hele 100 minutter traver de tre vølver rundt og snakker i tåger. Går et par skridt. Stopper. Hviler sig lidt. Fortsætter så med mekanisk overlevering af kryptisk, opstyltet dialog. Ind imellem får dialogen næsten en fornemmelse af haiku battles. Det er rædsomt! Dialogen i denne film er simpelthen skidt ud af Helvedets brankede ringmuskel og lidt til. Jeg tænker, at det er sådan her, det ville gå, hvis Olaf Ittenbach prøvede at være dyb. Men Hussain er dårligere end Ittenbach, fordi han mener det rent faktisk!

Samtidig er filmen så kedelig, at man er ved at dø. Hele handlingen udspiller sig i den samme grå fabrikshal, og ingen af de ideer der lyder spændende i oplægget forløses på nogen måde.   

”Ascension” var virkelig svær at komme igennem, og jeg ville ønske, at jeg havde tjekket den på nettet inden. Planetpulp giver den f.eks. 1 stjerne … Men så havde jeg selvfølgelig ikke kunnet trille glad hjem fra Fona med fornemmelsen af at have guld i posen – well, you live, you learn.

Nej, ikke helt, for det nyeste bind i serien om den behornede antihelt kan desværre ikke helt stå mål med de foregående – der er dog alligevel tale om en solid gang underholdning.

Albummet starter lovende med en dedikation til M.R. James og J. Sheridan Le Fanu - hvilket jo må varsle om gode ting.

Første historie ”Hellboy in Mexico” er en lidt sløv omgang, hvor Hellboy slås med vampyrer i selskab med en bande mexicanske wrestlere. Den er veloplagt tegnet af den efterhånden mangeårige kollaboratør, Richard Corben, men historien er letkøbt, og desuden kender man den, da den blev resumeret i forrige bind ”House of the living dead”.

”Sullivans reward” er en kort historie om et ondt hus, igen flot og stemningsfuldt tegnet af Corben, men klicheerne står i kø, og historien har ikke den store pointe.

”The sleeping and the dead” er en vampyrhistorie af den klassiske slags tegnet af Scott Hampton, der har en luftig, men dyster streg perfekt til at understrege historiens stemning. Og alene detaljerne i de victorianske omgivelser er nok til, at man bagefter føler, man har læst en god historie – dog bringer den egentlig ikke noget nyt til vampyrmyten, hvis man skal være lidt slem.  

Titelhistorien ”The bride of hell” er den bedste i samlingen, fordi den er mest opfindsom. Mignola trækker på rigtig historie, men blander det med sine egne skøre påhit, og det kommer der noget stærkt ud af. Den handler i korte træk om dæmonkongen, Asmodeus’ (det er en rød løve med vinger!), kamp med korsridderne.  Richard Corben fører pennen i skumle skovomgivelser, som er hans helt rette element (se øverste billede).

Der er et par andre historier i samlingen, korte uhyrligheder uden hoved og hale, og dem gider vi ikke bruge tid på.  

Der er masser af stemning og smukke tegninger til stede i det ellevte Hellboy album, Mignola skal bare passe på at der ikke bliver for meget ”blink-i-øjet” hyldest til genren. Hans Hellboy univers er så originalt med nazier, okkultisme og dæmoner i én stor pærevælling, at det sagtens kan stå på egne … øhh … hove.

Et lille hak ned i kvalitet i denne omgang, men dog stadig et køb værd.

Tjek lige den her side fra "The sleeping and the dead". Her aner man hvorfor dette bind i serien bl.a. er dedikeret til J. Sheridan Le Fanu. Klik en masse gange for at forstørre.

Samme Leonora slog også et slag for gotikken, da hun i Weekend Avisen anmeldte Thomas Strømsholts novellesamling ”De underjordiske”, der udkom på det mindre forlag H. Harksen Productions også tilbage i 2010.

Jeg har nu langt om længe fået læst ”Silhuet af en synder”.

Historien tager fat, da Nella, datter af den afdøde skrækromantiske forfatterinde, Antonia Von Liljenholm, vender tilbage sit barndomshjem, et faldefærdigt, gotisk slot. Hun er i selskab med en fremmed, hvis identitet i bogens første halvdel holdes skjult for læseren.

Der går ikke længe før dørene på Liljenholm klaprer, og lofterne knager – der er skeletter i skabet, og familiehistorien er broget: I mange generationer er der kun født tvillinger i familien, hvor den ene klarede sig godt, og den anden blev sindssyg og hoppede ud af vinduet (!).

Så saftigt er det, at Nella mener der er stof til en roman, og hun udpeger den ukendte ledsager, vores fortæller, til at sidde ved tasterne. Og ja, du gættede rigtigt, bedrive det, der bliver til ”Silhuet af en synder” – bogen du sidder med i hænderne.

Vi bevæger os altså på et metaplan, hvor bogen, du læser, skal forestille at være skrevet i 1941 – og stilen leves ud til fulde, komplet med noter på siderne fra Nella til vores ukendte fortæller og omvendt. Og LCS klarer de sproglige udfordringer, der måtte ligge i det greb uden at vakle. Det hele virker velresearchet, der kastes om sig med ord, der ikke ligger lige for i et moderne menneskes vokabularium, og jeg opdagede ingen nyere gloser, der pludselig sneg sig ind og brød illusionen.    

Og man må dertil sige, at forfatteren VIRKELIG er tro mod den gotiske genres konventioner – desværre i en sådan grad, at hver knirkende dør, maleri der blinker eller gentagne ”er der nogen?” situation kommer til at virke lidt som flueben på en tjekliste – og det er her malurten sniger sig i bægeret (og der er desværre en hel del af den). ”Silhuet af en synder” bliver i store dele en lidt kølig stiløvelse ud i gotikken; kulissen er på plads, men der mangler simpelthen noget sjæl.

Historien er i vid grad en detektivhistorie, hvor der lirkes og brækkes i Liljenholmernes familiemysterie, og det bliver for insisterende. Man ruskes rundt i et stormvejr af hv-ord, der skal bane vej for de næste store afsløringer (som i øvrigt mest omhandler for længst døde mennesker, hvis bedrifter man kun kender af omtale), og man savner pusterum, der lader stemningen tale og mysteriet hvile lidt. På side 124 sad jeg og tænkte: Hvem fanden er Hortensia …? Og hvorfor hedder de alle sammen noget med blomster?? Og gider jeg egentlig læse videre?

Noget, som jeg også virkelig savnede i bogen, var uhyggen! Hvor vidt det er meningen, at visse passager skal være uhyggelige, står hen i det uvisse, men selv de allersvageste sjæle burde kunne slippe for våde håndflader her; man føler sig tværtom hensat til en slags dameblads-sfære.

Det, der var fremragende med min foretrukne gotiske æra, den victorianske, (udover at der var masser af uhygge) var, at der var en stemning af ’unisex’. Tænk bare på Stokers ”Dracula” eller Le Fanus ”Carmilla”, hvor der er masser af seje kvinder OG drivende uhygge.

Selv LCS’s eget store forbillede Daphne du Maurier – som vi nok lige bør dvæle lidt ved – talte i høj grad til begge køn. Selvom en du Maurier klassiker som ”Rebecca” (som der er en del referencer til i ”Silhuet af en synder”) på overfladen kan ligne ”chick-lit”, er dens krybende uhygge, der bliver forårsaget af på overfladen harmløse ligegyldigheder, kræs for enhver fan af gotik. Du Mauriers virkemidler indenfor spænding og gys er meget komplekse og gøres ikke nemt efter.

I ”Silhuet af en synder” er det hele meget ’femi’. Det stemningsopbyggende, beskrivende kommer til at virke som noget fra et boligindretningsprogram, og der er simpelthen for mange kjoler og pelsstolaer og for lidt underspillet uhygge eller frygtelige gespenster.  

Og så synes jeg simpelthen også, at karaktererne i ”Silhuet af en synder” virker som nogle airheads. Der bliver, som nævnt, brugt lovlig meget tid på tøj, hår og at kigge sig selv i spejle, og da historiens fortæller på et tidspunkt tror, hun har set et spøgelse, er det første hun noterer sig da også følgende: ”Om halsen bar hun en af disse lange perlekæder, som Dronning Alexandrine havde gjort til højeste mode for år tilbage”.

Hmm …

I hvert fald er visse anmelderes udlægning af bogen som en gang vaskeægte gotik fuld af uhygge og lig med dårlig ånde en sandhed med modifikationer – det var i hvert fald på ingen måde den bog, jeg læste.

Summa summarum: Der er i de sidste år blevet snakket en del om gotisk renæssance, det er bare ærgerligt, at det er ting som ”Silhuet af en synder”, ”Twilight” m.m., der skal stjæle rampelyset, når der nu faktisk er en rigtig gotisk opstandelse i gang i underskoven af danske gyserforfattere.

LCS skal have ros for sproget og til en vis grad den alternative fortællestil, men så har jeg desværre ikke meget mere godt at sige om bogen. Jeg kan ikke lade være med at føle, at ”Silhuet af en synder” spiser os af med gotikken som en kitschet kulisse – og det tjener ikke genren til ære.

Hvis nygotik skal præsentere en revitalisering af genren, skal det være andet og mere end pastiche og trivi-litteratur i gotiske gevandter.