Dette er oplægget til Karim Hussains postapokalyptiske ”Ascension” fra 2002. Den egentlige handling starter, da tre kvinder i lange sorte kutter (alle begavet med ”the second sight”, uhhh …) følger et kald fra den nye entitet, der har taget guds trone. Stemmen har ledt dem til en gammel, grå fabriksbygning, og de tre tøser har sat sig for at give tingen en god gammeldags omgang bøllebank (eller noget i den stil).

Jeg vidste intet om Karim Hussain eller hans film, da jeg købte ”Ascension”. Jeg synes ideen med, at et andet supervæsen havde væltet gud af tronen og forårsaget en forandring af jorden, lød fed, og så blev der draget paralleller til Lynch og Cronenberg på coveret.

Men lad mig med det samme afbryde mig selv og sige, at ”Ascension” er en af de dårligste film, JEG NOGENSINDE HAR SET!!

Det er simpethen grufuldt. GRUFULDT! Det er faktisk imponerende, så dårlig denne film er!

Hele 100 minutter traver de tre vølver rundt og snakker i tåger. Går et par skridt. Stopper. Hviler sig lidt. Fortsætter så med mekanisk overlevering af kryptisk, opstyltet dialog. Ind imellem får dialogen næsten en fornemmelse af haiku battles. Det er rædsomt! Dialogen i denne film er simpelthen skidt ud af Helvedets brankede ringmuskel og lidt til. Jeg tænker, at det er sådan her, det ville gå, hvis Olaf Ittenbach prøvede at være dyb. Men Hussain er dårligere end Ittenbach, fordi han mener det rent faktisk!

Samtidig er filmen så kedelig, at man er ved at dø. Hele handlingen udspiller sig i den samme grå fabrikshal, og ingen af de ideer der lyder spændende i oplægget forløses på nogen måde.   

”Ascension” var virkelig svær at komme igennem, og jeg ville ønske, at jeg havde tjekket den på nettet inden. Planetpulp giver den f.eks. 1 stjerne … Men så havde jeg selvfølgelig ikke kunnet trille glad hjem fra Fona med fornemmelsen af at have guld i posen – well, you live, you learn.

Nej, ikke helt, for det nyeste bind i serien om den behornede antihelt kan desværre ikke helt stå mål med de foregående – der er dog alligevel tale om en solid gang underholdning.

Albummet starter lovende med en dedikation til M.R. James og J. Sheridan Le Fanu - hvilket jo må varsle om gode ting.

Første historie ”Hellboy in Mexico” er en lidt sløv omgang, hvor Hellboy slås med vampyrer i selskab med en bande mexicanske wrestlere. Den er veloplagt tegnet af den efterhånden mangeårige kollaboratør, Richard Corben, men historien er letkøbt, og desuden kender man den, da den blev resumeret i forrige bind ”House of the living dead”.

”Sullivans reward” er en kort historie om et ondt hus, igen flot og stemningsfuldt tegnet af Corben, men klicheerne står i kø, og historien har ikke den store pointe.

”The sleeping and the dead” er en vampyrhistorie af den klassiske slags tegnet af Scott Hampton, der har en luftig, men dyster streg perfekt til at understrege historiens stemning. Og alene detaljerne i de victorianske omgivelser er nok til, at man bagefter føler, man har læst en god historie – dog bringer den egentlig ikke noget nyt til vampyrmyten, hvis man skal være lidt slem.  

Titelhistorien ”The bride of hell” er den bedste i samlingen, fordi den er mest opfindsom. Mignola trækker på rigtig historie, men blander det med sine egne skøre påhit, og det kommer der noget stærkt ud af. Den handler i korte træk om dæmonkongen, Asmodeus’ (det er en rød løve med vinger!), kamp med korsridderne.  Richard Corben fører pennen i skumle skovomgivelser, som er hans helt rette element (se øverste billede).

Der er et par andre historier i samlingen, korte uhyrligheder uden hoved og hale, og dem gider vi ikke bruge tid på.  

Der er masser af stemning og smukke tegninger til stede i det ellevte Hellboy album, Mignola skal bare passe på at der ikke bliver for meget ”blink-i-øjet” hyldest til genren. Hans Hellboy univers er så originalt med nazier, okkultisme og dæmoner i én stor pærevælling, at det sagtens kan stå på egne … øhh … hove.

Et lille hak ned i kvalitet i denne omgang, men dog stadig et køb værd.

Tjek lige den her side fra "The sleeping and the dead". Her aner man hvorfor dette bind i serien bl.a. er dedikeret til J. Sheridan Le Fanu. Klik en masse gange for at forstørre.

Samme Leonora slog også et slag for gotikken, da hun i Weekend Avisen anmeldte Thomas Strømsholts novellesamling ”De underjordiske”, der udkom på det mindre forlag H. Harksen Productions også tilbage i 2010.

Jeg har nu langt om længe fået læst ”Silhuet af en synder”.

Historien tager fat, da Nella, datter af den afdøde skrækromantiske forfatterinde, Antonia Von Liljenholm, vender tilbage sit barndomshjem, et faldefærdigt, gotisk slot. Hun er i selskab med en fremmed, hvis identitet i bogens første halvdel holdes skjult for læseren.

Der går ikke længe før dørene på Liljenholm klaprer, og lofterne knager – der er skeletter i skabet, og familiehistorien er broget: I mange generationer er der kun født tvillinger i familien, hvor den ene klarede sig godt, og den anden blev sindssyg og hoppede ud af vinduet (!).

Så saftigt er det, at Nella mener der er stof til en roman, og hun udpeger den ukendte ledsager, vores fortæller, til at sidde ved tasterne. Og ja, du gættede rigtigt, bedrive det, der bliver til ”Silhuet af en synder” – bogen du sidder med i hænderne.

Vi bevæger os altså på et metaplan, hvor bogen, du læser, skal forestille at være skrevet i 1941 – og stilen leves ud til fulde, komplet med noter på siderne fra Nella til vores ukendte fortæller og omvendt. Og LCS klarer de sproglige udfordringer, der måtte ligge i det greb uden at vakle. Det hele virker velresearchet, der kastes om sig med ord, der ikke ligger lige for i et moderne menneskes vokabularium, og jeg opdagede ingen nyere gloser, der pludselig sneg sig ind og brød illusionen.    

Og man må dertil sige, at forfatteren VIRKELIG er tro mod den gotiske genres konventioner – desværre i en sådan grad, at hver knirkende dør, maleri der blinker eller gentagne ”er der nogen?” situation kommer til at virke lidt som flueben på en tjekliste – og det er her malurten sniger sig i bægeret (og der er desværre en hel del af den). ”Silhuet af en synder” bliver i store dele en lidt kølig stiløvelse ud i gotikken; kulissen er på plads, men der mangler simpelthen noget sjæl.

Historien er i vid grad en detektivhistorie, hvor der lirkes og brækkes i Liljenholmernes familiemysterie, og det bliver for insisterende. Man ruskes rundt i et stormvejr af hv-ord, der skal bane vej for de næste store afsløringer (som i øvrigt mest omhandler for længst døde mennesker, hvis bedrifter man kun kender af omtale), og man savner pusterum, der lader stemningen tale og mysteriet hvile lidt. På side 124 sad jeg og tænkte: Hvem fanden er Hortensia …? Og hvorfor hedder de alle sammen noget med blomster?? Og gider jeg egentlig læse videre?

Noget, som jeg også virkelig savnede i bogen, var uhyggen! Hvor vidt det er meningen, at visse passager skal være uhyggelige, står hen i det uvisse, men selv de allersvageste sjæle burde kunne slippe for våde håndflader her; man føler sig tværtom hensat til en slags dameblads-sfære.

Det, der var fremragende med min foretrukne gotiske æra, den victorianske, (udover at der var masser af uhygge) var, at der var en stemning af ’unisex’. Tænk bare på Stokers ”Dracula” eller Le Fanus ”Carmilla”, hvor der er masser af seje kvinder OG drivende uhygge.

Selv LCS’s eget store forbillede Daphne du Maurier – som vi nok lige bør dvæle lidt ved – talte i høj grad til begge køn. Selvom en du Maurier klassiker som ”Rebecca” (som der er en del referencer til i ”Silhuet af en synder”) på overfladen kan ligne ”chick-lit”, er dens krybende uhygge, der bliver forårsaget af på overfladen harmløse ligegyldigheder, kræs for enhver fan af gotik. Du Mauriers virkemidler indenfor spænding og gys er meget komplekse og gøres ikke nemt efter.

I ”Silhuet af en synder” er det hele meget ’femi’. Det stemningsopbyggende, beskrivende kommer til at virke som noget fra et boligindretningsprogram, og der er simpelthen for mange kjoler og pelsstolaer og for lidt underspillet uhygge eller frygtelige gespenster.  

Og så synes jeg simpelthen også, at karaktererne i ”Silhuet af en synder” virker som nogle airheads. Der bliver, som nævnt, brugt lovlig meget tid på tøj, hår og at kigge sig selv i spejle, og da historiens fortæller på et tidspunkt tror, hun har set et spøgelse, er det første hun noterer sig da også følgende: ”Om halsen bar hun en af disse lange perlekæder, som Dronning Alexandrine havde gjort til højeste mode for år tilbage”.

Hmm …

I hvert fald er visse anmelderes udlægning af bogen som en gang vaskeægte gotik fuld af uhygge og lig med dårlig ånde en sandhed med modifikationer – det var i hvert fald på ingen måde den bog, jeg læste.

Summa summarum: Der er i de sidste år blevet snakket en del om gotisk renæssance, det er bare ærgerligt, at det er ting som ”Silhuet af en synder”, ”Twilight” m.m., der skal stjæle rampelyset, når der nu faktisk er en rigtig gotisk opstandelse i gang i underskoven af danske gyserforfattere.

LCS skal have ros for sproget og til en vis grad den alternative fortællestil, men så har jeg desværre ikke meget mere godt at sige om bogen. Jeg kan ikke lade være med at føle, at ”Silhuet af en synder” spiser os af med gotikken som en kitschet kulisse – og det tjener ikke genren til ære.

Hvis nygotik skal præsentere en revitalisering af genren, skal det være andet og mere end pastiche og trivi-litteratur i gotiske gevandter.

Det er en novellesamling med 11 historier. Nikolaj Højberg, der har redigeret samlingen, har set på samfundet omkring sig og reageret på den udvikling, han har bemærket der: racismen og fremmedhadet på fremtog. Og det har han kanaliseret ud i oplægget til en antologi.

Det lette valg ville være at skrive en science fiction-novelle, for genren har en stort didaktisk potentiale i sig (se, hvad der sker, hvis…) – men Højberg har i stedet udbedt sig historier skrevet inden for horror/weird. Det ligger ikke på samme måde ligefor at skrive en horrornovelle om en udvikling i samfundet, og det er en interessant udfordring at give forfatterne. En af udfordringerne er, at horror meget ofte har et meget moralsk element (hvis du er racist, sker der slemme ting for dig, for sådan er universet indrettet) – en hel bog skrevet efter den devise ville ærligt talt være kedelig, men heldigvis er udvalget i “Det sker igen” overraskende bredt. Enkelte falder i den moralske faldgrube, og nogle enkelte noveller er også science fiction, men kendetegnende er de overraskende tilgange til oplægget.

11 navne byder samlingen på – og følger man med i opsvinget inden for dansk fantastik (og novellegenren især), er de velkendte: Nikolaj Johansen, Thomas Strømsholt, Jesper Rugård Jensen, Jonas Wilmann, A. Silvestri, Flemming Rasch, Gudrun Østergaard, Morten Carlsen, Mikkel Carlsen, Lise A. og redaktøren selv, Nikolaj Højberg. Det er også et tegn på den generelle kvalitet, at ingen af historierne efter endt læsning står tilbage i hukommelsen som direkte mislykkede – alle leverer de en eller anden kant, der gør dem værd at læse. Selvfølgelig er det ikke alle, der fungerer lige godt for den enkelte læser (det kan man ikke undgå i en antologi), men ingen af dem er altså tabt på jorden. Det gør antologien til en god og fortættet læseoplevelse.

Skal jeg pege på de noveller, der især fungerede for mig, bliver det dem, der indrammer bogens andre tekster, nemlig de to første og den sidste, leveret af Nikolaj Johansen, Thomas Strømsholt og Højberg selv. Johansen slår en god tidløs tone an, mens Strømsholt er (forudsigeligt) stemningsfuld, og Højberg mesterligt leger med læserens forventninger. Men “Det sker igen” er som helhed en god oplevelse.

En dag går fluerne amok i København. De samler sig i store flokke og overfalder folk, borer sig ind i deres hud. Og folk, der dør, vender straks tilbage, stavrende og blodtørstige. Som zombier nu engang gør. En lille gruppe mennesker overlever det første, kataklysmiske angreb, men det er bare starten, og snart er det op til dem, hvis planeten skal huse noget form for liv i fremtiden.

Det er oplægget til en massiv og blodig omgang knuste hjerneskaller og på utallige andre måder nedslagtede lig.

Zombiehorror er ikke rigt repræsenteret på dansk – klassikerne er selvfølgelig Dennis Jürgensens “Kadavermarch” + “Kadaverjagt”, der bl.a. har inspireret Patrick Leis’ Necrodemic-serie. Både Jürgensen og Leis anbragte deres vandrende døde på en science fiction-baggrund, men Silvestri hakker sin egen niche i litteraturhistorien ved at lægge et mytologisk lag ind over historien. Det er måske svært for zombie-puristerne, men det giver noget drivkraft til historien, så vi ikke blot præsenteres for 800 siders skrigen. I første del præsenteres det som lidt Antikrist-inspireret, men senerehen udbygges baggrunden, og der spilles med de helt store toner sidst i bogen.

Men i bund og grund er der tale om klassisk z-action: en lille gruppe overlevende efter apokalypsen – og horder efter horder af vaklende lig. Oprindelig startede historien som tre bøger, hvilket man kan se i inddelingen af den færdige mursten, men der er tale om én fortsat historie. Oprindelsen ses måske bedst i skiftet efter første del – skrevet i nutid, kortere og noget mere hæsblæsende end de andre. Derefter sættes farten ned, og Silvestri går mere om bord i sine personer – de overlever ikke allesammen, som det sig hør og bør i en sådan historie.

Og Silvestri kender sine zombiehistorier. Som han selv siger, er “Pandaemonium” en B-film på papir – der er action fra første færd, og alle de faste elementer er på plads, inklusiv (selvfølgelig) motorsaven. Det er voldsomt underholdende, men gør det også til en bog, der skal læses, som zombier spiser mennesker: i store, blodige klumper. Det er ikke en fortælling, man skal snuppe i ti minutters bidder før sengetid, men en, man skal læne sig tilbage og nyde.

Silvestri har allerede vist sit værd på novellefronten – og springet til 800 sider klarer han også. Han har et godt greb om sine personer, driver historier fremad og leverer i det hele taget varen. Alene på grund af sin vægt har “Pandaemonium” efterladt et godt mærke i dansk horror – men det er på grund af underholdningsværdien, at det mærke bliver vedvarende. “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesseret sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur.

Historien foregår i Prag, og hovedpersonen er titlens Anna. Hun er roma og bor i byens nedlagte fabrikskvarter. Hendes far, Mihai,  kæmper for dagen og vejen og for at bevare sin stolthed, men han ved også, at datterens skønhed ikke er gået upåagtet hen, og nogle af byens mere lyssky elementer har kastet deres opmærksomhed på hende. Mihai gør, hvad han kan for at skjule Anna, men som forventet går det galt.

Anna havner i de forkerte kredse, men snart lærer hun også, at der skjuler sig andet bag mørket. Noget rækker ud til hende og fortæller hende, at hun er et instrument, en brik i et spil, der rækker langt tilbage i tiden, og hendes mål er blodet og hævnen.

Jeg føler lidt eftertoner af Clive Barker her – Wilmann har altid haft øje for blod og død, men denne gang toner han det ned og lægger det som et dystert tæppe for handlingen, og det giver altså en noget anden oplevelse end hans tidligere, mere actiondrevne værker. Her driver siderne af spænding, og Anna vakler mellem virkelighed og drøm. For naturligvis kan vi se, hvad der sker – men hvorfor sker det? Denne forklaring holdes tilbage til slutningen. Det gør vel  “Smukke Anna” til en art magisk realisme-horror, men uanset hvad i al fald en vellykket og stemningsfuld historie.

Det er Wilmanns tredie bog, og efter en udgivelse på forlaget Valeta er han tilbage som sin egen forlægger. Hvis dette er den nye retning, han har udstukket for sit forfatterskab, skal der ikke lyder andet end glade toner herfra. “Smukke Anna” var en positiv overraskelse og en helt anden læseoplevelse end forventet, en stramt fortalt lille historie, der dog lader sin dystre atmosfære udfolde sig. Anbefales.

Hvad kendetegner en god horrorhistorie for dig?

En god horrorhistorie er – som før nævnt – først og fremmest troværdig. I de allerbedste romaner af slagsen kan man fjerne hele horror-elementet og stadig have en god historie. I de tilfælde er det lykkedes forfatteren at gøre personerne så levende, at jeg har lyst til at følge dem for deres egen skyld, og så er der virkelig noget på spil for mig som læser.

Derudover kan jeg godt lide den gotiske stil. Den er sjældent overraskende, men stemningsopbygningen og følelsen af det uafvendelige giver som regel et ret effektivt adrenalinkick alligevel. Og endelig er jeg meget auditiv, og derfor mere følsom over for lydindtryk end synsindtryk. Også på skrift. Så historier, der vægter flere sanser end synet, sniger sig som regel ind på mig på en anden måde end de, der hovedsageligt vægter synet.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

Og flere anmeldere tilsluttede sig det hysteriske, nypuritanske kor, man kan høre kvæde på et hvert gadehjørne efterhånden (”Vi må ikke tale om de grimme ting her i livet, bedre at ignorere dem, så går de nok væk …”).

Og det er faktisk ganske underholdende læsning at køre anmeldelserne på Rotten Tomatoes igennem. Det er utroligt så usaglige og personlige anmeldere kan blive, når de har følt sig skræmt eller krænket, men langtfra er klar til at indrømme det. Prøv bare at hør anmelderen fra The New York Observer: ”Written by a weirdo named Trent Haaga for no other purpose than to outrage, Deadgirl is part S&M porno, part supernatural chiller, and worthy only if you’re interested in how far movies can go before the police arrive.”

Suk.

Nå, men lad os tage et blik på, hvad det er, der kan få deres pis sådan i kog over there.  

DEADGIRL starter med at præsentere os for to syttenårige knægte, Rickie og J.T., der i kedsomhed pjækker fra skolen og raider et nedlagt sindssygehospital, hvor de drikker bajere og hærger. Da de får undersøgt bygningen nærmere, finder de et kælderrum med en næsten fastrustet dør – og inde i rummet opdager de til deres store forbavselse en nøgen kvinde efterladt og lænket fast. Kvinden virker dyrisk og umælende, og en lille ”svipser” fra J.T’s side resulterer i et styks nøgen, fastlænket kvinde – nu med brækket hals …! Men problemerne er faktisk større end som så, for kvinden lader sig ikke mærke det mindste med sådan en fatal skavank, og ikke engang tre kugler på klos hold lader til at have nogen effekt på hende – hun er levende død.

På dette tidspunkt lå min interesse for filmen og svingede mellem moderat og dalende. Der var en million fladpandede veje, historien kunne have taget, og jeg gruede for det værste. Min storebror ringede efter en halv time, hvor jeg pausede filmen og fortalte ham, at jeg sad og så en film om to knægte, der havde fundet en zombiepige i kælderen af et sindssygehospital.

”Er den god?” Spurgte han, og jeg svarede at ”det kom lidt an på, hvad drengene ville bruge pigen til.”

Da jeg trykkede play igen, opdagede jeg imidlertid, at filmen var ved at gro sig et par solide sten – for det videre forløb handlede ikke om, hvad zombiepigen ville gøre ved drengene, men hvad DE ville gøre ved hende – og et bekymrende portræt af en afsporet, asocial og pornobesat ungdom begyndte at folde sig ud.

Det var faktisk først, da jeg havde sovet på filmen, at det gik op for mig, hvor ambitiøs en lille sag den egentlig er – i portrættet af klasseskel, hvor uptown jocks og white thrash deler skolegård, går den hen og bliver meget samfundsrelevant og voksent reflekterende.   

Skuespilleren Noah Segan (var også fed i BRICK), der spiller den afstumpede J.T., bør nævnes for sin uhyggelige præstation i filmen. Hvis han undgår typecastingens ruin, er han bestemt én, der er værd at holde øje med.

DEADGIRL er en anderledes zombiefilm, der viser at der stadig er masser af stof tilbage i de levende døde, de skal bare nytænkes. Et andet godt eksempel var den kuriøse PONTYPOOL, der også er et ”must-see” for en hver fan af stavrende horder.

Det er lidt sjovt med de inspirationskilder. Jeg har hørt både Event Horizon, Deathwatch, From Beyond og Outpost forslået som inspiration, men faktisk kommer det et helt andet sted fra.

Jeg fik den første idé efter en lang nattesession med computerspillet Call of Duty: World at War, hvor vi spillede zombiebanerne. Det var stemningen, der inspirerede mig. Den klaustofobiske, paniske stemning, hvor soldaterne løber igennem de mørke gange og forsøger at holde en fjende fra livet, der hele tiden kommer væltende.

Det ændrede sig hurtigt til noget helt andet, for den anden vigtige inspirationskilde var en bog, jeg læste som ung om Philadelphia-eksperimentet skrevet af den gamle røver Charles Berlitz.