Vampyrer på DK4

Så er der vampyrer på DK4! Kanalen viser den kommende tid filmprogrammet film:syn med tema om vampyren: http://filmsyn.wordpress.com/

Dødens gab

Jeg skrev for nylig et stykke om ”Mit livs gys” til Mørket.dk – og lige siden er jeg blevet ved med at støde på titler, som får mig til at sige: ”Nåja, måske skulle det have været den i stedet…”

”Dødens gab” er en af de titler, for den har placeret sig med meget dybe rødder i min bevidsthed, siden jeg så den som knægt. Den dag i dag bryder jeg mig ikke om at gå i vandet. Min bevidste hjerne ved godt, at det eneste, der kan røre ved mine fødder, er tang og måske (hvis det virkelig går hårdt for sig) krabber eller endda fisk. Men en anden, langt dybere del af min hjerne insisterer på at nynne en meget enkel melodi (duh duh… duh duh). Og minde mig om, at Peter Benchley i romanen blot kaldte hajen for… fisken.

For nylig smed vi ”Dødens gab” i dvd-afspilleren for at se, om den holder den dag i dag. Og om barndomstraumerne stadig ligger lige tæt ved overfladen.

Den korte konklusion: ”Dødens gab” er stadig en rigtig god film. Den er ikke særligt stærk horror længere, men den er godt fortalt.

Problemet er naturligvis den tid, der er gået – og så det, at den var så populær en film, for det har gjort den til klicheernes yngleplads. Måske var mange af elementerne klicheer, allerede før Spielberg pudsede en haj på dem, men de er i al fald blevet det sidenhen, for utallige filmskabere har forsøgt at gøre ham kunsten efter. Forskellen er bare, at Spielberg forstår at jonglere professionelt med sine elementer, hvor andre bruger dem uden at spekulere på, hvordan de sættes sammen, og at de også skal fungere i en sammenhæng.

Det er derfor, ”Dødens gab” fungerer som film den dag i dag – den er ganske enkelt godt fortalt. Den er spændende, personerne er mere end bare papfigurer udskåret med motorsav, og det rager rent faktisk én, om gummihajen sætter tænderne i dem. Og ja, hajen ligner pludselig gummi, selv om den for så mange år siden var ubehageligt realistisk, men det gør egentlig ikke så meget. For filmen har masser af andet indhold, man kan fæstne sig ved.

Men skræmmende er den nu ikke. Måske er det, fordi jeg er blevet gammel og hårdhudet, eller måske er traumerne blevet gemt meget dybt væk, men den slår mig ikke som en effektiv horrorfilm. Ikke desto mindre er det svært ikke at anbefale folk at se den, uanset om de er horrorfans eller ej. Den kan stadig holde én fast ved skærmen.

Men lad os bare glemme alt om fortsættelserne.

Monster Ark

Det er altid godt at lave en lille test, før man kaster sig over et større projekt. Nogle vil mene, at det er derfor, manden blev skabt først – men historien om Guds lille prøveklud ligger først meget senere. Før Noah fik ordre på at bygge sin ark og fylde den med avleklare dyr, lavede vorherre en strikkeprøve og gav Noah ordren ”Tag dette supermonster og sejl det til verdens ende, så det ikke skal plage menneskeheden igen.”

Det bør vi nok være tilfredse med, for havde Noah ikke fået lov til at nosse i det her, i stedet for da det virkeligt gjaldt, ville verden i dag være under delfinernes brutale overherredømme. Noah formåede nemlig at dumpe menneskeracens svøbe på havets bund – dog heldigvis i et træbur, der kunne holde indtil vore dag.

Hvor så selvfølgelig et par tåbelige arkæologer beslutter sig for at drage ud og diskutere religion med hinanden, før de så – ups – slipper monstret løs med lidt hjælp fra en lille gruppe amerikanske soldater. Heldigvis er der et ældgammelt broderskab, som er dannet for at skjule den frygtelige hemmelighed – de gør ikke rigtig noget ud over at tjene som kanonføde for det stenlignende monster, men det er nu alligevel en rar tanke, at de er der.Ligeså med de amerikanske soldater, når de da ikke lige skærer ansigt og råber ting.

”Monster Ark” er tydeligvis B-film af den værste klasse – af den slags, som det heldigvis ikke kostede noget at se, men jeg har nu alligevel en skræmmende følelse af, at den har korrumperet nogle megabytes på optageren (tak for det, TV3). Effekterne er pinlige (der er ingen fornemmelse af, at monsteren bevæger sig i noget, der bare ligner vores verden med tyngdekraft og deslige), skuespillet er ynkværdigt, og historien er tåbelig på den ufede måde. En god dosis selvbevidsthed kan redde meget, men ”Monster Ark” tager sig selv alvorligt og bliver ligesom en af de der deltagere i de indledende runder af diverse talentshows, som insisterer på at sammenligne sig selv med Mariah Carey.

Det sjoveste ved ”Monster Ark” er faktisk, hvordan den – tydeligvis uden at skamme sig – direkte løfter op til flere scener fra Indiana Jones-filmene.

Da jeg var knægt, forstod de at lave filmplakater

Jeg syntes, at jeg ville dele dette galleri over thailandske horrorfilmplakater fra 80erne, som jeg fandt på io9. Der er eddermame nogle stilige eksemplarer imellem, som får det til at krible i øjnene efter at gense filmene.

Vinyan

“Vinyan” er en mærkelig størrelse – langt hen ad vejen er den ikke egentlig horror, men henimod slutningen tager den et ganske vellykket hovedspring ud i mørket.

Det hele starter som et drama om et ægtepar, hvis liv er gået i spåner. Paul og Jeanne Bellmer mistede deres lille søn under tsunamien, og de er blevet i Thailand siden, fanget i håbet om, at han en dag vil dukke op. Især Jeanne klynger sig til de sørgelige rester af håb, mens Paul mere lader til at være klar til at komme videre i sit liv. Men de stilles over for et valg, da Jeanne fanger et glimt af et barn på en DVD optaget optaget dybt inde i lukkede områder. Det er deres søn, insisterer hun, og Paul indvilliger i, at de er nødt til at drage afsted.

Forbryderen Thaksin Gao tager imod deres penge og fører dem ned ad floden, hvor barnet blev set. Som en light-udgave af “Heart of Darkness” bliver tingene langsomt værre omkring dem, mens de drager ind i junglen. Forholdet mellem Paul og Jeanne bliver værre og værre, men samtidig venter der også noget dystert i skoven.

Der er rigtig mange gode takter i “Vinyan” – samspillet mellem de to hovedpersonen, stemningen mens de drager ned ad floden, den visuelle side, horrorsekvenserne sidst i filmen og skuespillet generelt. Horrordelen forklares helt rigtigt – nemlig ikke særligt meget; er man uopmærksom på det forkerte tidspunkt, vil den sidste del af filmen nok virke noget påklistret og ulogisk. Og første del, præsentationen af hovedrollerne og turen ned ad floden, virker lidt for lang i det. Det virker, som om de enkelte elementer – der fungerer overordentligt godt hver for sig – aldrig helt kommer til at hænge sammen.

Men på trods af alt det har filmen altså noget power.

Gå til den som et smertefuldt drama og lad være med at forvente en horrorfilm, så er der masser at hente. Men hvis man forventer en gængs gyser, bliver man skuffet.

Trailer: