Bøger

Afterlife, sæson 1

Efter vi fik kæmpet os gennem Invasion, skulle der ligesom noget andet på menuen. Afterlife faldt vi over til en billig penge i en rodekasse hos Blockbuster, og det var ærligt talt nok prisen, der gjorde udslaget – omslaget skriger ikke ligefrem på kvalitet.

Men surprise, surprise, Afterlife er faktisk god, gedigen fortællekunst. Der er tale om en britisk serie, og det er det, der gør forskellen, for i stedet for glat, amerikansk pap-udskårne historier får vi både løse ender og realistiske personer. En sæson her er på 6 episoder af 45 minutter med afsluttede fortællinger og en længere historie, hvor vi følger Dr. Robert Bridge, som underviser i at gennemskue medier og lignende, og Alison Mundy, der modtager budskaber fra de døde. Bridge bruger Alison som et eksempel i sin undervisning, men drages ind i hendes verden og beslutter sig for at skrive en bog om hende – eller rettere om hendes psykiske problemer, for han forbliver fast overbevist om, at hun ikke kan tale med de døde. Alison, på sin side, forbliver overbevist om, hvad hun kan høre og se, hvilket bl.a. er Bridges afdøde søn.

Der fortælles en afsluttet historie i hvert afsnit, når Alison drages ind i folks liv i det ikke altid vellykkede forsøg på at hjælpe, men det er spændingerne de to hovedpersoner imellem, der driver værket. Afterlife er ikke horror i den forstand, hvor man sidder med hovedet gemt bag en pude, men de overnaturlige (eller naturlige?) elementer bruges til at skabe en underlæggende tvetydighed, der fungerer rigtig godt.

Der er udkommet en enkelt sæson til – den skal afgjort ses, når lejligheden byder sig. Første sæson har min varmeste anbefaling.

© 2008 Horrorsiden.