// du læser om...

Film

Invasion

Her er ikke tale om den stilige, men også ufatteligt kedelige genfilmatisering af Bodysnatchers med Nicole Kidman i hovedrollen – men i stedet tv-serien fra 2005, der beklageligvis kun fik lov at løbe i en enkelt sæson. Den har løbet hen over tv-skærmen her i hjemmet over ganske lang tid – godt nok er der kun 22 episoder at se, men holdningen til serien har været noget delt, til tider skiftende fra afsnit til afsnit.

Der er nu ikke noget at sige til, hvis man blander serien sammen med Bodysnatchers, for oplægget er det samme: ens familie og venner begynder at opføre sig anderledes, fordi deres kroppe er blevet overtaget af rumvæsener (eller en hidtil ukendt jordisk race, det bliver vist aldrig helt klart). Her sker det i de lille by i Florida efter en orkan – flere overlevende bliver fundet nøgne i vandet og viser sig snart at have skiftet personlighed; nogle kun en smule, andre omfattende; nogle til det bedre, andre til det dødbringende. Historien fokuserer på to familier, der kæmper for at komme sig over orkanen, og hvad det betyder for dem, at en af dem har forandret sig. De to familier er bundet sammen af et tidligere ægteskab, så oveni invasionen er der masser af ex-kone/mand-spænding at skulle tage stilling til.

Der er rigtig meget af dette, der fungerer rigtig godt – men desværre lige så meget, der ikke fungerer. Invasion vil gerne mange ting – den vil gerne vise omvæltningen af det lille samfund, paranoiaen folk imellem, destruktionen af alt det velkendt; men samtidig vil den gerne bevare status quo indtil den store season finale, og de to ting ramler desværre fatalt sammen og får seeren til at råbe ad personerne i frustration. For at sige det enkelt: historien burde simpelthen ikke kunne udvikle sig, som den gør. Invasion ender som et af de tilfælde, hvor de enkelte elementer fungerer godt, men sammenspillet er helt ad H til.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at man aldrig får afslutningen på historien – man får én afslutningen, men de sidste billeder i serien lægger op til en næste sæson, der kunne gå helt andre veje. Og på trods af seriens mangler var den dog så godt skruet sammen, at jeg ville give gode penge for at se fortsættelsen. Der er langt værre ting, der får lov at køre på skærmen i stedet.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. […] vi fik kæmpet os gennem Invasion, skulle der ligesom noget andet på menuen. Afterlife faldt vi over til en billig penge i en […]

    Skrevet af Afterlife, sæson 1 | Horrorsiden | 6. august, 2008, 19:34