På dansk findes bl.a. følgende gode fagbøger om gys/horror:
Clasen, Mathias F. Homo Timidus – om gys og gru, med fokus på danske horrorforfattere. Tellerup, 2004.
En indføring i genren. Homo Timidus præsenterer forskellige teoretiske tilgange til genren, og forsøger at opstille et levedygtigt alternativ til den freudianske tilgang. Navnlig forsøger bogen at forklare genrens tiltrækning. Derudover indeholder den en oversigt over nogle af de bedste danske horrorforfattere, en række værkanalyser samt interviews med de mest fremtrædende danske horrorforfattere.
Dalgaard, Niels. Guide til fantastisk litteratur – science fiction, fantasy- og horrorlitteraturens hvem er de?, hvad skrev de? Fremad, 2000.
Et opslagsværk med rigtig gode introduktioner til de fantastiske genrer (fantasy, science fiction, horror) samt information om hundredvis af forfattere.
Dalgaard, Niels (red.). På fantasiens vinger – om fantastisk litteratur for børn og unge. Høst & søn, 2002.
En antologi med gode introduktioner til de fantastiske genrer samt en række interessante artikler.
Krogh, Ebbe & Finn Lykke Schmidt. Gys, splat og Freud. Dansklærerforeningen, 1994.
En novelleantologi med en grundig indføring i gyset og psykoanalysen (ca. 30 sider). Henvender sig til elever på gymnasieniveau. Bogen har et godt udvalg af skønlitterære tekster inkl. arbejdsspørgsmål.
Krogh, Ebbe & Finn Lykke Schmidt. Højt hår – gyset – angsten og lysten. Dansklærerforeningen, 2008.
Som Gys, splat og Freud, men til danskundervisningens 8., 9. og 10. klassetrin.
Schubart, Rikke. I lyst og død – fra Frankenstein til splatterfilm. Borgen, 1993.
En omfangsrig og velskrevet indledning til gys/horror, særligt filmgenren. Forfatterens teoretiske udgangspunkt er psykoanalytisk/freudiansk. Denne bog er et godt sted at starte, hvis man vil vide mere om genren eller skal skrive en opgave; bogen indeholder en grundig teoretisk og historisk indledning til genren samt en række brugbare analytiske værktøjer.
—
Desuden findes der et hav af bøger om gys/horror på engelsk. Fx kan Stephen Kings velskrevne, begavede og oplagte fagbog Danse Macabre (1981) anbefales.
For yderligere forslag til sekundærlitteratur, se litteraturlisten i Homo Timidus.
Seneste kommentarer