Bernhard Ribbeck, f. 1931, er en meget begavet, men ikke ret kendt forfatter, hvis historier vidner om både psykologisk og genremæssig indsigt. Bernhard har tidligere udgivet novellesamlingen Isen mellem øerne, som også indeholder horror, men er ellers nok bedst kendt for sit virke inden for science fiction-genren, bl.a. i fagtidsskriftet Proxima, og han skrev da også, under sit rigtige navn, Palle Juul Holm, landets første akademiske fagbog om sf, Syzygy og den sorte stjerne, som udkom i 1975. Desuden er hans novelle ”Fra en blå og skyfri himmel” blevet udvalgt til udgivelse i den amerikanske antologi Year’s Best SF 13 (2008).

Bernhard fortæller om horrorgenren: ”Efter min bedste mening er horror ikke en genre. Hvad man så ellers skulle kalde den, ved jeg ikke. En litteraturmodus, måske?

Med hensyn til dens overensstemmelse med virkeligheden, forholder den sig på stort set samme måde som alle andre former for litteratur: Der findes ultra-realistisk horror, mainstream horror, science fictionel horror, fantasyhorror (fantasy her forstået som det i Todorovs forstand ”fantastiske” – hvor læserens forståelse af, hvad der egentlig var årsagen til det, der skete i teksten, efter endt læsning ligger og vibrerer mellem en naturlig og en ikke-naturlig forklaring) og decideret overnaturlig horror (med de gode psykoanalytiske forklaringer!).

Man bliver også sjældent bange af at læse horror – ikke engang i dårligt humør (det er Cormac McCarthy meget bedre til!). Snarest er der i den meste horror en følelse af suspense: Noget er vist ikke helt som det skal være!

Vampyrer gør os ikke bange. Kræft gør os bange. Risikoen for at der skal ske vore børn noget ondt, gør os bange. Muligheden for at miste arbejde og dermed eksistensmulighed gør os bange. Faren for trafikulykker gør os bange. Men det er sjældent, at der er køer i boghandlerne for at erhverve romaner om kræft, døende børn, arbejdsløshed og dødsfald som følge af lastbilers højresving.

I mine psykologitimer opererede jeg med noget, jeg kaldte frygtens anatomi. Der er visse fænomener, der faktisk er frygtfremkaldende uden at udgøre nogen reel trussel i sig selv.

• a. Høje uventede lyde. (Noget uhåndterlige i en trykt tekst).
• b. Meget kraftigt, uventet lys. (do.)
• c. Mørke (omdiskuteret).
• d. Svigtende underlag (fald).
• e. Smerte (sjældent en tekst gør ondt, rent fysisk).
• f. Nogle tilfælde af pars pro toto, f.eks. en lyd, hvis kilde ikke kan bestemmes
• g. Adspredte lemmer (p.p.t) (og i det hele taget ting, der på uforklarlig vis er, hvor de ikke skal være)
• h. Informationstæthed gående mod uendelig (kaos)
• i. Meget lav informationstæthed (tomhed).
• j. Pludselig programafbrydelse – afhængigt af programmets vigtighed og muligheden for at erstatte det med et nyt. (Den ultimative programafbrydelse: døden).

Jeg plejede at bede mine elever forestille sig følgende situation i tre, eskalerende, versioner:

Du kommer sent hjem til dit lejede værelse en mørk og stormfuld oktobernat, åbner døren til værelset, tænder lyset og ser, at

1. der sidder en død, fremmed mand (m/k) i din lænestol.
2. der ligger en hånd i din lænestol
3. værelset er tomt; blæsten smækker døren i lås bag dig, lyset går ud og i mørket hører du en stemme hviske: Mathias! (Or whatever!).

Jeg har elsket uhyggelig læsning siden jeg var barn – jeg er sikkert pervers. Min egentlige interesse for den kom i slutningen af 80’erne, da science fiction – efter min mening – svigtede beskæftigelsen med vigtige, eksistentielle emner og i stedet gik over til at afbilde en forvrænget virkelighed (cyberpunken). Samtidig leverede forfattere som Stephen King og Dennis Etchison nogle livskraftige, metaforiske svar.”

Bernhards bidrag til Horror.dk: Var er et stort ord.

Links:
Omfattende fansite: www.bernhard-ribbeck.dk

Kontakt:
pajuho@mail.com

Tilbage