Horror er ikke en genre, det er en følelse, har en amerikansk kritiker sagt. Horror er affektivt defineret, har en dansk kritiker lidt mere tørt konstateret.

Horrorgenren er kendetegnet ved den følelse, som den fremmaner i sit publikum. Horror er uhyggeligt, foruroligende, angst- og frygtprovokerende. Horror kan være en ekstremt ubehagelig og dog fantastisk stimulerende affære!

Horror hører ikke kun hjemme i de bøger, som står på hylden med horror. Næ, horror er en del af tilværelsen, og derfor en del af måske de fleste historier. Der er horror i H. C. Andersen, horror i Shakespeare; der er horror i Kafka og horror i Ingemann. Horror hos Johannes V., horror hos Karen Blixen. Der er horror i Harry Potter og horror i Terkel i knibe …

Horror er efterhånden ved at erstatte den danske betegnelse gys, og det er fint nok. Der er mere punch, mere ”oh fuck!” i horror – gys er sådan lidt for sjov, knap så farligt. Mere for børn.

Horrorgenren antages normalt at have sine rødder i den gotiske roman, som stammer fra anden halvdel af 1700-tallet, men sandt er det nok (som bl.a. den amerikanske forfatter H. P. Lovecraft har pointeret), at skrækhistorier er blevet fortalt, lige siden Homo sapiens påbegyndte sin kærlighedsaffære med historiefortælling for titusindvis af år siden.

For horror pirrer vores medfødte frygtberedskab; genren giver mindelser om en jæger-samler-tilværelse på den østafrikanske savanne, en tilværelse, som var langt mere farefuld end vores beskyttede og måske småkedelige hverdag. Vi har en iboende tilbøjelighed til at se skikkelser i skyggerne og bevægelser i tusmørket, og Homo timidus, det frygtsomme menneske, får et særligt kick ud af hårrejsende historier.

Der er skrevet mange bøger og artikler om horrorgenren, og man kan få inspiration til videre læsning på litteraturlisten og i linksamlingen