Film
The Devil’s Chair
Der er ikke noget værre, end når en film (eller en hvilken som helst anden form for fortælling) forsøger at være smart og rammer ved siden af målet. Det er som at se forældre, der skal danse med på deres teenageres musik. Det er tænderskærende pinligt og kan i værste fald ende med brækkede lemmer. ”The Devil’s Chair” er en af de film – standard-E slam-horror, som så bare forsøger at være nede med de fede og derfor ender i den kedelige, dybe ende af filmoplevelserne, hvor man blot har lyst til at ruske instruktøren og alle hans skuespillere.
Naturligvis skal den have et klap på skulderen for at forsøge, at stræbe efter at være noget mere – dernæst skal den have et strategisk placeret knæ for i den grad at stå i vejen for sit eget forsøg.
Plottet er enkelt og klassisk (grænsende til klicheet) – to unge (i al fald under fyrre) mennesker begiver sig ind på en gammel, forladt sindssygeanstalt for at tage lidt syre og dyrke sex. Det vælger de desværre at gøre på en gammel, knogleudsmykket stol, der snart viser sig at være et dæmonisk torturinstrument med sin helt egen vilje. Kvinden forsvinder, og Nick vender tilbage til verden med en historie, som får ham indlagt på et ganske nyt og bemandet sindssygehospital. 4 år senere vender han tilbage, hjulpet af en professor, der bringer ham tilbage til åstedet. Tanken er, at Nicks historie skal gøres til en bog, men det viser sig, at professoren har okkulte bagtanker, der viser tilbage til den forladte bygnings grumme historie.
Så hvad er problemet, hvad er det, der trækker ”The Devil’s Chair” ned i dyndet? Med ét ord: Nick, der leverer en bundpræstation blandt en række elendige skuespillere. Dertil leverer han en skingrende voice-over til hele filmen, der basker hysterisk mellem film noir-melodrama, ”Jønke som filosof” og andre afkroge af den menneskelige oplevelse, som det ikke er værd at omtale. Ja, han giver filmen noget personlighed, men den personlighed er svinger mellem dement og idiotisk. Tilsæt kameraarbejde, der lader til at have taget noget af Nicks ecstacy, pinlige effekter (et kranie i en affaldssæk) og en slutning, der er gravet op fra skuffen med horrorgenrens mest irriterende og fortærskede slutninger. Alt dette giver ”The Devil’s Chair”. Som man bør gøre sit for at undgå.
Tags: overnaturlige monstre Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Den lyder så dårlig, at den vist ikke bør ses! Tak for advarslen :)
Det er hermed noteret! Den var ellers på min liste over “Skal se”, men tror altså bare den bliver pillet af igen:-)
Den er klart ikke værd at se. Men synes nu karakteren Nick West bliver spillet meget tilfredsstillende, når man tænker på hans film liste ikke har været så stor igen.
Men allerede fra start af kunne jeg ane hvor den gik hen… i et sort hul som jeg desværre spildte for meget af min tid i ved at se filmen..
Det er ikke Ittenbach præstation i instruktionen og skuespillet… men tæt på.
Hej Heidi
Vores spamfilter fik vist lige et hysterisk anfald over dine kommentarer, men de er fisker op af nettet igen.
Jeg må indrømme, at Nick West bare irriterede mig. Han var for karikeret – eller også var det bare dårlig kemi :)
Ittenbach – den må du lige forklare. Tjekkede navnet på IMdB og genkendte kun titlen Bloodrayne, hvor han åbenbart lavede… tænder? Men okay, den var heller ikke særligt god (Det var da vist også Uwe Boll, der stod bag).
Øjeblik – Chain Reaction er den, der på dansk er kendt som House of Blood. Så vidt jeg husker, var det den film, der fik mig til at hade Photoshop og det faktum, at selv film fra bunden af tønden kan have covers, der kan se godt nok ud til at overtale en, når man farer igennem butikken med et horrorbehov.
Mig og min kæreste har netop lige set den.. det er det værste lort jeg nogensinde har set i alle mine dage. direkte forfærdelig. spild af tid.
– der er desuden ingen handling i den og meningen bliver forskruet hele vejen igennem så det umuligt kan forståes. skodfilm.
[…] tirsdag, så kan man dog godt få en overraskelse, hvis man holder ud til slutningen. Janus på Horrorsiden er nok ikke helt enig med mig i […]
[…] Chair” (som jeg først har set nu, fordi jeg blandede den sammen med The Devil’s Chair) er tydeligvis en lavbudgetsproduktion, men samtidig prydes coveret af en del lovprisninger og […]