// du læser om...

Film

The Chair

”The Chair” (som jeg først har set nu, fordi jeg blandede den sammen med The Devil’s Chair) er tydeligvis en lavbudgetsproduktion, men samtidig prydes coveret af en del lovprisninger og udemærkelser, hvilket naturligvis trækker op i forventningerne. At der så er den typiske lovprisning fra Slasherpool.com trækker til gengæld ned igen.

Den psykologi-studerende Danielle flytter ind i et gammelt hus, men får snart en ubehagelig fornemmelse af, at hun ikke er helt alene. Sammen med veninden begynder hun at gennemsøge huset og opdager snart nogle af de hemmeligheder, der skjuler – men fortolkningen af dem kan de ikke blive enige om, for Danielle er også begyndt at skære ned på sine medicin, og hendes greb om virkeligheden er måske ikke det bedste.

Denne første del har faktisk sine overraskende effektive passager – man tager sig i at ønske, at instruktøren skulle have haft en professionel til at kigge sig over skulderen og stramme lidt op på det hele: fyre skuespilleren, der fremstiller Danielle i en sløv døs, skære lidt ned på de lidt fjollet udførte stumfilmssekvenser, der skal virke skræmmende, og generelt bare stramme lidt op på det hele. Så kunne ”The Chair” sagtens være endt som en ond lille film – også selv om man som jeg afskyr ”er hun/er hun ikke psykisk syg”-historier.

Men desværre går der ikke så længe, før historien tipper – ondskaben i huset besætter Danielle, og det bliver over det næste stykke tid skåret ud i pap for seeren, at nu står det slemt til. Mest foregår det ved, at hun stirrer frem for sig. Det bliver langtrukkent og irriterende, for hen imod slutningen at kamme over i nonsens. Forløsningen på det hele hjælpes på vej af en halvt udødelig, der kommer springende ud, men bortset fra det er det ret forudsigeligt.

Synd, for ”The Chair” havde sine gode elementer – bl.a. en tydelig Poe-inspiration – men det tabes på gulvet.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.