Bøger

Vampyr del 1: Et kritisk blik på en fan-favorit

Det handler om Vampyr  – en antologi der har slået fanmiljøet med begejstring. Bare prøv at læse på Bogblogger, Himmelskibet, eller Gyseren. Lektørudtalelsen – formentlig den eneste der for alvor har betydning for bundlinjen – var også pæn.

Jeg forventer at læseren i det mindste har hørt om bogen, så det er kun for en sikkerheds skyld at jeg her nævner at der altså er tale om en samling af noveller af forskellige forfattere. Det var tillige en konkurrence, hvor de tre vindernavne – Schjönning, Vork og Reslow – allerede har gjort sig stærkt bemærket med egne bøger og noveller.

Vampyr skal ses som et oprør mod mainstream-horror. Bagsideteksten signalerer det i hvert fald ret tydeligt (”Er du træt af vampyren på jagt efter den store kærlighed?”).

Så, hvad er der overhovedet tilbage at sige om bogen? Rosen er jo ikke ufortjent – det er faktisk én af de bedste genre-antologier der er udkommet indtil nu. Men i så fald fortjener den også en mere kritisk gennemgang.

Hvordan skal vi ellers få bedre antologier i fremtiden?

Bogen giver også anledning til nogle bekymrende perspektiver for de nye “skrækløver”, da deres nuværende situation minder meget om hvad science fiction- og rollespilsmiljøet har været igennem tidligere. Det vil snarligst blive taget op del 2 – the curse of fandom.

Bogens form og indhold

Vampyr gør sig først og fremmest bemærk ved at være én af de få bøger der – sammen med Pix – har taget fat om formen. I Vampyrs tilfælde er det ved at inkludere stemningsfulde illustrationer, samt kommentarer fra forfatterne, hvilket tilføjer en følelse af fortrolighed med dem. Og så bliver selve fanmiljøet også taget under behandling i én den vigtigste af novellerne.

Voldsæstetik

Måske er det hårdeste jeg kan sige om indholdet, at der ikke er så frygteligt meget at sige.

Bogen har så godt som ingen deciderede fejl, men i langt de fleste tilfælde, så følte jeg ikke at historierne ville andet end at være ”voksne”, ved at svælge i rigeligt med vold, og derfor bliver lidt enspoerede. Som den eneste, går  Lars Ahn Pedersens chokerende “Donation”, om en art psykisk vampyr, i en stor bue uden om det.

Det sagt, så vil forfatterne dog noget med volden, nemlig skabe en særlig “voldsæstetik.” Særligt flot er  det i Martin Schjönnings vindernovelle “Den Fattigste blandt Menneskene”, hvor en flok forhutlede narkomaner er tvunget til at partere deres myrdede veninde.

Man kan godt sige at handlingen ikke er nogen force i vampyr (de fleste noveller er simpelt skåret – personerne møder det overnaturlige, og de fleste omkommer), det er hvordan historierne bliver fortalt der er det vigtigste. Men for at være fair, så er der da stof til eftertanke i A. Silvestris bidrag ”Som Vinden Blæser”, hvor der ligger en grum pointe i at en afrikansk slave kommer til at ligne slavehandlerne.

Voldæstetikken er da ej heller det eneste virkemiddel. Selv om Jonas Wilmanns novelle ”Sorgens Museum” stadig er seksuelt eksplicit, så er den faktisk mildevidt fra den voldsporno han ellers benytter sig af, og leverer her et bidrag der minder mere  (måske lidt for meget) om Erwin Neutzsky-Wulffs novelle ”Marsha”, end om hans egen produktion. Rent stilistisk er det én af antologiens stærkeste, men den bliver dog godt fulgt op af Julie Johanne Kirkegaards ”Staven.”

Denne er måske den mest frastødende i hele antologien, men det er ikke det eneste virkemiddel. Der leges også med sproget, ved at der udelades både navne- og udsagnsord, i de afsnit hvor vampyren optræder. Det fungerer forbløffende godt.

Socialgys

På trods af at antologien handler om det overnaturlige, så skildrer de fleste af novellerne realismen stærkt, således at det overnaturlige i flere tilfælde kun indtræder i klimaks. Det giver nogle gode historier, men det er tankevækkende at historien i flere tilfælde kun dårligt behøver det overnaturlige. Måske peger det i en ny retning for forfatterne?

For igen i Schjönnings novelle er skildringen af gangsteren ”Leguanen” noget af det mest fascinerende. I Jan K.’s ”Nordpå” giver mikset af realisme og horror faktisk bagslag, for hovedpersonens flugt fra sin forbrydelse er så stærkt skildret, at det overnaturlige, og den overdrevne vold, ikke bliver til et klimaks, men i stedet synes at afbryde en interessant historie.

Der må nødvendigvis være fejlskud

Det er ganske givet at man ikke behøver at kunne lide alle noveller i en antologi, men der er én hvor redaktøren godt kunne have krævet en omskrivning til. Det er Kristoffer J. Andersens ”Røde Dæmoner. ” Problemet er at den gerne vil lege med at personen måske er sindssyg, måske ikke, men så ødelægger sin egen spænding ved selv at forklare handlingen med sætninger som ”Var han blevet gal? Eller manipulerede et overnaturligt væsen med hans hjerne?”

Ærgerligt.

Der er også lidt småting der irriterer læseoplevelsen:

Flere af forfatterne indleder deres noveller med citater, eller selv sammenligner deres novelle med kendte forfatteres noveller. Det er en uskik, for ikke alene er det prætentiøst – novellerne holder heller ikke til sammenligningen.

Christian Reslows novelle ”Verdens Krig” kunne også have vundet lidt på at der havde været mere styr på fransk sprogbrug (man ville vistnok altid referere til en person i bestemt for, f.eks. le prêtre, “præsten”). Nina Holm-Jensens ”Misha” bliver også skæmmet af lidt overflødige kommaer, og underlige sætninger som ”Du behøver ikke holde en løgn oppe.”

Igen, meget ærgerligt. Det ødelægger dog ikke historierne – men det burde være blevet fanget.

Top of the pile

Den vigtigste af novelle er nok Teddy Vorks ”De Rette Omgivelser.” Den er hverken videre original eller uhyggelig (Vork genbruger konceptet om en meta-fortælling fra sin første novelle-samling), men den har den kvalitet at den virkelig peger fremad mod de nye retninger forfatterskabet kan bugte sig i. Det er potentialet der her er interessant, ikke selve novellen.

Novellen handler om en forfatter der vil imponere en anmelder – og så bliver de begge udsat for det overnaturlige. Det ville ikke i sig selv være så interessant, hvis ikke fordi at Vork langer ud efter både undertegnede/Bukdahl, på baggrund af en fem år gammel anmeldelse (!). Det er ikke første gang at fanmiljøet er blevet behandlet i dansk litteratur – Flemming Rasch har gjort det til et trademark at parodiere både sig selv og andre fans, og Jonas Wilmann parodierede også Science Fictions Cirklens Niels Dalgaard i Frygtfilerne. Men denne gang er første gang at der virkelig er så stærke følelser med, at novellen bliver patetisk i alle betydninger af ordet. Den er skrevet på baggrund af noget der virkelig har naget forfatteren. Derved bliver den dybt personlig, og den udstiller også Vork selv, som vred, menneskelig og sårbar. Det er virkelig modigt gjort, og det viser hvor langt Vork kan nå, hvis han bruger det mod til at gå i nye retninger. Redaktør Nikolaj Højbjerg bør også roses for at have villet trykke den. Den slags konfliktpotentiale er alt for ofte blevet fejet ind under gulvtæppet.

Problemet med konceptet

Presseteksten til Vampyr, er et overlagt angreb på mainstream-vampyren, som den kendes fra Twillight:

“Velkommen til Vampyr, novellesamlingen der sparker vampyren ud af teenagepigens lyserøde værelse og tilbage til hvor den høre hjemme, nemlig i den bloddryppende horrorhistorie.”

Så god som det praktiske resultat er, så er det netop i selve konceptet at bogen har en afgørende svaghed: Den vil provokere og forny, men hvem er egentlig mest provokerende og fornyende når det kommer til stykket? Vampyr eller mainstream?

Jeg var i hvert fald provokeret for nogle år siden – ikke så meget over Twillight, men over de kopier der fulgte, og over hvad der skete med de fantastiske genrer. De tog dem fra os, følte jeg. De tog dem fra os, og de gjorde dem ufarlige.

Og så alligevel – hvad er alt det populære bras, hvis ikke en art fornyelse – trods alt? De er jo milevidt fra både de klassiske vampyrers, Hammers vampyrer, Anne Rices vampyrer og ikke mindst gyserbladenes vampyrer.

Vampyr er – dens mange meritter til trods – mest af alt en tilbagevenden til ”de gode gamle dage.”

Det er ikke for ingenting at novellerne får én til at tænke på blade som Gru, Billige Gys, og flere andre som selv jeg har glemt.

I må ikke misforstå mig. De gamle blade var fede, og det er novellerne her også. Der er bare ingen af novellerne som er ægte eksperimenter på hverken form eller indhold. Flere af dem er ligefrem ”tributes” af en art. Aske Munk-Jørgensens ”Vampyren” er skrevet i en stil der minder om Bram Stokers i Dracula, og dertil kommer referencer til både Poe og Bierce). Kun Nina Holm-Jensens ”Misha” går ikke imod mainstream, men bygger videre på den, ved at lege med en mørk variant over romancen.

Med andre ord: Vampyr har skabt sin egen lille mini-mainstream, hvor man sammen kan glædes over at man i hvert fald ikke lefler for det store ungdomspublikum.

Jeg beklager dybt: Men hvis man vælger ikke at gå ind på Vampyrs egne præmisser, og ikke betragter den med ”voksen-horror-briller”, så er den ikke det kalejdoskop af forskellighed, som man kunne have håbet på. Den er nemlig mest af alt kendetegnet ved det danske horror-miljøs særlige voldsæstetik, og som sådan lige så ensartet som for eksempel SFC’s Lige Under Overfladen, eller mainstreams romantiske vampyrer.

Alt i alt

Hvor kritisk jeg nu end har været – for bogens egen skyld – så kan det selvfølgelig ikke ændre på at der her er tale om én af de mest velskrevne og velredigerede  horror-antologier der indtil nu er udkommet på dansk. Måske lidt for god – for herfra kan det nemlig kun alt for hurtigt gå ned ad bakke. Mere om dette i den kommende del 2.

 

© 2013 Horrorsiden.