Film
Supernatural, sæson 2
For noget tid siden så vi her i huset første sæson af Supernatural, og det tog ikke længe, før vi investerede i opfølgeren – med intentionen om at holde kold tyrker fra Blockbuster, mens vi nød den. Det er farligt med den slags forventninger, for de baner vejen til skuffelse.
Det lykkedes første sæson at holde en rigtig balance mellem de enkelte historier (de to Winchester-brødre jagter alskens spøgelser og uhyrer i jagten på den dæmon, der dræbte deres mor) og den overordnede historie (de leder efter deres fader, og dæmonen laver skumle ting i baggrunden). Men den balance er desværre forrykket i anden del – det kunne man leve med, hvis skaberne havde valgt at lave en serie, der fortalte korte, afsluttede historier. Desværre har man vægtet anderledes, så alt for megen tid bruges brødrenes indbyrdes forhold, og hvordan de forholder sig til de ting, der sker med dem.
Det betyder, at vi får leverer utallige scener med de to, der virker på kanten til at bryde ud i gråd, mens de snakker om den pris, de har betalt. Og komplet ligegyldige afsnit som det, hvor Dean får opfyldt sine inderste ønsker og præsenteres for en verden, hvor de aldrig er blevet jægere – historien er komplet ligegyldig og virker blot som en undskyldning for at gøre vore helte en tand mere emo.
Til gengæld skal det dog også siges, at der er direkte geniale afsnit, hvor humor, gys og action blandes (såsom et, hvor de to brødre skændes som et ældre ægtepar og skiftes til at fortælle historien med hver deres vinkel på den andens opførsel). Er man positivt indstillet, kan disse afsnit godt gøre sæsonen værd at investere i, men har man indstillet forventningerne lidt højt, risikerer man desværre skuffelse.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Jeg synes desværre det går mere og mere igen, i film såvel som i serier. Vi skal trækkes igennem timelange montager af skænderier og/eller “tænkescener”. Målet er, åbenbart, at vi skal “komme til at kende mennesket, og ikke kun figuren”. Hvis man vil kende mennesker, så går man ud i verden! Man sætter sig vel ikke ned og ser en film eller serie, og forventer at man får nye venner mens det sker….
Muligvis er det et konspiratorisk trick, der skal holde os klistret til skærmen, så vi kan følge alle vores “venner”. Hmm, det giver jo et helt nyt perspektiv på serien “Friends”…. Hmm…
Forpulede flæbende føleri var det. Lige så meget horror som Et døgn i Danmark på tv2
Der bliver ingen 3’er inden for mine cirkler.
Det er så meget desto mere irriterende, eftersom set-uppet i første sæson var, at Dean ikke var (og nægtede at komme) i forbindelse med sine følelser. I anden sæson virkede de piskespænte på, at nu skulle det fandeme være. Havde det blot været et enkelt afsnit, så okay, men hele sæsonen… nej tak