// du læser om...

Bøger

Bid af Rikke Schubart

Det er ikke hver dag, at der udkommer en dansk vampyr-roman, men Rikke Schubart, som tidligere har skrevet flere fagbøger om gys og actionfilm, har med ”Bid” bevist, at også danske forfattere kan være med, når det gælder action-gys på højt plan.

”Bid” foregår dels i Rom og dels i København. I Rom er kriminalinspektør Croce på en usædvanlig mordsag, hvor ofret nærmest er blevet tømt for blod. Det er ikke første gang, at det er sket i Italien, og da det går op for Croce, bliver snart sagen anset som et seriemord.

Samtidig med den mystiske mordsag undersøges i Rom, vender den smukke Natascha hjem til Danmark efter tre år i Italien. Hun flytter ind hos storesøsteren Helene, som dog ikke er særlig glad for situationen. De to søstre har aldrig haft et nært forhold, da Helene altid har været jaloux på Natascha for hendes skønhed og lethed ved at få venner. Og hjemme igen virker Natascha endda endnu smukkere end før.

Helenes mand Anders bliver voldsomt fascineret af Natascha, og også datteren Rosa er i starten glad for sin moster. Men da der pludselig sker en række mærkelige mord i København, får Rosa en mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men hvem tror på et barn, som fabler om vampyrer?

Jeg synes, Rikke Schubart har skrevet en rigtig vellykket roman. Sproget flyder, handlingen er overbevisende, og personerne virker troværdige. Historien er spændende, men samtidig skaber Schubart også nogle sympatiske figurer, som bærer handlingen af sted på andet end det rene action. Jeg fik f.eks. stor sympati for Helene, som har problemer med g-strengstrusser og tyngdekraften, og sammenligner sociale sammenkomster med krige, hvor man må kende fjenden for at kunne ruste sig…

Man kunne være bange for, at romanen ville kamme over til en børne/ungdomsroman, eftersom en af hovedpersonerne er den 12-årige Rosa. Men det gør det bestemt ikke. “Bid” er en velskrevet voksenroman, og hvis man har set traileren, som forlaget har produceret, er man vist heller ikke i tvivl om, at børn ikke er målgruppen her.

Selvom der ikke er den store overraskelse i, hvem vampyren er, så formår Schubart alligevel at skabe spænding om opklaringen ved at klippe mellem Rom og København. Også slutningen rummer en tvist, som åbner op for en fortsættelse.

På en måde minder “Bid” lidt om Anne Rice’s vampyrserie, for også Schubarts vampyrer er ganske sofistikerede væsner, men jeg kom også til at tænke på Thomas Harris romaner pga. af de gode efterforskningselementer. Sikkert er det i hvert fald, at jeg følte mig utroligt godt underholdt og håber på, at fortsættelsen, som slutningen lover, bliver en realitet inden alt for længe…

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. […] Denne gang er det Rikke Schubart, der svarer – en forfatter og filmforsker, der har begået sig bredt i de mindre velansete genrer, bl.a. med bøger om horrorfilmen og actionfilmens historie, og senest har hun begået sig som skønlitterær forfatter med vampyrromanen Bid. […]

    Skrevet af Rikke Schubart om EA Poe | Horrorsiden | 3. marts, 2009, 20:29