The Messengers har fået en ganske velvillig kritik på Skræk & Rædsel (og mindre velvillig i kommentarerne), men jeg må indrømme, at jeg ikke var lige så positiv. Det må have noget med forventninger at gøre. Pang-brødrene har tidligere lavet “The Eye”, som var ganske fed og havde nogle vellykkede spooky momenter, så jeg var naturligvis indstillet på et godt gys.
Resultatet er desværre ikke overbevisende. Det virker, som om man har forsøgt at kombinere amerikansk Hollywood med asiatisk horror og ramt den forkerte blanding.
Familien Solomon flytter på landet for at dyrke solsikker – alt er dog ikke fryd og gammen, datteren har lavet noget, som er skyld i, at forældrene ikke stoler på hende, og forholdet mellem mor og barn er ikke godt; så der hviler en trykket stemning over husholdningen. Den bliver naturligvis ikke bedre, da huset viser sig at være hjemsøgt – det er dog kun lillebroderen (som glad gurglende rammer rundt efter gespensterne) og datteren, som kan se det.
Snart render spøgelserne rundt på lofterne, datteren bliver overfaldet, ravnene i området bliver aggressive, og forældrene aner ikke, hvad der foregår. Og det hele er lidt forudsigeligt, lidt kedeligt og til tider lidt dårligt fortalt (da forældrene skal finde ud af, hvad der foregår, gøres det på en direkte irriterende måde).
Pang-brødrene smider nogle flotte visuelle ting ind og formår da også at opbygge nogle enkelte spændende scener, men deres forsøg på at forny den asiatiske “horror-bevægelse” mislykkes totalt. I stedet for langhårede kvinder, der bevæger sig som på brækkede lemmer, får vi lettere speedede spøgelser, der har edderkoppeknirkende lydspor, og det virker ærligt talt lidt tåbeligt (selv om jeg har en manisk angst for edderkopper).
Der er kun én ting at sige: øv! Det her burde have været en god film – men hvis man går til den med forventninger ud over almindelig Hollywood-standard, bliver man desværre skuffet.
Hej Janus.
Har slet ikke set “The Messengers”, så jeg vil undlade at udtale mig om den. Vil bare sige at man netop nu kan købe Pang-brødrenes “Re-Cycle” i Stereo Studio for kun 25 kr. :)
Tænkte det måske var noget…
Tak for tippet – så fik jeg også lejlighed til at opdage, at Horsens har en Stereo Studio :)
Re-Cycle ser rigtig fed ud – og sammen med den røg lige “Dead Meat”, som enten er ganske underholdende eller komplet ligegyldig.
Det var så lidt. Ellers kan man altså også bestille via deres netbutik.
“Dead Meat” havde jeg fuldstændigt overset! Tak fordi du gjorde mig opmærksom på den! :)
Her er en anmeldelse fra Uncut:
http://www.uncut.dk/show_review.php?review_id=1490
Hmm, den får jo ikke ligefrem høje lovprisninger, men hva! Ses skal den – nu har jeg lagt den til side så mange gange i Blockbuster.
Og overhovedet ikke apropos noget: Uncut har brug for et RSS-feed! Jeg glemmer at tjekke deres nye anmeldelser ellers.
Nej, det er rigtigt. Men til gengæld koster den kun 25 kr. ;) Billigere bliver det næppe.
Ja, men Uncut er jo ikke en blog. Hvorom alt er, så kan jeg desværre ikke hjælpe. Har hverken forstand eller indflydelse på det. Men du kan da altid prøve at skrive til dem. :)
Desuden skulle “Re-Cycle” heller ikke være noget særligt – visuelle kvaliteter til trods – men den har vel interesse, når man er glad for asiatisk film. ;)
Forresten er jeg i en anmeldelse af filmen stødt på en beskrivelse af en sekvens, der gav mig associationer til Junji Itos “The Enigma of Amigara Fault”, som I jo så gavmildt linkede til for et stykke tid siden… Plottet er dog langt fra det samme. Det var blot en detalje, der vækkede min interesse. ;)
Nu kildrer du jo min nysgerrighed :)
Ang. Uncut – jeg følger så mange sider pr RSS (ikke kun blogs), at jeg har en tendens til at glemme dem, som ikke tilbyder muligheden. Og det er synd, for Uncut er altså en fed side.
Det rent tekniske får også mig til at kigge andetsteds hen og fløjte forlegent – fuldstændig hen over mit hoved. Heldigvis er WordPress rimeligt let at køre og ordner det hele. Gudskelov for andre folks hårde arbejde :)
Det kan varmt anbefales at oprette en brugerprofil på deres forum:
http://www.forum.uncut.dk
De har det med at skrive et indlæg, når der er nye opdateringer – mest når der er tale om temaer og lignende større opdateringer.
Som bruger har du desuden mulighed for at få besked pr. mail om nye indlæg. Og så er der altså meget hyggeligt derinde – når ellers der sker noget. ;)
Uh, brugerfordele, det kan vi lide :)
Forresten:
Fortsæt endelig det gode arbejde. Jeg vidste intet om Junji Ito, før jeg stødte på jeres blog (på trods af at have set “Uzumaki” – pinligt, pinligt…). Og der findes desværre ikke mange danske sites, der skriver om den slags. Mere af det! :D
Den eneste årsag til at jeg ikke selv benytter mig af RSS er, at man desværre mister det stemningsfulde layout. Et STORT minus i mine øjne – både hvad jeres blog samt Skræk og Rædsel angår. I gør jo netop brug af dette vidunderlige, altomsluttende mørke. Er forresten vild med jeres stemningsbillede foroven. Har I selv taget det?
Jeg er blevet så vant til at læse via Bloglines.com, at jeg til tider bliver forvirret, når jeg kommer ind på selve siderne :)
Jeg må indrømme, at hele sidens udseende er hugget fra http://insomnia.peety-passion.com/ med nogle småjusteringer her og der.
Du skal forresten sige til, hvis du vil skrive med på siden, så opretter jeg dig som bruger – og flere skribenter betyder flere (u)behagelige overraskelser ;)
Hehe, tak for tilbuddet Janus. :D
Jeg skal nok sige til, hvis jeg får tid og overskud til det. Lysten fejler ikke noget. ;)
Ved ikke lige, hvorfor spamprogrammet ikke kunne lide din kommentar, men nu er den sluppet igennem. Bare send en mail på janus(snabel-a)fanzine.dk, hvis det er.
[…] blev gjort opmærksom på Re-cycle i kommentarerne til en anden film af Pang-brødrene (og tak for […]
[…] er Pang-brødrene, der står bag (her tidligere omtalt med The Messengers og Re-cycle, så jeg forventede nok noget gængs asiatisk horror, der var visuelt flot lavet (og […]