Nyheder
Højbergs “Pink” online
Nu er Nikolaj Højberg nok for beskeden til selv at sige det, så jeg vil lige gøre opmærksom på, at han ovre på sin hjemmeside har lagt hele novellen “Pink” online. Det er en novelle, man bør læse med det samme.
Selv skrev jeg i anmeldelsen af Vandringer i mørke (som forresten er skrevet, før jeg første gang snakkede med Højberg, og han kom med her på siden, hvis nogen skulle få lyst til at råbe “nepotisme”):
”Pink” er – bag den pudsige titel – samlingens mesterstykke. Vi starter under jorden, hvor Jakob er en af stemmerne bag Alarmcentralen 112, og hvor mystiske telefonopringninger begynder at strømme ind – først én melding om ting, der falder ned fra himlen, så flere og flere. Den har et anstrøg af moderne Lovecraft, og Højberg rammer her den perfekte balance mellem genkendeligt Danmark og skræmmende uforståelighed. ”Pink” hverken afslører for meget eller viser for lidt.
Ovre på Gyseren.dk skrev Jette:
Min favorit er novellen “Pink”, der fik mig til at tænke på Stephen Kings novelle “1408″, der blev til en dårlig film, men som nok er det mest skræmmende, jeg nogensinde har læst. Kings novelle foregår i et hjemsøgt hotelværelse, hvor en journalist vil overnatte for at skrive om det i en bog. Men han har ikke været der længe, før det går op for ham, at værelset virkelig er farligt. De fysiske love træder ud af kraft, og hans sansning af værelset forrykkes fuldstændig. Og det er den skræmmende oplevelse af, at virkeligheden pludselig ændrer perspektiv, som Nikolaj Højberg fanger lige på kornet. Jeg havde samme ubehagelige følelse af, at virkeligheden brød sammen omkring mig som i Kings novelle.
Tags: Nikolaj Højberg Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Moderne Lovecraft? For real?! Det synes jeg godt nok er store ord. Jeg har lige læst novellen igennem og undrer mig noget over ”the hype”.
Historien er mærkelig, men for mig hverken uhyggelig eller interessant. Det er jo oplagt (og måske også lidt uretfærdigt) at sammenligne med ”The color out of space” hvor der også spilles på rædslen for det ukendte, men i Højbergs historie finder jeg rædslen lige lovlig diffus.
Noget der også virkelig ødelægger det for mig, er den underlæggende platte humor der implementeres meget utidigt forskellige steder i historien. At de ansatte på en alarmcentral skulle sige ”fuck” og ”shit” i hver anden sætning, kalde kaffe for ”perkersved” (?) og snakke om ”splattede cyklister” får det hele til at virke plat og useriøst på mig.
Historiens start med mysteriet fangede kortvarigt min interesse, men ligeså snart det gik over i action, forvirring og opremsning af UTALLIGE bilmærker, var jeg hægtet af. Der mangler også helt klart et pay-off i slutningen.
Historien trænger i øvrigt til en gang ekstra korrektur. Ved hurtig gennemlæsning fandt jeg 7-8 stavefejl eller manglende ord.
Jeg synes den er fed! :)
Den rammer den gode blanding af det genkendelige og det absurde, så man ikke er sikker på, hvad der foregår.
Det eneste jeg synes er synd, er at den stopper for tidligt.
Kamp
Jeg var også ret vild med novellen, som jeg bestemt mener fortjener betegnelsen moderne Lovecraft. Den følger jo fint Lovecrafts weird-poetik med hele tanken om at etablere et realistisk og genkendeligt univers, hvori det weird’e kan indtræde med desto større effekt. Højberg er bedst, synes jeg, når han skriver sig helt ud på det sære overdrev, og det gør han temmelig stilsikkert i “Pink”.
Kære kolleger,
Nu er smag og behag jo en helt individuel sag, men må jeg have lov at spørge: Hvad er det egentlig der gør Lovecrafts historier så gode?
Jeg vil sige det er følgende:
1. Sproget – som ingen kan gøre efter. Ordkonstellationer, der nærmest synes at rumme jordens undergang. Det afgrundsdybe sug, jeg altid føler, når jeg læser Lovecraft, (ikke rædsel, for jeg synes ikke Lovecraft er uhyggelig på sådan en gyser-agtig chokmåde) kommer fra hans ordvalg, der i passager nærmest virker som små dommedagsdigte. Det er der ikke mange, der kan gøre efter.
2. Følelsen af at alting er del af en større mytologi, og at der er sammenhæng i alle hans historier, uanset hvor små de er.
3. Fremragende, detaljerede stemningsbilleder og bybeskrivelser. Nærmest som at være der selv.
4. En virkelig original mytologisk verden
5. Overraskende/afslørende slutninger, hvor sidste linje eller spalte er der, hvor du får det store “pay-off”.
Angående den aktuelle novelle kan jeg ikke se ligheden med Lovecraft, ud over ideen med ting der falder ned fra rummet og som der kommer en farve ud af (kraftigt inspireret fra ”The colour out of space”). Sproget er ikke dårligt, men det er heller ikke ekstraordinært. Historiens fantastiske elementer lader heller ikke til at være del af en større mytologi, og det er svært at grave dybere ned. Novellen indeholder både heroisme og action, begge elementer som Lovecraft i det store hele abstraherede fra at bruge. Og slutningen er hverken overraskende eller afslørende.
Det jeg ville forvente af noget, hvis det skulle have betegnelsen ”moderne Lovecraft”, var et gyser/scifi/fantasy-univers, der var ligeså originalt og ”før sin tid”, som det Lovecraft introducerede, og måske endda hvor hver historie repræsenterer en flig af et større, mytologisk univers.
Måske har jeg for høje forventninger …?
Nu sagde jeg jo kun “et anstrøg af moderne Lovecraft” ;)
Virkemidlerne er, som du siger, helt anderledes – men det, jeg henviste til, var netop den (synes jeg) vellykkede indtræden af noget uforståeligt og skræmmende i vores verden.
Ofte, når folk forsøger den slags, ender det som ligegyldigt nonsens, der råber bøh. Jeg synes, det fungerer meget godt her.