Indlæg skrevet af Mathias Clasen

Innsmouth på tegneserie


Jeg havde for nylig fornøjelsen af at læse en bacheloropgave fra en fyr på Designskolen Kolding. Den praktiske del af opgaven var en tegneserie, og den studerende, Tom Kristensen, havde valgt at lave en fortolkning af Lovecrafts kanoniske “The Shadow Over Innsmouth” (opr. ’31). Det er en rigtig flot og stemningsfuld tegneserie i skarp, monokrom streg. Meget passende til fortællingen. Mig bekendt kan tegneserien ikke købes nogen steder, men forhåbentlig kommer der mere Lovecraft- eller Lovecraft-inspireret illustration fra denne tegner i fremtiden. Her er nogle illustrationer fra tegneserien. Se også tegnerens blog, http://tomkristensen.wordpress.com/, hvor der er flere illustrationer fra “Innsmouth”.


Tillykke, Horrorsiden!


I juli 2010 var det tre år siden, at Janus Andersen hjalp Horrorsiden til verden med et indlæg om The Return. I anledning af fødselsdagen tænkte jeg, at det kunne være sjovt med lidt statistik.

Siden lanceringen i 2007 er Horrorsiden blevet vist 132.257 gange. (Jeg ved ikke, om folk, der som jeg læser Horrorsiden i en rss-reader, tæller med.) Den travleste dag var 12. august 2008, hvor ”undersiden” horror.dk gik i luften – da havde vi 561 besøgende. På en normal dag er gennemsnittet ca. 130 besøgende.

I løbet af de tre år har følgende indlæg eller sider haft flest besøgende:

Forside 66.155
Horror.dk 6.355
AnythingGhost – spøgelseshistorier som i gamle dage 2.307
Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen 1.850
Om forfatterne 1.624
For undervisere 1.577
De 50 bedste gyserfilm 1.237
Litteratur om gys om horror 1.120
For opgaveskrivende 985
Drag me to Hell 979

Forsiden ligger altså helt i top, men hvis man besøger jævnligt, er det tilstrækkeligt at klikke ind på www.horrorsiden.dk og læse de seneste indlæg. Horror.dk (hjemmesiden som hører til novellesamlingen Horror.dk) har også trukket mange besøgende, samt indlægget om AnythingGhost, den amerikanske spøgelseshistorie-podcast. Herefter kommer Janus Andersens anmeldelse af Horror.dk, og den lange, til tider heftige debat i kølvandet heraf. ”De 50 bedste gyserfilm” har også tiltrukket læsere, ligesom Nikolaj Højbergs kontroversielle anmeldelse af Drag Me to Hell gav kunder i butikken.

Folk bruger forskellige søgetermer til at finde frem til Horrorsiden. Fx gav google-søgningerne ”hardcore sygeplejerske” og “rumskibs sex” for nylig henvisninger … Det seneste år ser Top 10-listen over søgetermer, som har ledt folk ind på Horrorsiden, sådan ud:

spøgelseshistorier 908
gyserfilm 668
horrorsiden 418
horror 235
grotesque 216
plants vs zombies 142
mathias clasen 135
horror.dk 121
dennis jürgensen 116
peter mouritzen 103

Og Top 10-listen for Horrorsidens samlede levetid ser sådan ud:

spøgelseshistorier 1.720
horrorsiden 1.537
gyserfilm 711
rec 501
the ring 468
horror 438
hostel 2 371
horror.dk 339
mathias clasen 311
vampyrisme 261

Der er i alt 480 indlæg på Horrorsiden, som samlet har tiltrukket sig lidt over 1.000 kommentarer. Ikke dårligt for en treårig!


The Crazies: en genindspilning der rykker


The Crazies The Crazies (2010) er en genindspilning af zombiekongen George A. Romeros film af samme navn fra 1973. Filmen er et effektivt riff over et temmelig mølædt tema: beboerne i en lille amerikansk soveby går amok i en zombie-agtig blodrus, og en tiltagende mindre gruppe overlevende forsøger at flygte. I The Crazies skyldes zombieepidemien et biologisk våben, som ved et uheld lukkes ud i vandforsyningen.

Man er rigtig godt underholdt. Skuespillet er i det væsentlige i orden (selvom karaktererne er ret klichéagtige), effekterne flotte, og spændingen vedvarende. Og så er der faktisk også en del fine, stemningsfulde landskabsbilleder. Som altid i horrorgenren betyder stedet, the setting, temmelig meget for atmosfæren (som i ejendomsbranchen, således i horror: det er de tre L’er, der tæller. Location, location, location), og det flade, endeløse, landlige Iowa-landskab bruges flot som en sært statisk baggrund for de blodsprøjtende modbydeligheder. Som i The Stand dramatiseres amerikansk paranoia, blot på mindre lærred; filmen her er knap så intellektuelt ambitiøs, men den leverer varen på underholdende vis. Der er altså ikke noget nyt i The Crazies, men det er solid horrorunderholdning af den slags, der minder én om, hvorfor horror er fedt når det funker.


Vampyrer på DK4


Så er der vampyrer på DK4! Kanalen viser den kommende tid filmprogrammet film:syn med tema om vampyren: http://filmsyn.wordpress.com/


Zombieland (2009)


I weekenden var jeg i biffen og se Zombieland, en stærkt underholdende og ganske stilsikker zombiekomedie. Vi er på roadtrip i et postapokalyptisk USA, hvor kogalskab er blevet til zombiebakterier, og hvor den neurotiske og übernørdede ”Columbus” – en af de formodentlig få overlevende – har sat sig for at undersøge, om hans familie er i live. Han støder undervejs på en forrygende Woodie Harrelson som ”Tallahassee”, en redneck der har gjort zombiedrab til en kunstart. Som han siger i den ellers alt for overspændte danske oversættelse: ”Så er det på tide at skide eller lukke røven.” Filmen er virkelig velspillet og morsom, og enkelte steder også virkelig klam. Lydsiden er så flot, at filmen bør ses i biografen eller på et rigtig godt anlæg. Den skal i hvert fald ses! Der er humor, horror, romantik, Bill Murray i en vanvittigt morsom birolle, og sandelig også en meget fin morale midt i al zombiegalskaben.


Næste side »

Mathias Clasen


Jeg er cand.mag. i engelsk og videnskabshistorie, f. 1978, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet på et projekt om overnaturlig horrorfiktion, og er redaktør af Horror.dk-bogen, som man kan læse meget mere om på disse sider!
Hjemmeside

Horrorsiden

    Horror, skræk og rædsel i alle afskygninger

Horror.dk: