// du læser om...

Tegneserier

Neonomicon

neonomicon”Neonomicon” er en Cthulhu Mythos-tegneserie skrevet af Alan Moore og tegnet af Jacen Burrows. Fusionen af Alan Moore og Lovecraft lyder umiddelbart lovende, men med undtagelse af et par enkelte gode chokscener, fejler projektet.

“Neonomicon” handler i korte træk om et par FBI-agenter, der i deres forgængers fodspor (han blev tosset og taler nu kun i knækkede Lovecraft-stavelser: “n´gghai yug’r b’hthu”) efterforsker nogle rituelle mord, der leder dem til et slags kultisk swingermiljø, som selvsagt har fået kontakt til mythosvæsner … Meget længere er den ikke.

Jeg tror ikke, Alan Moore har læst særlig meget Cthulhu Mythos-fiktion, for i så fald ville han være mere bevidst om faldgruberne i denne efterhånden prøvede genre. I Lovecraft-inspireret fiktion er der et hav af bommerter, man kan begå, og den værste er, når forfatteren konstant refererer til det ene og det andet navn fra mythos-universet, og der hele tiden er kløgtige referencer serveret til kenderen.   

På den front var jeg mæt ganske få sider inde i ”Neonomicon”, efter at være bombarderet med referencer til Leng, et band der hed ”Ulthar cats” og forsangeren, Randolph Carter (!).

Samtidig skal Robert Chambers’ ”The king in yellow” partout blandes ind i løjerne i form af en mulig inkarnation af Nyarlathotep, der render rundt med et gult sjal for ansigtet. Der var rigtigt nok nogle navne, der gik igen i Ambrose Bierces, Chambers’ og Lovecrafts tekster, men det er unødvendigt at ”The king in yellow” så hyppigt blandes ind i Lovecrafts univers, der er rigt nok i sig selv.        

Moore går i ”Neonomicon” endda Skridtet videre og lader sine agenter tale i en konstant strøm om selve Lovecraft. Taleboblerne bliver rum for en ligegyldig Lovecraft-encyklopædi, og man undres over, hvor Moores talent som historiefortæller er forduftet hen.  

Der er dog et par effektive horrorscener i ”Neonomicon”, især én, der er i sammenligning med Lovecrafts aseksuelle univers er meget lummer, intet mindre end pornografisk, og der svæver en pointe om, at Lovecrafts tentakelprægede univers i virkeligheden er fortrængt seksualitet. I Moores vision er ‘the old ones’ kommet for at kneppe hjernen ud på os. Deraf ordspillet NEOnomicon.

Samtidig leges der, ligesom i ”Watchmen”, med tidsfilosofi, for måske er sagnene om Cthulhu og R’lyeh slet ikke fortid, men fremtid? Sjovt nok virkede dette Moore-genbrug lidt fladt i denne sammenhæng, og gav ikke den intellektuelle dybde, jeg er sikker på, forfatteren gør sig forestillinger om.    

Jacen Burrows’ tegninger er udmærkede, men excellerer dog mest i farvelægningen; hans måde at tegne mennesker på kan virke lidt stiv i det.

Alt i alt er ”Neonomicon” en noget tung, studentikos affære med enkelte gode chokscener. Mere effektive Lovecraft-fortolkninger findes i forlaget BOOMs første ”Fall of Cthulhu”-udgivelse ”The fugue” – en serie der dog meget hurtigt mistede sit drive. Hans Rodionoffs ”Lovecraft”, der er udkommet på dansk fra G. Floy Studio har også flere tangenter at spille på, selvom den også bliver lovligt refererende.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.