// du læser om...

Tegneserier

Nætter med fuldmåne

Dylan Dog 33. bind af Dylan Dog på dansk hedder “Nætter med fuldmåne”, og kendere ved nok, hvor en sådan titel bærer henad.
Dylan Dog og hans assistent Groucho sendes på opgave til Schwartzwald, hvor der sker skumle ting i de store skove. En ung pige er forsvundet fra en kostskole i området, og det går snart op for mareridtsdetektiven, at der stikker andet og mere under – allerede på vej til stedet overfaldes han af en stor ulv, og beboerne i den nærliggende by snakker om “fremmede”, nøgne mænd, der bortfører kvinder.
Der er naturligvis dømt varulve – noget, man kan læse mere og udførligt om i Kent Damgaards anmeldelse på Tegneseriesiden.
Her vil jeg dog blot sige, at Sclavi formår at dreje historien og lege lidt med læserens forventninger. Lige som i de to sidste bind er det måske ikke så meget selve historien, der er det vigtigste (der kommes meget let omkring nogle ting), men snarere fortællestilen, og Sclavi forstår at fortælle, så man sluger tekst og billeder. Replikkerne fyger gennem luften (og her tænker jeg ikke kun på Grouchos vittigheder, om end en af dem spiller en længerevarende rolle her). Selv i en så forholdsvis enkel historie er der masser af små understrømme, bifortællinger, detaljer og andet guf, at den uden problemer tjener genlæsning.
Til gengæld er jeg ikke så vild med tegningerne i denne omgang – Montanari og Grassani minder mig om min barndoms små gyserblade (dem i samme format som Agent X-13, Kamp-serien og lignende), så de har det med at fremstå noget stive i det. Og ikke desto mindre er der tekniske perler imellem – for selv om jeg ikke bryder mig synderligt om stregen, kan jeg ikke undgå at elske f.eks. de sekvenser, hvor folk hører “sangen” fra skoven, og den langsomt skræller huden af deres ansigter. Der er flere af den slags yderst velfungerende og kraftfulde scener, og det gør Dylan Dog til et forfriskende bekendtskab

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Flot, flot side, I har lavet!

    Tak for omtalen af DYLAN DOG nr. 3. Hvis denne sides læsere skulle være interesserede i at læse mere om vores kære mareridtsdetektiv, så er det bare at klikke over på http://www.dylandog.dk!

    Skrevet af Bjarne | 17. august, 2007, 18:57
  2. det vil måske interessere nogen at det gamle dos-spil “Dylan Dog – The Murderers” er tilgængeligt på abandonia.com – helt gratis!!

    http://www.abandonia.com/en/games/726/Dylan+Dog+-+The+Murderers.html

    Skrevet af Jakob | 7. april, 2008, 14:38