Jeg oplevede det, som at Mike Mignolas Hellboy-serie var lidt i krise for et par bind siden. Mike Mignola, der startede med både at skrive og tegne hæfterne, besluttede sig efter sjette bind for at udlicitere den grafiske del – der var åbenbart ikke tid til det hele længere.
Bind 8 og 9 blev tegnet af Duncan Fegredo, hvis stil er meget lig Mignolas egen, dog lidt mere detaljeret (eller rodet om man vil). Jeg havde svært ved helt at sætte fingeren på, hvad det var, jeg ikke kunne lide ved de albums, men det hele virkede bare lidt … ja, rodet.
Mignolas plots er ofte noget komplicerede og inkorporerer masser af sagn og legender fra nær og fjern, så den minimalistiske grafiske stil havde tjent serien rigtig godt.
Fra bind 10 af skete der så noget velsignet: Veteranen, Richard Corben (der havde tegnet en kortere Hellboy historie i bind 7), vendte tilbage – denne gang med en lang historie. Og pardon my french, men fuck, det var godt. Jeg har anmeldt den lige her.
Det nyeste bind i serien om den rødhudede, behornede detektiv indenfor det paranormale hedder HOUSE OF THE LIVING DEAD, og er sjovt nok uden nummerering. Det er Mignola der skriver, og Corben ved tegnebrættet, hvilket er en virkelig god arbejdsfordeling, for Corben – ja, ja, jeg har nævnt det før her på bloggen – kan virkelig formidle en historie gennem billeder; hans stil er personlig, fortællende og frem for alt dødstemningsfuld.
Det nye bind foregår i Mexico i 1956, hvor Hellboy gør det ud som mexicansk, maskebærende wrestler. Efter en kamp bliver han antastet af en mand, der beder ham om at følge med til et gammelt afsidesliggende palæ, hvor han skal møde en endnu ukendt udfordrer i ringen. Hvis han ikke makker ret, vil en tilfangetaget pige blive myrdet. Det gamle, uhyggelige palæ viser sig at indeholde alt fra Frankensteins monster (udfordreren), en gal professor og levende død i hobetal.
Historien er en tydelig hyldest til den klassiske monsterfilm (og mexicansk wrestling), og ulvemanden i civil ligner da også Lon Chaney Jr. i uhyggelig grad.
Det nyeste bind i Hellboy serien er kræs for genrekendere, og er spækket med morbide og humoristiske indslag – her snakker vi om en historie, hvor ulvemanden rent faktisk trækker en pistol og skyder sit offer med sølvkugler i stedet for den udmattende eksercits at skulle fange måltidet. Nå … men nu skal jeg jo heller ikke afsløre det hele. Det er i hvert fald en klar anbefaling herfra.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.