Nyheder
Boykot remakes og prequels
Er du også træt af gyser-remakes og prequels og ville ønske, at der kom noget mere originalt materiale på bane? Så er der en nyoprettet facebook gruppe, der måske kunne interessere dig her: http://www.facebook.com/#!/groups/232202296819900?ap=1
Hermed den lidt lange (sorry) gruppebeskrivelse:
“De seneste år er vi blevet oversvømmet af gyser-remakes og prequels som aldrig før. ”A nightmare on Elmstreet”, ”Halloween”, ”The Texas chainsaw massacre”, ”The omen”, og der er flere på vej: ”Carrie”, ”Jaws”, ”The brood”. ”The thing” er lige på trapperne.
Og det stopper ikke her! Nye mesterværker som ”Låt den rätta komma in” og ”Martyrs” skal også partout udgives i amerikansk indpakning.
Denne trend munder desværre ofte ud i et slutresultat, der er metervare med glossy CGI effekter, pompøst, overgearet soundtrack, tåbeligt skuespil og absolut ingen kunstneriske visioner involveret.
Problemet med kunst – i filmselskabernes øjne – er nemlig, at det potentielt kan si seere fra. Et manuskript, der er for dristigt rent artistisk, er ikke sikre penge. Kunsten har måttet lade livet for kapitalistiske interesser, og i dagens sørgelige virkelighed ville genrepionerer som David Cronenberg eller Clive Barker ikke få et ben til jorden.
Men glemmer pengemændene ikke en ting: hvad helvede skal de genindspille om ti år?? Vi har brug for nye klassikere og langt større villighed til at løbe en risiko!
Ikke mere ”Den ser da meget god ud”, ”Skal vi ikke give den en chance?” eller ”Det er meget god søndagsunderholdning”. Boykot lortet!!! De her mennesker er ikke independent ildsjæle, de kommer IKKE fra et sympatisk udgangspunkt; det er fede jakkesæt, der dræber kunsten for penge.
Og hvis vi bliver ved med at leje eller købe filmene, fordi de er ”meget god søndagsunderholdning” eller lignende, bekræfter vi dem kun i, at de gør det rigtige. De (de onde pengemænd selvfølgelig) kan ikke se forskel på, om vi som købere synes, filmen er et strålende mesterværk eller ”okay søndagsunderholdning”; et køb er et køb, og vi har med vores 150 kroner giver dem carte blanche til at fortsætte med flere åndede remakes og prequels.
Okay, nu har det været meget negativt, men fat mod. Denne facebook gruppes formål er ikke at hade, men:
a) At love at man ikke ser remakes og prequels
b) At tippe hinanden om gyserfilm, der er værd at se (med en simpel deling af en youtube trailer)
Og der er selvfølgelig ingen regler uden undtagelse. Hvis det rygtes, at en remake ser helt ekstremt vellykket eller alternativ ud, kan reglerne selvfølgelig bøjes. Jeg ville personligt ikke have været foruden Zack Snyders ”Dawn of the dead”, men anyways … pointen er afholdenhed.
Mht. tips om film (trailer deling) kan det i sagens natur være en film, der er tudsegammel eller en fra i går, bare den er original og bryder med den vanlige kassetænkning … Are you game? Lad os sige fuck til filmindustrien og vride armen om på dem, til de laver nogle flere ordentlige film!
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
CANDYMAN (1992)
If Steven King is for idiots, Clive Barker is for kids, without even the semblance of a story. In the days of POE, DUNSANY and MACHEN (supernatural) horror was a literary genre, nowadays no one over the age of twelve reads it – Lovecraft would have been mortified.
Of course, it’s crap like CANDYMAN that gives the genre a bad name. Not only are the protagonists invariably children, there’s not even a hint of psychology in these ramblings.
Do the produces suppose that any adult will take serious the notion that you’ll meet with a horrible death, if you recite a certain word in front of your bathroom mirror? This is not even campfire stuff.
To say that the script and performances are inane would be a gross understatement – even the grisly effects that seem to be the only raison d’être for this kind of nonsense are abysmal, with the thick straps levitating the monster clearly visible. It spawned two sequels, which says a lot about the state of the union.
BATHOS #119
Erwin, hvorfor bliver du ved med dit mærkelige spam? Kom over og vær med i facebookgruppen i stedet for. Du har sikkert mange gode tip til oversete horrorperler. Desuden er det komplet tåbeligt at kalde Clive Barker for en børnebogsforfatter. Hans S/M-agtige hellraiser univers er i hvert fald ikke for børn, og kildematerialet til Bernard Rose’s udmærkede film “Candyman”: “The forbidden” er en fantastisk horrornovelle (som der faktisk ikke er noget spejl med i) ligesom mange af de andre Books of blood. “In the hills, the cities”, “Son of celluloid”, “The life of death” etc. er vanvittigt nyskabende, genialt faktisk.
Jeg er helt enig med Jonas Willumsen i at kritikken mod Clive Barker og King er uberettiget. Begge demonstrerer muligvis ikke intellektuelle niveauer på linje med MR James, F. Marion Crawford eller Algernon Blackwood, men deres intuition for uhyggelige scenarier er tit bedre og rummer mere en mangfoldig skaberevne. Både Barkers og Kings surrealistiske visioner emmer af et grafisk overskud, mange andre mere mådeholdne og intellektuelle forfattere ganske savner.
Man skal i øvrigt vare sig for at fremhæve Poe som noget godt forbillede for gysergenren, som vi kender den i dag. Poes produktioner rummer genialiteter og nyskabelser men også fejlskud af kaliber. Hemingway skrev engang, at den største kunst er at gøre poesi til prosa… denne kunst, mener jeg, at King til tider formår, mens Poe flere steder dribler afsted med svulstige falballader, der hverken evner at meddele eller invokere i læseren, den følelse og stemning hans fortællerstemme kredser så febrilsk om.
I øvrigt siger det ikke noget, at horror var en litterær genre på hverken Poe, Machen eller Dunsanys tid. Alle fortællinger var dengang litterære, grundet den rene mangel på andre passende medie-alternativer. Men tag ikke fejl, horror har altid holdt en underlødig position, og Erwins forfattereksempler var muligvis mere ugleset af deres samtid end King og Barker er det af vores. Gotiske romaner blev affærdiget som knald- og kvindelitteratur ligesom de efterfølgender spøgelseshistorier i den sene viktoriatid. Den store Sheridan LeFanus forfatterskab gik umiddelbart i graven med ham, fordi ingen dengang brød sig om, hvad han skrev. Kun da MR James i starten af det 1900-tallet genoplivede ham med hyldester i sine egne spøgelseshistorier, blev LeFanu taget alvorligt.
Horror har altid haft det hårdt med sin samtid og der er en sørgelig konservativ tendens til at overkvalificere fortidens litteratur bare fordi den ikke længere er samtidig og fordi forfatterens etos har ilet værkerne i forvejen og stillet dem i et ofte lidt for favorabelt lys.
Men ja, jeg er også grundigt træt af prequels og sequels.
Ja, præcis! Lovecraft, Poe, Dunsany m.f. er helt sikkert også blevet betragtet som underlødige i deres tid.
Jeg kan heller ikke tage Barker-kritikken seriøst, som den står her. Kritikken af ”Candyman” går f.eks. på, at det er tåbeligt, at man kan recitere et bestemt ord og derved manifestere en mørkets skabning; det er det præcis samme, som gør sig gældende i de fleste Lovecraft historier, hvor ord skal reciteres for at hidkalde ydre guder.
Jeg er også meget imod det her campfire stuff-begreb, der bliver luftet. At nedgøre historien, der bliver fortalt om bålet, er at nedgøre det folkloristiske og derved horrorens aner.