Film

Zombier og rødvin: Opstandelsen

Velkommen til mig selv her på Horrorsiden – jeg vil lægge ud med at blamere mig.

Det følgende blev skrevet i weekenden og er derfor ikke helt “live” blogging – men jeg har ikke gjort andet end at rense de værste trykfejl ud, som jo i sagens natur opstod under skrivningen.

Velkommen til: Opstandelsen

Alle historier er afhængige af de omstændigheder, under hvilke man oplever dem. B-film bliver gerne bedre, hvis man er nogle stykker samlet, gerne under påvirkning af en smule alkohol eller en kant af søvnmangel (andre substansers virkning skal jeg ikke gøre mig klog på). Dette er en live-nedskrivning under den danske zombie-film Opstandelsen. Der er dømt lavbudget, så det foregår under en blanding af manglende søvn og lidt for meget rødvin.

Jeg er ikke den eneste, der er påvirket, for filmen starter under en begravelse, hvor en af gæsterne tager kokain ude bagved. Imens taler præsten dunder i kirken.

De første par minutter byder på en blanding af gode ideer, flot komponerede billeder, vaklende skuespil og en billedside, der skriger på de manglende millioner. De to første elementer kan sagtens bære en film, selv om den ligner noget, der er lavet hurtigere end Horton-sagaen (okay, Horton-sagaen har finpudset sin halvphotoshoppede fremstilling af verden, mens Opstandelsen lidt ligner en hjemmevideo), så jeg er faktisk ret positivt indstillet.

Og pludselig: zombier!

Zombier er som limdampe for B-filmsinstruktører – de er billige, og de gør jobbet. Også her, hvor vores første møde med dem falder lidt til jorden. Eller måske gør det blot det for mig, fordi jeg aldrig har forstået indstillingen til horror, der hedder: det er horror, hvis noget får revet et lem af. Bemærk: ét lem, såsom en arm eller et ben.

Vores lille samling hovedpersoner er nu samlet i et rum under kirken. Isolerede og omringet af de levende døde – zombier for begyndere. Der er endda én, der ligner, at hun er blevet bidt. Folk er allerede begyndt at vende sig mod hinanden. Vi ved, hvilken retning det her går i. Heldigvis er det en retning, vi godt kan lige – som Treebeard siger: jeg kan godt lide at gå sydpå, det føles som at gå ned ad bakke.

Zombier er som at gå sydpå.

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen, tror jeg (men der kan selvfølgelig ske ting indenfor den næste halve time, som ændrer min mening – Opstandelsen er på 50 minutter i det hele). Men lige et par ord om baggrunden: der er en god tradition for ikke at forklare den kannibalistiske vandrende døde, som går helt tilbage til Romero (er det den Venussonde? er det en virus?), og den konvention blliver der spillet meget godt på her i starten af filmen – ingen forklaring, men en god sammenkøring af lyd- og billedside, der giver om ikke en forklaring, så dog en forløsning.

Det ordspil morede jeg mig selv lidt over – men meningen er blot den, at filmen kører lyd og billedspor sammen, så præstens dunkle monolog virker som en forklaring på det, der hænder. Det er en ganske vellykket måde at skabe en lille fortælling i de indledende scener.

Der er en ganske god brug af locations her – en eller anden lokationsspejder skal have karmapoint. En god B-film lever især på at udnytte de få midler, den har udover pengene, og der gør Opstandelsen sig faktisk ganske godt.

Jeg ville ikke sige mere om handlingen, men 35 minutter inde i filmen… godt udtænkt og godt udført. Et dejligt lille twist på en klassisk zombiefilmssituation.

Slutningen nærmer sig, og mit spørgsmål ved denne slags film er altid, om det lykkes det at binde en historie sammen. B-film – og zombie-B-film især – har en tendens til at glemme start-midte-slut-modellen og blot lave start-midt-“alle dør”-modellen. Her er udfordringen at gå fra begravelse med familiespændinger over flugt fra zombier til en slutninger, der binder sig sammen med starten.

… og Opstandelsen får bundet en fin lille sløjfe. Ikke den slags, der kommer snigende op fra hjernens blinde vinkel, men stadig okay.

Alt i alt en ganske fornøjelig film. Skaberne har holdt styr på ambitionerne og holdt den nede på de tre kvarter, hvor mere ville være dræbende – men nu fremstår den som et ganske underholdende (omend måske lille) kapitel i dansk filmhistorie. Det er ikke kunst, men det er heller ikke helt crap – måske skulle vi kalde det krunst!

Kortfilmen Kældermennesket følger med på DVDen, men jeg indrømmer, at jeg på nuværende tidspunkt nok har fået lidt for meget rødvin. Min umiddelbare opfattelsen er lidt for meget “Jeg er ung og synes, flere folk burde slås ihjel”, men er bevidt om fejlkilderne i den opfattelse. Hvad er andre folks mening?

© 2011 Horrorsiden.