// du læser om...

Film

Ticks (1993)

Alle, der har hund, ved, at tæger tydeligvis er djævelens egne fladlus. De er nogle lede små blodsugere, der bider sig fast og vokser, indtil de minder om små blodballoner. De er som edderkopper med låserefleks. I mine øjne er der kun én ting, som står mellem dem og en verden, hvor menneskene blot er omvandrende blodbanker – størrelsen (okay, til en vis grad også intelligens, men det er en detalje).

Så størrelse er naturligvis lige, hvad denne lille (mere eller mindre) perle tilføjer til blanding.

En flok unge mennesker med problemer bliver sendt på lejrtur – pædagogikken/psykologien kommer vi ikke nærmere ind på, det er sikkert ud fra ideen om, at frisk luft og jord under neglene kurerer alt, selv traumatisk klaustro-/agorafobi (den der slags dramatisk Hollywood-fobi, der gør, at man går i stå på alle de forkerte tidspunkter, enten fordi man er alene eller sammen med andre mennesker). Desværre foregår turen i et område, der også bruges af hampdyrkere – og de typer bruger jo alverdens midler for at fremskynde deres planters vækst. Resultatet: snart vrimler tæger på størrelse med menneskehænder rundt i området, når da ikke bevæbnede kriminelle truer vore helte på livet.

“Ticks” er en ganske underholdende lille B-film, især på grund af de ansigter, der pludselig dukker op. Altid gode Seth Green spiller helten, Clint Howard spiller Clint Howard (i skikkelse af en inficeret hampdyrker), og Alfonso Ribeiro givet det hele et grotesk skær. Det er ganske enkelt svært at se ham som hård ghetto-knægt, når billedet af Carlton fra “Rap fyr i LA” bliver ved med at lægge sig ind over.

Jeg så “Ticks” tilbage i starten af 90ernes og har sikkert været noget mere letpåvirkelig dengang, for store dele af filmen vendte tilbage, så snart jeg gik i gang med at gense den. Grundlæggende er der selvfølgelig tale om en B-film, men altså en ganske vellykket en af slagsen – den blander action, gys og humor og en god blanding, så man er underholdt hele vejen. Skulle man falde over en kopi af den, bør man endelig give sig selv fornøjelsen.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.