Film

The Wolf Man (1941)

Larry Talbot vender tilbage til familiegodset efter at have været bortrejst i mange år. Nu er den ældste bror død i en jagtulykke, og faderen ønsker at Larry kommer hjem og overtager pladsen som godsets arving, hvilket Larry gør med glæde. Han har ikke været hjemme længe, før han møder den smukke Gwen, som han forelsker sig i. Hun er dog forlovet, men alligevel tager hun sammen med en veninde med Larry hen til en sigøjnerlejr for at få læst sin fremtid. Men veninden bliver overfaldet af en ulv, som det dog lykkes for Larry at slå ihjel – kun for at opdage, at der i stedet ligger liget af den sigøjner, som tidligere på aftenen læste i venindens hånd.

Langsomt går det op for Larry, at han er blevet ramt af varulvens forbandelse, men selvom han prøver at overbevise sin far om det, tror denne ikke på ham. Han forklarer, at en fysisk forvandling til ulv er noget vås, og at legenden om varulven kun beskriver dualiteten i mennesket – kampen mellem det gode og det onde. Men han har desværre ikke ret …

“The Wolf Man” var ikke den første varulvefilm fra Universal Studios. I 1936 havde man forsøgt sig med “Werewolf of London”, der dog ikke blev nogen stor kommerciel succes, idet den lænede sig lidt for kraftigt op ad “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, som havde haft stor succes tre år tidligere. Til gengæld blev George Waggners  “The Wolf Man” så stor en succes, at der kom i alt fem film med Lon Chaney Jr. som den plagede Talbot.

Curt Siodmak, som skrev manuskriptet, var tysk jøde, flygtet fra Tyskland, og ifølge dokumentaren “Monster by Moonlight” var den baggrund med til at skabe en del af mytologien i filmen. Bl.a. så varulven en stjerne i hånden på sit næste offer – en klar reference til nazisternes påbud om, at alle jøder skulle bære en synlig jødestjerne.

“The Wolf Man” har i høj grad været med til at skabe det klassiske billede af varulven, vi kender i dag, og der fulgte som nævnt flere film efter. Senest har Joe Johnston lavet en genindspilning af klassikeren i 2010 med Benicio del Toro som Larry Talbot og Anthony Hopkins som sir John Talbot. En film som jeg personlig ikke synes var særligt imponerende.

Naturligvis kan det mærkes, at “The Wolf Man” har 60 år på bagen. Historien er langsom i forhold til nutidens tempo, og Talbots forvandling er ikke særlig skræmmende. Trods disse indvendinger kan jeg dog vældig godt lide “The Wolf Man”. Talbots skæbne, der på nogen måder minder om en græsk tragedie, er stadig rørende, og det er netop denne kombination af det grusomme og det rørende, som gør, at filmen står som en klassiker i dag.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.