Film

The whisperer in darkness (2011)

 “Cinema cheapens and degrades any literary material it gets a hold of—especially in the least subtle or unusual.” 

–H.P. Lovecraft

Det er en kendt sag, at den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft ikke var positivt stemt over for filmatiseringerne af ”Dracula” (1931) og ”Frankenstein” (1931). Førstnævnte forlod han under forevisningen, og den anden blev han kun siddende til, i hans egne ord, af respekt for Mary Shelley.    

Efter hans død er der kommet utallige filmatiseringer af hans værker, og der er godt nok langt mellem snapsene. Dog er der lyspunkter, måske især i de film, hvor der ikke er tale om en direkte filmatisering, men brug af den lovecraftianske stemning. Jeg har tit tænkt over, hvad Lovecraft mon ville have syntes om ”The thing” (1982) eller ligeledes fabelagtige ”In the mouth of madness”. Jeg forestiller mig, at visse scener i de film kunne have frembragt et smil på læben af den gamle mester.

Lovecrafts antipati mod den sort/hvide horrorfilm er dog uomtvistelig, og derfor undrede det mig, da The H. P. Lovecraft Historical Society (HPLHS) kom på banen med en sort/hvid stumfilms-version af ”The call of Cthulhu” i 2005. En dilettantisk affære med en antiklimatisk papmache-Cthulhu, der helt sikkert ville have fået Lovecraft til at udvandre fra biografen. Man kan bare ikke kreere det unævnelige ud af gamle aviser og snedkerlim.

”The call of Cthulhu” fik meget ros, og jeg tror, folk lod sig narre til at tro, at det hele nok var enormt autentisk, fordi det var optaget i sort/hvid og som stumfilm – lettere forstillet, vil jeg mene, og slet ikke i Lovecrafts ånd.

HPLHS’s filmatisering af novellen ”The whisperer in darkness”, der handler om den sagnsompundne Mi-go-race, der terroriserer bønderne i Vermont, starter klart bedre end deres forsøg på ”The call of Cthulhu” fra 2005. De har lært noget. Filmen er igen i sort/hvid, og musikken og stilen taget ud af den klassiske horrorfilm, dog er der lagt mere arbejde i karakterer og stemning.

Den skeptiske professor Wilmarth (Matt Foyer), der tager ud for at undersøge de mystiske hændelser i Vermonts bjerge, er en sjov, excentrisk karakter, der giver historien det liv, der skal til, for at den kan begå sig som film. Henry Akeley, den gamle mand, som Wilmarth tager ud for at besøge i bjergene (og som har ”skadedyrsproblemer”), er ligeledes fabelagtigt spillet af Barry Lynch. Scenen hvor de to mødes i sidstnævntes hytte er fabelagtigt skummel.   

Desværre falder korthuset sammen, da manuskriptforfatterne løber tør for kildemateriale og begynder at digte videre selv. De gør det rigtig nok med afsæt i Lovecrafts ideer, men de glemmer, at horror er forspil, det pirrende, ikke at vise det hele for tidligt. De forcerede afsløringer, der i øvrigt gør historien noget mere science fiction-agtig end jeg husker den, fjerner med ét al uhyggen, og vi er ude af horroren og inde i kuriosaen.

Samtidig udvikler dialogen sig nærmest til Lovecraft-leksika, det bliver så overforklarende, at det er himmelråbende. Filmen snakkes simpelthen ihjel, og man mindes om, at det er amatørfilmskabere, vi har at gøre med.

En scene hvor Wilmarth snakker med en af Mi-goernes slaver, Masterson, bør stå som et klasseeksempel, til undervisningsbrug, på hvordan man ikke bør glemme ’Show don’t tell’. Det gav heldigvis, for mig, filmen et kick af det ufrivilligt morsomme.    

Læg dertil en actionscene med et fly og lidt utidig patos med en lille pige, og Lovecraft er igen gjort til et ‘side show’ – og endda af dem, der har svoret at værne om hans arv.  

Hver gang jeg ser en Lovecraft-filmatisering, undrer jeg mig over den unødvendige dramatisering. “The whisperer in darkness” er næsten perfekt de første fyrre minutter, mens den følger oplægget, og krybende, underspillede horrorfilm kan sagtens fungere, tænk bare på ”Don’t look now” eller ”The haunting” (1963).

Jeg venter stadig på en god Lovecraft-filmatisering, men jeg tror ikke, vi skal regne med, at den kommer fra HPLHS.

© 2013 Horrorsiden.