Film
The Ring – Nej, ikke DEN ring!!!
Ja, det måtte jo komme. Jeg har netop arvet en større filmsamling efter min storebror, og blandt dem var “The Ring”. Kæresten var nærmest død af skræk inden vi satte den i maskinen, og jeg harvde da også selv mine betænkeligheder. Jeg havde hørt fra “folk” (det er sidste gang jeg lytter til dem), at den skulle være vildt klam og uhyggelig. Det blev dog hurtigt bevist at det mest uhyggelige ved denne film, var mine egne ideer/tanker/forventninger til/om den.
Jo tak, historien er da til dels interessant, og der er da også nogle fine effekter – jeg var helt vild med en detajle hvor hovedpersonen piller en flue ud af en fjernsyns-skærm, det var COOL lavet. Ellers bærer filmen præg af latex-masker og mystiske klipninger. Og lige netop mystikken synes at være sat i højsædet, ikke gyset. NEJ, “The Ring” er ikke uhyggelig, den er bare mystisk/underlig.
Af en eller anden grund har en pige (som åbenbart er EEEEVIL) valgt at blive slået ihjel af sin mor. Hun hjemsøger så folk og fæ (mest fæ) for at “blive hørt”. Det gør hun via et videobånd???? som indeholder hvad der ligner en dårlig “Von Trier” film – hvilket en af hovedpersonerne i øvrigt også påpeger. Nogen ser båndet, og dør syv dage senere, fordi det siger telefonen at man skal. En forkert én kommer til at se båndet, og nogen bliver nødt til at redde vedkommende. Og så går den vilde jagt.
Ja, filmen er ikke uhyggeligt, og man sidder ikke på sofa-kanten, selvom bagsiden påstår det. Jeg er sikker på at den japanske original er en milliard-million gange mere uhyggelig – der er et eller andet med små japanske piger der skræmmer mig – de er creepy.
Så alt i alt en film man kun skal se, hvis man vil sidde tilbage med en historie der ikke rigtigt bliver afrundet.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Nu skal man lidt langt ned i dit indlæg før man indser at det er den amerikanske genfilmatisering af The Ring du øffer over. Jeg er enig. Den er IKKE uhyggelig. Og har man den japanske originaludgave at holde den op i mod er den knapt interessant.
Det samme gør sig i øvrigt gældende med Dark Water.
Ja – den originale japanske film er noget bedre, men ikke en millard-million gange – desværre.
Nej, måske ikke lige en milliard-million gange – men da den kom for hvad, 6-7 år siden? – var den fed. Fordi den var anderledes. Jeg sad ikke under loftet af skræk. Men var bestemt underholdt.
Jeg havde det til gengæld lige omvendt: den japanske gjorde absolut intet indtryk på mig, men jeg var virkeligt spooked over den amerikanske genindspilning. Jeg synes, den er fremragende.
Jeg var ellevild med den japanske og fandt den amerikanske lidt stiv i det. Men må dog indrømme, at Ringu var ældet noget, da jeg så den for nylig – måske fordi der kom så mange film, der brugte dens teknikker og udviklede dem.
Jeg må tilslutte mig koret af fans til den japanske udgave. Da den kom frem, var den virkelig skræmmende og anderledes – noget jeg generelt synes, de asiatiske gyserfilm mestrer.
Og så kan de noget med lyde. De sniger sig virkelig ind på mig. Og deres måde at fotografere på.
Ja, jeg er sgu helt enig med Jette.
Originalversionen er genial. Især fordi den sniger sig gradvist ind på psyken og forbereder en på den sindssygt hårrejsende slutning!
Og jeg synes så absolut IKKE, at den på nogen måde er forældet!
Har ikke set hele genindspilningen – kun den første halve time (ville dog gerne have givet den en chance men havde en aftale) – så jeg kan ikke vurdere hele filmen, men det jeg så var IKKE godt. Den amerikanske udgave er alt for eksplicit i forhold til den originale. Alting skal forklares, og dobbeltforklares (når hun nærmer sig stigen, bliver der liiiige for en sikkerheds skyld krydsklippet til billedet af stigen fra videosekvensen, så de tungnemme forstår, hvad der foregår), tvetydigheder er der ikke plads til, så selv den mest senile seer kan følge med. Stemmen i telefonen SKAL høres (var LANGT uhyggeligere i Nakatas udgave – genialt træk ikke at lade seeren høre stemmen – sætter sig i langt højere grad på bevidstheden). Ofrene SKAL sminkes, så de rent fysisk SER ud som om de har lidt en grum skæbne (her er et stivnet, stumt dødsskrig så absolut ikke godt nok). Der bliver brugt ALT for mange effekter (i stedet for at bygge op til klimakset som i Nakatas). Osv. osv…
Trist som Hollywood ikke engang kan finde ud af holde fast i det, der vitterligt fungerede i Nakatas perle af en gyser…
Og så er videosekvensen plat og “over”-produceret. Minder mere om en dårlig MTV-musikvideo-kopi af en Quay Brothers-kortfilm end en “patina”-præget VHS-forbandelse…
Nicolai, der satte du lige ord på noget, jeg selv havde svært ved at formulere ang. den amerikanske udgave: den ER alt for eksplicit, alting skal hænge sammen og være pænt. Den originale har nogle halvmytologiske aspekter og nogle løse ender, som helt forsvinder i den amerikanskes pæne pakken sammen af elementer.
Ja, jeg er helt enig med dig Janus. :) Originalen har bestemt nogle løse ender, som dog på ingen måde virker utilsigtede og netop er med til at fremhæve mytologien og det usagte, det sublime i fortællingen. Disse uforklarede, og selvsagt uforløste, løse ender er endnu mere tilstede i Nakatas japanske fortsættelse, som jeg, trods dens fejl og skavanker (og der er en del – den er temmelig rodet og Nakata har for mange bolde i luften samtidig), faktisk også holder meget af. Har dog (endnu) ikke set Nakatas selvstændige amerikanske fortsættelse til Verbinskis ‘The Ring’… Må nok hellere først, trods den dårlige første halve time, få set HELE den amerikanske ‘The Ring’. ;)
Hvor mærkeligt… jeg kan huske, at jeg har set Ringu 2, men jeg kan slet ikke huske noget om handlingen. Fuldstændig blank – det tyder på, at det er på tide at gense den :-)
Ang. det mytologiske i etteren – jeg diskuterede med en kammerat, hvordan de skulle overføre det, og vi blev enige om, at den eneste rigtige amerikanske mytologi er Lovecrafts; ergo blev de nødt til at indføre noget af det :-)
Bare synd, at Lovecraft-filmatiseringer har det med at ende ad H til.