// du læser om...

Film

Susan Hill: The Woman in Black

“The Woman in Black” blev først udgivet i 1983, hvilket faktisk er lidt overraskende – den føles meget ældre, en klassisk britisk spøgelseshistorie, tonstung af tåge og stemning.

Arthur Kipps er en ung advokat, der får ordre til at tage sig af sin første større opgave – han skal drage til den lille landsby Crythin Gifford i det østlige England. Der skal han først stå for begravelsen af den nyligt afdøde Mrs. Alice Drablow; dernæst skal han drage til Eel Marsh House, hvor den gamle enke boede til sin død, og få orden på hendes papirer.

Allerede inden ankomsten til landsbyen begynder man dog – som læser, i al fald, for den gode Arthur er ikke særligt opmærksom på sporene omkring sig – at fornemme, at der er noget galt. Folk reagerer, så snart han nævner, i hvilken ærinde han kommer til byen, og at han er på vej til Eel Marsh House. Og reaktionen nærmer sig panik, da han henkaster nævner den sortklædte kvinde, som han ser ved begravelsen.

Og så drager han ud over marsken til det gamle, isolerede, mørke hus. Og forstår snart, hvorfor folk ikke er trygge ved bare tanken om det.

“The Woman in Black” er en god, gammeldags spøgelseshistorie, hvor det hele handler om stemning, og stemningen er tyk og tung som den tåge, der driver ind over marsken, i hvis dyb afdøde stemmer skriger i rædsel. Historien er for så vidt ganske forudsigelig – vor hovedperson kommer naturligvis til det hjemsøgte hus og møder noget, der påvirker ham dybt, men overlever, så han kan fortælle historien (det faktum afslører rammefortællingen fra første færd). Der er dog en god drejning til sidst, en knivskarp kant, der fungerer så meget bedre, netop fordi historien virker så gammeldags.

Men med denne type fortælling er det ikke plottet, der er afgørende – der er nogle faste elementer, og de er på plads (Hill har endda skrevet om den på sin hjemmeside). Nej, her handler det om den rugende fornemmelse af overhængende undergang og den langsomme eskalering af truslen, og den del af det fungerer mildest talt upåklageligt.

“The Woman in Black” er en af de bøger, hvor man som læser lige skal give slip og lade sig selv komme ned i omdrejninger, give sig tiden til at leve sig ind i bogen, og så vil den suge én ned lige som den marsk, der omringer Eel Marsh House. Har man først levet op til det krav, er det en fornøjelse at følge, hvordan Hill roligt og velovervejet bringer sin hovedpersonen længere og længere derud, hvor han ikke kan bunde. Det når aldrig dertil, hvor man irriteres over hans handlinger, hvilket ellers ofte sker i horror – fordi han er så godt beskrevet som person, selv mens følelsen af had vikler sig omkring ham.

At “The Woman in Black” fungerer helt superbt, ses også af, at den er blevet adapteret til både en tv-film (som jeg husker som overraskende effektiv) og et skuespil, der har kørt i adskillige år. Er man til langsom, stemningsfuld horror, bør den helt klart læses.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Jeg er så heldig at eje tv-filmen, som er fyldt op til randen med stærkt miljø, stemning og solide engelske skuespillere. Dertil skal så lægges nogle, efter min opfattelse, enkle, men velfungerende effekter samt en sindsoprivende slutning.

    Det er det, der IKKE sker, der gør mig bange, som f.eks. da det sortklædte spøgelse bare står og stirrer ondt på hovedpersonen ude i marsken.

    Interessant er også hovedpersonens udvikling fra venlig og imødekommende ung advokat til åmdsformørket ildpåsætter.

    En klassisk gyser, som afgjort bør pryde din samling!

    Skrevet af Henrik | 11. marts, 2010, 00:26
  2. Så skuespillet i London for et års tid siden. Det var en af mine bedste horroroplevelser nogensinde. Kvælende tyk gotisk atmosfære og fantastiske gys når den sortklædte kvinde dukker op.

    Skrevet af Teddy | 11. marts, 2010, 09:17
  3. @Henrik (ja, faktisk jer begge to): Misundelse!

    Jeg har kun set filmen for en del år siden, og det var et rent tilfælde, så jeg fik aldrig fat i titlen – men den gjorde alligevel indtryk.
    Jeg læste dette indlæg på Heaven of Horror for lidt tid siden, og det fik en forbindelse til at blinke, så fluks blev bogen bestilt hjem, og den var det helt klart værd.

    Skrevet af Janus | 12. marts, 2010, 20:52
  4. Janus@

    Jeg synes ikke, man skal genindpille klassikerne, men det er desværre tendensen. Jeg frygter, den bliver fyldt op med computer- og chockeffekter og et overflødighedshorn af action samt indstillinger af maks. eet sekunds varighed. Folks tålmodighedstærskel er jo ikke, hvad den var engang.

    Den originale film er bl.a. så god, fordi den er enkel, billig og stort set undgår overdrivelser, selvom enkelte amatørkritikere på IMDb har beklaget sig over nogle lydeffekter, der går igen mere en to gange.

    Mit eget VHS-eksemplar er fyldt op med reklamer for Bogensepillen samt en masse fastfrysning (fra dengang kabel-tv var meget ustabilt), og jeg ser mig om efter en anden. Desværre bliver filmen ikke produceret for tiden, men kan findes brugt på Amazon.

    Vh Henrik

    Skrevet af Henrik | 13. marts, 2010, 01:04
  5. Jeg er helt enig. En moderne remake med stort budget og biograf-release kan kun ende i tårer :(

    Skrevet af Janus | 15. marts, 2010, 19:25
  6. […] in Black”, der er på vej med Daniel Radcliff i hovedrollen – det er en genfilmatisering af Susan Hills stemningsfulde spøgelsesroman (på trods af, at den oprindelige tv-film baseret på bogen fungerer helt på egen hånd). Men […]

    Skrevet af Horrorsiden | Kvinden i sort | 26. oktober, 2011, 16:26