// du læser om...

Film

Strippers VS Zombies

Hvis to film er nok til at skabe en undergenre, måtte denne kaldes zexploitation – B-film med zombier og strippere. Den anden titel er naturligvis ”Zombie Strippers”, som forhåbentlig er den bedre af de to – for ”Strippers VS Zombies” er en af de film, der pinedød skal ses sammen med venner og med noget spirituøst inden for rækkevidde.

Egentlig kunne filmen lige så godt have hedder ”Strippers VS Zombie Hookers”, for den starter som et skænderi mellem strippere og prostituerede. Desværre har en af dem fået fat i noget crack, som er blevet fremstillet af en medmenneskelig videnskabsmand (det skulle egentlig havde været en kur mod afhængighed), og før man ved af det, bliver der taget bidder af folk.

I klassisk zombie-stil låser en lille gruppe mennesker sig inde – i dette tilfælde på stripklubben – mens de levende døde stavrer rundt udenfor og konstant forøger deres rækker. Faktisk stavrer de så meget, at det er svært at se, hvordan det overhovedet lykkes dem at fange nogen. Og samtidig lidt svært at forstå, at vore helte bliver, hvor de er, når de uden problemer kan forlade bygningen og smutte forbi zombierne.

”Strippers VS Zombies” er en tåbelig, tåbelig film – skuespillet er helt hen i vejret, effekterne er billige, og kønt er det ikke at se på. Der er bryster, og der er blod, og der er en god del fjollet humor. Man slår sig for panden, og man sukker, men et eller andet sted er det vel også lidt sjovt… hvis altså man har godt selskab at lave himmelvendte øjne i og eventuelt en billig, men god rødvin.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Ha ha, lyder fantastisk. Håber der kommer en 2’er med Paradise Hotel-deltagere og varulve.

    Skrevet af Peter | 21. februar, 2010, 18:37
  2. Det ville jeg betale gode penge for at se :)

    Skrevet af Janus | 22. februar, 2010, 16:24