Film
Splice (2009)
Stjerne-biokemikerne Clive (Adrian Brody) og Elsa (Sarah Polley) er under et større firmas ledelse i gang med et videnskabeligt projekt, der går ud på at parre forskellige dyrs DNA med hinanden. Resultatet er nogle uformelige pølser, der udskiller en høj mængde protein, som kan gøre godt i landbrugs- og medicinalindustrien.
Selvfølgelig går der ikke længe før de to lyse hoveder finder på at der skal indgå menneskeligt DNA i cocktailen, og da de får et rungende NEJ fra deres velgørere, fortsætter de selvfølgelig alligevel (for det er jo det, man gør i sådan en film).
Tingen som bliver døbt ”Dren” er humanoid, men med en række dyriske træk og vokser meget, meget hurtigt. Elsa får selvfølgelig en bizar moderbinding til kræet, og Clive er splittet imellem at ville dræbe den og parre sig med den.
Halvt inde i filmen spørger Clives bror: ”What am I not getting here? What did you expect when you made it (Dren)? Didn’t you have a plan?”
Man kunne passende spørge Splice’s manuskriptforfatter om det samme. For come on, i en film hvor videnskab er så dybt implementeret i plottet, kunne man vel godt forvente research, der rakte ud over at have set ”Species” engang.
”Splice” dumper fælt på troværdigheden; de to stjerne-forskere opfører sig som kulrede teenagere, der hører rockmusik, kissemisser og fyrer jokes af, mens de arbejder på det største videnskabelige gennembrud i menneskets historie. Og et laboratorium er åbenbart verdens mest ukontrollerede miljø: pludselig har fosteret udviklet sig til en alien-agtig klump, pludselig har et af deres forsøgsemner skiftet køn; alt kommer øjensynligt bag på dem, og alt skal selvfølgelig gå galt.
Og Elsa kaster da også al rationale og videnskabelig tænkning fra sig, så snart hun har den lille freak i favnen. Der er dømt ammehjerne og femten år på universitetet spildt.
Anden anke mod “Splice” er, at skuespillerne slås med tåkrummende dialog hele vejen igennem og har elendig kemi sammen. Han er skruk, og hun tror, det er problemfrit at splejse mennesker med dyr (selvom hun med al tydelighed befinder sig midt i en dårlig gyserfilm). Deres kærlighed kulminerer i lidt af et mesterstykke fra Adrian Brody, der kommer op i en fuldt påklædt Sarah Polley efter 20 sekunders uvedkommende rideranke (de er tossede, de franskmænd).
Man kan kun sørge over, at det er den her slags fis, Hollywood spytter i hovedet på os i ét væk, men jeg tror nu ikke, at laboratorie/klonings-horror er død, der skal bare en ny vinkel på tingene.
En fodnote: Skønt som det er at være munk af ”Shyamalan-pesten” og rytter af ”Tobe Hooper-forbandelsen”, er det eksalterende at følge med i Adrian Brodys regrediering; han startede i kvalitetsfilm som ”The pianist” og ”Harrisons flowers” og er nu i en grufuld spiral nedad: I den eksistentielle shish kebab (jeg kaster op) ”The jacket”, ”King kong” og sidst den frygtelige ”Predators”.
Jeg vidste, jeg skulle have lejet en anden film. Giv mig min søndag tilbage! Giv mig min søndag tilbage!
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Jeg synes nu det irriterede mig mere, at al biologi blev smidt overbord ang. funktionelle organer.
(SPOILER)
Specielt vingerne irriterede mig. Nej, du kan ikke gro vinger der ligner finnerne på en gulfisk og så rent faktisk lette fra jorden – sådan fungerer fysikken ikke.
Ja, min anmeldelse kunne have været tre gange så lang, hvis jeg skulle have listet alting der irriterede mig. Filmen emmer af bøvet, amerikansk uvidenhed. jeg kan lige se tre gutter sidde og brainstorme ved et whiteboard og sige: “Wouldn’t it like be cool if she had wings like a dragon, but sort of like a fish?”