// du læser om...

Film

Sinister

sinisterEthan Hawke er forfatteren, Ellison Oswalt, der graver i uløste mordmysterier. Han havde en kanon sællert på markedet for omkring femten år siden, og har hårdt brug for endnu et hit. Så han vælger at flytte kone og to børn (det er spooky gyserbørn; sådan nogle ”I-see-dead-people-agtige” unger) ind i et hus, hvor de foregående beboere blev hængt i haven af en ukendt bøddel – der også kvitterede med at kidnappe et af børnene – og denne sag skal fylde siderne i den forestående bestseller.

Knap nok er Oswalt kommet på plads i det nye hus, før han finder en kasse med super-8 film på loftet, der viser det grusomme mord i haven samt en række andre mord, der måske er forbundet med det. Og nå jo, Oswalts kone er selvfølgelig helt uvidende om husets historie (hmm, plausibelt? Bedøm selv).

”Sinister” er den type horrorfilm, der satser på chok efter chok – døde børn and the likes – men det eneste, der er chokerende ved den, er faktisk, hvor dårlig den er.

Ethan Hawke går rundt i en grå, ulden cardigan hele tiden, for så kan man se, at han er forfatter, konen er så blåøjet (og lyshåret), at det tangerer latterligt, og dialogen er undfanget i det dybeste, slimdryppende helvede. Se bare her:

Kone: ”Hvis bogen ikke bliver en succes, går jeg fra dig!”

(Og lidt senere:)

Kone: ”Drop bogen. Du plejer aldrig at drikke whiskey så tidligt på morgenen.”

Oswalt: ”Hey, siger du, jeg er en drukkenbolt??”

Sådan en form dialog kunne måske tilgives, hvis manuskriptet var skrevet af en tolvårig, men ellers ikke.

Her en bid snak sakset fra en af de lavkomiske scener med landsbybetjenten, der er åh så benovet over Oswalts tilstedeværelse i lillebyen:

Oswalt: ”Det første mord er helt tilbage fra 60’erne.”

Politimand: ”1960’erne? Så må morderen jo være 70!”

Det kan godt være, jeg er krakilsk, men hvad skal vi med det der udbrud ”1960’erne?”? Ville det være mere sandsynligt, at morderen havde begået det første mord i 1860’erne, og så var 170 år gammel? Eller at han havde begået det i 2060’erne – altså i fremtiden …? Jeg er lidt forvirret.

Ud over den frygtelige dialog, misser stort set hvert eneste chok; de uhyggelige børn (ikke Oswalts egne, hvoraf den ene ”sees dead people” og den anden går i søvne på en meget ”uhyggelig” måde) springer frem fra ethvert hjørne i huset, men det hele er så poserende og krukket koreograferet, at man til tider mindes om Michael Jacksons Thriller-video. Og hver gang Oswalt tror, han ser noget mærkeligt, behøver han kun misse med øjnene en enkelt gang, så er det forsvundet! – hvor er det dog dejlig hyggeligt, når en film følger alle genrens konventioner; hygge er bare ikke lige det, jeg søger i en horrorfilm.  

Og jo, jeg fik vist ikke engang nævnt, at der to tredjedele inde i filmen dukker den obligatoriske professor op, meget sagligt beskrevet med speciale i ”the weirder stuff”.

B.T. beskrev filmen således (og kvitterede med 5 flotte stjerner): ”Det er hårdt at være horrorfan. De fleste gyserfilm er nemlig det rene skrot. Men ’Sinister’ er en af den slags sjældenheder, der bare fungerer uden at fornærme vores intelligens.”

Jeg giver anmelderen ret i, at det ER hårdt at være horrorfan, OG intelligens var også oppe at vende i mine noter til denne anmeldelse – dem tror jeg dog, jeg holder for mig selv for ikke at rage uklar med det halve af verden.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.