Film

Shutter – skygger fra fortiden

På den ene side kan jeg sådan set godt forstå trangen til at omsætte asiatiske film til amerikansk grund – at tage velkendte og genkendelige ansigter og sætte på en historie, der har vist sig at fungere. På den anden side forstår jeg simpelthen ikke, at de amerikanske filmskabere ikke vil forstå, at en del af gennemslagskraften på de asiatiske gysere er, at de ikke er fortalt efter den faste skabelon. ”Shutter” er endnu et eksempel på et amerikansk remake, der har suget al saft og kraft ud af originalen.

Historien centreres omkring det unge ægtepar Benjamin og Jane. De er frisk fra bryllup, da de kører en ung pige ned på en mørk vej – men pigen forsvinder straks derefter og dukker ikke op igen. I al fald ikke før de to begynder at fremkalde fotos, hvor hvide plamager pludselig begynder at ødelægge motiverne. Det viser sig snart at være ånde-billeder, og Jane må forsøge at finde ud af, hvad den forsvundne piges hemmelighed er. Den jagter hun så, desværre ganske forudsigeligt (endnu mere, fordi de afslører en god del i filmens danske titel), frem mod filmens slutning.

Jeg husker ikke så meget af den originale thailandske ”Shutter” – udover nogle ganske effektfulde horrorscener. Og den smule, jeg kan huske, er blevet groft misbrugt her – det centrale præmis er, at spøgelser kan vise sig på film, men det brydes gang på gang, for amerikanske seere skal åbenbart helst have ånder, der hvisker i vinden, popper frem her og der og så videre (det gjorde ånden muligvis også i originalen, men her er det en sådan grad, at man har en mistanke om, at manuskriptforfatteren grundlæggende har syntes, at ideen om spøgelser på film var dum). Så er der hele mysteriet, der mere eller mindre afsløres fra starten, fordi alle personer er papfigurer – hyggelige og lette at genkende, men ikke særligt overraskende. Det er ærligt talt ikke svært at gætte, i hvilken retning åndens hemmelighed ligger begravet.

Men værst af alt er dog horrorscenerne – dem, som netop blev hængende i min hukommelse fra originalen. De er trofast oversat til amerikansk filmsprog og kører direkte efter bogen – kedeligt, kedeligt og i mine øjne kun til at blive skræmt eller overrasket af, hvis man er teenager eller på anden vis rimeligt ubekendt med genren. Så ”Shutter” blev i det hele taget mere irriterende end skræmmende. Men i det mindste fik jeg lyst til at gense originalen.

TRAILER:

© 2008 Horrorsiden.