Film
Necronomicon (1993)
Jeg erhvervede mig for en del år siden en fantastisk bog der hedder, “The lurker in the lobby” – Den er en guide til filmatiseringer af H.P. Lovecrafts værker og har været et helt genialt redskab til at navigere igennem junglen af brogede filmtitler der bruger H.P. Lovecrafts navn på plakaten. “Necronomicon” er en af de film der indtil for nyligt kun har kunnet fås på brugt VHS, men nu er kommet i en dvd udgave.
Som jeg ser det, er der to forskellige dokumenterede tilgange til det at filmatisere H.P. Lovecrafts litteratur – der er den tendens der har været den fremherskende indtil for få år siden; at lave historierne så meget om, at de giver frygtelig lidt mening og ender med at have meget lidt eller faktisk intet med originalmaterialet at gøre.
Alternativt er der det meget højtideligt klingende “The H.P. Lovecraft Historical Society” der for meget små penge laver slaviske filmatiseringer af forfatterens titler. Her bliver filmoplevelsen ofte bare et resume af originalmaterialet og giver egentlig ikke nogen mening at se, hvis man har læst det – heller ikke mindst fordi det er så amatøristisk udført.
Jeg ved egentlig ikke, hvilken af de to modeller jeg afskyr mest. De sløsede og stærkt dramatiserede versioner vi har set så mange af op gennem firserne og halvfemserne er i de fleste tilfælde stupide og direkte fornærmende overfor Lovecrafts litterære arv. Og The H.P. Lovecrafts Historical Society, der lugter værre af nørder end Faraos Cigarer på en varm dag, spytter udgivelser ud der er så amatøristiske at de ret beset slet ikke kan kaldes film.
“Necronomicon” er fra 1993 og følger den dengang fremherskende tendens. Jeffrey Combs spiller H.P. Lovecraft selv og er udstyret med en kunstig hage der sjovt nok (og lidt forvirrende) får ham til at ligne Bruce Campbell mere end H.P. Lovecraft. Forfatteren får adgang til et mystisk tempel, hvor der opbevares en udgave af Necronomicon, og han begynder at læse. Det er så gennem hans øjne, at vi bliver præsenteret for tre små historier fra de dødes bog.
Første film, “The drowned“, er ikke et forsøg på at filmatisere en konkret novelle, men trækker tungt på mytologiens klicheer; en mand der sørger over sin afdøde familie beslutter sig for at købe en gammel familieejendom, en gotisk borg selvfølgelig. Under sit ophold får han låst op for en familiehemmelighed der gennem mørke ritualer giver ham mulighed for at blive genforenet med sin døde familie. Plottet er papirtyndt og forudsigeligt, scenerierne er stemningsfulde og der er ikke sparet på udgifterne. Og i historiens klimaks bliver vi belønnet med nogle rimeligt velfungerende special effekts og et stort enøjet søbæst der måske eller måske ikke skal forestille den store Cthulhu.
Den næste film, “The cold”, er en semi-filmatisering af Lovecrafts lille perle, “Cool air”. Den bliver dog fortalt som flashback inde i en påklistret handling, hovedpersonen er byttet ud med en kvinde, der er noget med en voldelig stedfar der jager hende, og så er der tilmed flettet lidt romantik ind i historien. Resultatet er horribelt og ud over en enkelt sej smeltescene er der intet godt at sige om “The cold“.
Tredje film, “Whispers”, er en underlig, actionpræget historie der låner de hjernestjælende Mi-Go væsner fra novellen, “The whisperer in darkness“. I “Whispers” ligner de lyserøde plasticflagermus, og jeg sad og fik helt lyst til vingummi. Ud over tilstedeværelsen af disse væsner har filmen intet til fælles med den originale historie. Det er Brian Yuzna (producer på Re-animator, From beyond, Dagon) der står bag denne, og det må siges at være hans i Lovecraft sammenhæng skamstykke.
Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke laver filmatiseringer der forholder sig mere til det originale materiale, når man nu har budgettet til at udføre det. Jeg snakker ikke om Ord-for-ord resumeer, som nørderne ville have det, men film der tager sig kunstneriske friheder og dramatiserer, men tør stole nok på at originalmaterialets grundessens kan bære en film.
I “Necronomicon” har bagmændene prøvet at peppe historierne op på alle mulige tænkelige og utænkelige måder, og det ender helt fatalt – vi snakker om filmfolk der helt sikkert har en erklæret kærlighed til Lovecraft men af uforklarlige årsager takker ham ved at maltraktere hans værker.
Jeg går stadig og venter på den definitive Lovecraft filmatisering. Jeg var glad for flere af Brian Yuzna og Stuart Gordons ældre værker som “Re-animator” og “From beyond” fordi de havde deres eget liv, humor og distinkte stil. “In the mouth of madness” og “The thing” er jo ikke egentlige Lovecraft filmatiseringer, men er nok dem der fanger stemningen bedst. Gordon og Yuznas “Dagon” fra 2001 var heller ikke helt ved siden af. Guillermo Del Toro (The devils backbone, Hellboy, Pans Labyrint) har i 6-7 år snakket om sin filmatisering af “At the mountains of madness”, så hvis det projekt bliver en realitet en dag, kan man jo håbe, at det bliver alt hvad man har ventet på …
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
The Last Lovecraft ser også ganske interessant ud.
Det kan godt være, den bliver meget sjov, men ligner det ikke lidt “Dude where’s my car” … bare med tentaktler?
Jeg havde slet ikke opdaget, at der var en trailer på… og jo, den ser ret fjollet ud.
Der er ikke en film, hvor Jeffrey Combs medvirker, der ikke er sjov.
Det gør dog ikke nogle af de film han medvirker i dårlige, men der er altid et element af humor, og tit er der ikke så meget Lovecraft over filmene i det hele taget, bortset fra at de drager inspiration fra Lovecrafts værker til tider deler titler med samme.