Film
Martyrs (2008)
Pascal Laugiers MARTYRS starter med at vise os en ung pige, Lucie, der flygter fra en gammel fabriksbygning. Hun er blodig og forrevet, og da hun kommer i myndighedernes varetægt, bliver det afdækket, at hun i en længere periode er blevet holdt indespærret og systematisk tortureret.
Hun lider af delvist hukommelsestab og kan ikke hjælpe politiet med at finde gerningsmændene, men da hun finder en ven i Anna på det børnehjem, hun er blevet anbragt på, begynder hun at åbne op, og tingene vender tilbage.
Men fortiden er ikke ufarlig; Lucie begynder at blive hjemsøgt af et nøgent væsen, hvis krop er dækket af hæslige ar. Det skræmmende bæst overfalder og skamferer hende, og dets budskab er klart: Find bødlerne der holdt hende indespærret og straf dem!
At afsløre mere end det ville være en spoiler, da en stor del af MARTYRS’ styrke ligger i det underforklarende der pirrer nysgerrigheden. Filmen er en voldsom sanseoplevelse der opleves bedst uden at vide særlig meget om den.
MARTYRS er samtidig et fortælleteknisk overflødighedshorn; kronologien er lineær med enkelte korte flashbacks, dog præsenteres historiens højdepunkter meget bevidst i en rækkefølge der fortløbende underbygger spændingsmonumentet i form af spring i tid og spændende rokeringer i karakterernes roller. Synsvinkler jongleres samtidig frem og tilbage, noget der i visse film virker dilettantisk og som flosset håndværk, men i MARTYRS er man sikker på, at man er i gode hænder – det er en tæt vævet historie hele vejen igennem.
Og i modsætning til mange andre horrorfilm, lykkes det faktisk effektivt at binde plottrådene sammen til sidst.
MARTYRS Hører til bølgen af nyere franske gys der bl.a. tæller titler som SWITCHBLADE ROMANCE, INSIDE og FRONTIER(S) der alle markerer sig ved meget udpenslede voldsscener, ofte decideret tortur, men i en kunstfærdig og eksperimenterende indpakning – og så har filmene ofte kvinder i fremtrædende roller, i såvel bøddel- og helterolle såvel som den traditionelle offerrolle. Den nyere franske horror bevæger sig desuden ofte indenfor det ikke-overnaturlige felt, hvilket gør volden og rædslerne dét mere nærværende, realistisk og uudholdelig.
MARTYRS hører afgjort til i toppen af nyere fransk gys – dette er et godt bud på fremtidens horror. Det er abstrakt, originalt og der er ikke skyggen af en vampyr eller zombie til stede. Og så er den et bevis på, at ”torturfilm” ikke kun behøver være tanketom sadisme, men kan bevare æstetikken og intelligensen midt i al blodet – dog skal det nok lige nævnes, at MARTYRS er temmelig hård kost.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Martyrs er en af de film, som balancerer på en fin linje imellem intelligent, næsten filosofisk horror, og ligegyldig, intetsigende vold. Jeg synes fx Hostel hører til i sidste kategori, og Saw lakker også deroveraf. Men de franske gysere, som du også nævner, Jonas, og fx Funny games, holder sig fint på linjen. Det er film som jeg undervejs skiftevis hader og elsker.
Ja, jeg har heller ikke nogen forståelse for Saw og Hostel, og Frontiers synes jeg også var lidt lam, da den kører over det fortærskede “chainsaw-plot” om nogle unge mennesker der falder i kløerne på en eller flere psykopater (ligesom wolf creek). Det er egentlig heller ikke volden jeg kan lide i f.eks. Martyrs og Inside – men plottet – i Martyrs det ret komplekse og fortælleteknisk interessante og i Inside den meget enkle og nervepirrende idé.