Film

“Little deaths” vs. “V/H/S”

Antologifilm og horror har altid gået godt hånd i hånd. Man kan da lige hurtigt nævne: ”Creep Show”, ”Twilight zone: the movie”, ”Tales from the darkside: the movie” og ”Trick ’r treat”, og listen kunne være meget, meget længere.

Der er noget over det kompakte format, der passer rigtig godt til det gysende, og selvom kvaliteten af bidragene i sådan et potpourri uundgåeligt vil svinge, er der næsten altid en perle eller to.  

På det sidste er der dukket et par antologifilm op i horrorgenren, og jeg har kastet mig over en engelsk (Little deaths) og en amerikansk en af slagsens (V/H/S). Om vi decideret er ved at bevæge os ind i en stime af antologifilm, er nok for tidligt at spå om, men det rykker i hvert fald lidt på sig – og der er da også allerede en opfølger til ”V/H/S” på trapperne.

Jeg har besluttet mig for at anmelde begge film i én og samme anmeldelse i en slags England mod USA showdown … Here goes.

 

 

Hvad handler filmene om?   

”Little deaths” (UK) er en antologifilm uden den rammehistorie, man er vant til. Vi præsenteres for tre halvtimes film lavet på små budgetter og af tre forskellige instruktører. Der er ikke en direkte sammenhæng mellem historierne, dog en tematisk tråd.

Det første bidrag ”House and home” handler om et overklasseægtepar, der har mistet gnisten i sexlivet og må ty til alternative metoder for at få gang i safterne. Under dække af at være gode, kristne samaritanere lokker de hjemløse kvinder til deres hjem, og … ja, resten skal du næsten have til gode.

I film nummer to ”Mutant tool” følger vi tilblivelsen af et stærkt lægemiddel, der eftersigende åbner det myteomspundne ”tredje øje” (koglekirtlen), der har været inventar i mangt en gyserfilm (ikke mindst From beyond). Jeg vil ikke spolere noget ved at gå ind i processens nærmere detaljer, men der er tale om et gammelt nazi-eksperiment, der er blevet vækket til live – så kønt er det bestemt ikke, og der skyldes en god del til Frank Henenlotters (Basket case, Bad biology) bizarre verden her.  

I den sidste film ”Bitch” følger vi et kærestepar, der har et seriøst forstyrret sexliv med voldsomme dominanslege, der går hårdt ud over den underkuede mand. Men mon ikke også han kan få nok en dag?

”V/H/S” (US) trakterer os i modsætning til ”Little deaths” med en rammehistorie. Vi følger en bande småkriminelle unge, der har fået til opgave at bryde ind i et hus og lokalisere et specielt VHS-bånd. I huset finder de et styks død mand og en hulens masse videokassetter, som de må se igennem for at finde frem til det rigtige bånd. Hver film er optaget i skarp, digital kvalitet, men er på en eller anden måde endt på VHS-bånd.

Det første bånd indeholder ”Amateur night”, hvori en gruppe fulde, unge mænd hiver et par tøser med hjem for at lave en amatørpornofilm. Det går selvfølgelig ikke som planlagt, for der er noget uldent ved et af hunkønsvæsnerne.    

”Second honeymoon” handler om et par på deres anden bryllupsrejse, der får besøg på hotelværelset om natten af en knivbærende, maskeklædt skikkelse.    

I ”Tuesday the 17th” er vi i det klassiske ”liderlige-unge-mennesker-skal-dø-i-en-skov-scenario”, men morderen er tilsyneladende en slags utydelig pixelklat – ikke helt sikker på, jeg fangede pointen her.    

”The sick thing that happened to Emily when she was younger” er optaget med webcam, hvor et kærestepar prøver at dokumentere de ”spøgelser”, der hjemsøger stakkels Emilys lejlighed.

I ”10/31/98” skal en gruppe unge til fest på Allehelgens aften, men ender i et helvedeshus, hvor alting bevæger sig, og der kommer ting ud af væggene.

Ligesom i ”Little deaths” er hver film lavet af en forskellig instruktør, hvoraf den mest kendte er Ti West (House of the devil, The innkeepers), der står bag bidraget ”Second honeymoon”.

 

Hvilke virkemidler og temaer arbejdes der med?

Den type horror, der arbejdes med i ”Little deaths” er ikke den, der prøver at skræmme dig til døde. Der er ingen chok, til gengæld er der masser at væmmes over. Der overskrides grænser i stor stil, alene i den måde folk behandler hinanden på, og der er et seksuelt eksplicit element i hver enkel fortælling.

Vi bliver uden omsvøb vist en komplet afsporet generation, der sætter individet og dets lyster over fællesskabet eller hensynet til sin næste. Menneskerne i historierne er ikke i stand til at have normale relationer til hinanden, og den eneste måde, de synes at kunne føle noget på, er ved at udsætte hinanden for syge overgreb.  Og skræmmende nok forekommer karaktererne faktisk mest menneskelige i deres forsmåede hævnhandlinger, især i den afsluttende film ”Bitch”. 

Den klare engelske indflydelse ses i temaet med klasse. I ”House and home” ser ægteparret – hvem jeg er fristet til at kalde to af liberal alliances kernevælgere – sig selv som overmennesker, der er i deres fulde ret til at tage, hvad de kan få, så længe de ‘bidrager til samfundet’. I ”Mutant tool” spøger nazismens ånd, og de hæslige forsøg næres af de stakler fra underklassen, der er uheldige at komme for tæt på.

”V/H/S” viser os også mennesket som en dekadent udnytter af andre, der sætter behovstilfredsstillelse over alt andet, dog med mere fokus på voyeurisme og dokumentationstrang. Og i tråd med David Cronenbergs ”Videodrome” rammes seerne af smudsfilmene med håndfast justits. Den tematik har haft en renæssance med f.eks. ”A serbian film” og ”Hostel”, og den går sikkert aldrig af mode, da vi hele tiden får nye medier, der kan anvendes på forskruede måder og inspirere til horrorfilm.   

”V/H/S” satser i højere grad end ”Little deaths” på chokeffekter og vilde kameravinkler end opbyggelig væmmelse over det groteske. Bidrag som ”10/31/98” eller ”Tuesday the 17th” er i essensen rene, actionprægede gyserhistorier, hvor temaet ligger langt i baggrunden for en simpel konstruktion, der mest er lavet for at få én til at hoppe i sædet.     

 

Og hvordan lykkes det så?

”Little deaths” hiver den helt klart hjem. Især første og sidste indspark ”House and home” og ”Bitch” giver os et par næsten socialrealistiske horrorhistorier, der ikke er bange for at chokere, og de efterlader én med en seriøs bekymring for den menneskelige race – lidt ligesom jeg havde det efter at have set ”Martyrs”. Tematikken er flot integreret i hver enkelt historie, og ideen med at satse på væmmelse og forargelse frem for bøh! er tit en sund ting i horror, da skræmmetaktikken i ni ud af ti tilfælde kollapser.

Og DET gør den eller lige i ”V/H/S”. Hver af de fem film plus rammehistorien satser hårdt på chok og vild leg med kameraet, men intet af det skræmmer. Rammehistorien med ”happy-slapping-segmentet”, der får noget af sin egen medicin, er allerede en fortærsket industri, og ydermere kommer der ingen valid forklaring på, hvorfor knivskarpe digitaloptagelser er endt på gamle VHS-bånd. Ud over det, er den tematik, rammehistorien prøver at stoppe ned i halsen på os, totalt påklistret, da hver af de fem historier er deciderede no brainers, måske lige med undtagelse af ”The sick thing that happened to Emily when she was younger”, der næsten (kun næsten) kommer i nærheden af noget inspireret.   

Selvom morderen er en klat pixels i ”Tuesday the 17th” er det stadig bare en historie om nogle unge, der bliver myrdet i en skov, og ”Amateur night” (der faktisk har ikke så lidt til tilfælles med Little deaths’ House and home) er endnu en af disse ”hvem-æder-hvem-historier” uden den samfundskritiske vinkel, der legitimerer (og ophøjer) de engelske bidrag.  

Så en klokkeklar sejr til briterne denne omgang … Jeg kan på det varmeste anbefale ”Little deaths”.

© 2013 Horrorsiden.