Kig på billedet til venstre. Det er Leatherface … og Viggo Mortensen! Forklaring følger.
Lang tid før ‘Saw’ var der en anden sav, der vakte horrorpublikummets begejstring. Den brummede første gang i 1974, og efterklangen ringer stadig, for den originale ‘The Texas Chainsaw Massacre’ hyldes stadig som en af de bedste – måske den bedste – horrorfilm nogensinde. Dens udødelighed skyldes naturligvis, at den er lige dele uhyggelig og artistisk banebrydende hvad angår ikke mindst det lyd- og billedmæssige.
Jeg blev selv mere eller mindre invalid, første gang jeg så den, og var overbevist om, at jeg var den første ellers raske tyveårige, der måtte gå på førtidspension.
Tobe (udtales ’Tobey’) Hooper, der instruerede mesterværket, fulgte tolv år efter op med en toer, hvor Dennis Hopper spiller en psykotisk hillbilly-betjent på jagt efter Sawyer-familien, og den film er mildt sagt noget juks.
Siden hen er der kommet et hav af film om Leatherface og co., der har fået grumme anmeldersmæk, men som har klaret sig ganske fint i billetsalget, senest ‘Texas Chainsaw 3D’ (som jeg personligt ikke vil røre med en ildtang – prøv at læse tredje spalte i wikipedia-resumeet og se, om du kan holde masken; jeg klarede den ikke!), men hvor mange husker egentlig ‘Leatherface: Texas Chainsaw Massacre III’?
Filmen floppede stort, og er nede på foruroligende 19 % på Rotten Tomatoes, men er den virkelig så ringe?
Den starter fantastisk med lyden af en mukkert, der rammer en kvindes hoved. Smak! Herefter flås hun, mens de indledende credits kører … Sådan!
Efter mordet på denne anonyme person, møder vi et ungt par, der kører tværs gennem USA og kommer forbi en politiafspærring, hvor en massegrav med 40-50 lig er fundet. Stemningen er sat, og alle horrorfilmens konventioner følges, indtil føromtalte unge mennesker er i kløerne på de obligatoriske redneck-kannibaler. Læg dertil Ken Foree (Dawn of the dead, From beyond, The devil’s rejects) som en militant overlevelsesekspert, der går lige i bollerne på Leatherface, og Viggo Mortensen som kannibal, så er vi egentlig ude i noget ganske fornuftigt. Der er i øvrigt visse af os, der synes, at Viggo Mortensens filmkarriere var mere interessant, før han blev konge af Midgård; husker du ham f.eks. som Lucifer i den fremragende fantasy/horrorfilm, ‘God’s army’?
Jeg så ’Leatherface’ i en uncut version dog uden tekstning, og har man sat sig for at se en ”god dårlig film”, leverede den på alle hylder.
En ros skal også gå til Leatherfaces look denne omgang; han ser mere umenneskelig ud end nogensinde, masken er komplet mudderbrun. Han ligner nærmest et mosefund, der lige har rejst sig og har grebet en motorsav.
Helt klart god hjernedød underholdning. Og tjek lige sangen, der kører under rulleteksterne: Firster-thrashbandet Lääz rockit for fuld skrue!
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.