Film

In the Mouth of Madness

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror”. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg absolut ikke begejstret for, men derimod synes jeg, at “In the Mouth of Madness” er en skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk film, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.