// du læser om...

Film

In dreams (1999)

In Dreams-dvdcoverOBS! Artiklen indeholder spoilers.

Jeg genså Neil Jordans (“The company of wolves”, “Interview with the vampire”) syrede seriemorder-drama ”In dreams” i går. En film, som blev hakket i småstykker af anmelderne, men som jeg altid har haft en svaghed for – og heldigvis holdt den stadig ved gensyn.

Flere toneangivende kritikere, ikke mindst Roger Ebert, udråbte den til det værste makværk i mands minde, og filmen fik så mange tæsk, at Neil Jordan selv slog hånden af den og senere har beskrevet den som ’bestillingsarbejde’.

”In dreams” er ikke noget mesterværk, for den har sine små mangler, men er dog en værdig titel i Jordans portefølje. Og at efterlyse mere stringens og logik i plottet, som mange anmeldere gjorde, vil jeg mene er at vurdere filmen på helt forkerte præmisser.

Filmens handling er enkel: Børnebogsillustratoren, Claire (Annette Bening), har haft drømmesyn hele sit liv. Det samme har morderen, Vivian (Robert Downey Junior), der som barn blev lænket til en seng i en by, der blev oversvømmet – han slap kun med nød ud i live. I drømme møder de to hinanden, og i sin glæde over at have fundet en anden ‘drømmer’, rækker Vivian ud ved at kidnappe og, i affekt – vist nærmest ved et ”uheld” – myrde Claires datter.

Claire hjemsøges efterfølgende af en række syner, der projiceres fra Vivians sind, og som leder hende tættere og tættere på ham og det sted, han gemmer endnu en kidnappet pige.

Anmelderne skulle nok have hæftet sig mere ved titlen. ”In dreams”, for hvor tit vågner man op fra en drøm med virkelig stringent logik? Og hvor meget logik er der som regel i eventyr, som er Jordans kæphest?

Det egentlig relativt simple plot, der gemmer sig bag den visuelle overflod, blev misforstået. Spørgsmål om, hvordan morderen kunne få Claires computer eller radio til at te sig mærkeligt, stod i kø, men de havde ikke forstået, at det meste af det, vi præsenteres for i filmens mere outrerede scener, er en del af hendes delirium. Hun skriger endda: ”Get out of my head!”

Men om man kan lide plottet eller ej, så er filmen værd at se alene for sin visuelle stil. Vi har at gøre med en Darius Khondji, der stod for cinematografien på ”Se7en” få år forinden, og hans billedmageri smelter fuldstændig sammen med Elliot Goldenthals (”Interview with the vampire”, ”Alien 3”, ”Pet Sematary”) drømmende kompositioner.

Åbningsscenen følger et hold dykkere i en oversvømmet by, og følelsen af en ”flydende” film forbliver hos seeren, ikke mindst i de ’spiral-morphings’, der leder til Claires drømmesyn. ”In dreams” er en film, der skriger om at blive set på en stor skærm med lyden skruet helt, helt op.

En anden scene, der må fremhæves, er, da Claires datter forsvinder. Her excellerer Khondhji og Goldenthal også i et smukt, delirisk lyd- og billedmageri, man sjældent har set mere veludført.

Senere i filmen flygter Claire fra en psykiatrisk afdeling, og flugten krydsklippes med Vivians blodige flugt fra samme sted mange år forinden – dette er også en fuldstændig mesterlig scene, hvor Jordan, Khondji og Goldenthal bliver til ét faretruende væsen. Det er svært at finde SÅ veludførte og urovækkende scener i nyere thrillere.

Selvom ”In dreams” rigtig nok er ’bestillingsarbejde’, et ønske om at parre Jordans eventyr-agtige stil med seriemorder-succeser som ”The silence of the lambs” og ”Se7en”, har den meget at byde på, og eventyr-elementet er heller ikke nær så påklistret, som mange ville gøre det til.

Tematisk omhandler ”In dreams” den tabte uskyld, som sluttelig leder til Vivian, den mest svigtede af alle de små. Eventyrets uskyldighed – som i skolens opsætning af “Snehvide” i filmens start (Claires datter spiller spejlet) – lægger en bittersød kontrast til virkeligheden, hvor de døde ikke vågner og igen ved et kys, og trolden, Vivian, af og til får nappet et barn.

Summa summarum: ”In dreams” er en lyd- og billedmæssigt overlegen satan, med et plot, der er blevet misforstået. Filmen træder ved siden af et par gange; det højspændte drama bliver en anelse for højspændt, og Robert Downey er intens, men slås med et par oneliners for meget (åh, ja, det var vel bare halvfemserne).

Men giv den en chance, nyd det visuelle orgie og forvent ikke mere logik end i dine drømme.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.