Film

I Sell the Dead

Visse film kræver forberedelse. Som nu skrækkomedien “I sell the Dead” – for at få en ordentlig oplevelse ud af den, bør man nok bruge lidt tid på dyb meditation for at glemme påstanden på coveret: “Sjovere end Shaun of the Dead”.

Hvis man satte det op som en ligning, ville man kunne få så mange matematiklærere til at rotere i deres grave, at det genererede nok energi til et mindre land, er jeg overbevist om. Også selv om der kun er tale om de matematiklærere, der i levende live var begavet med en humoristisk sans.

For jo, det er da en ganske sjov lille film, men en sådan påstand er nærmest en opfordring til at hade den. Ideen er ellers god nok: ligrøvere/gravrøvere (oversættelsen er ikke helt konsekvent, slet ikke da udtrykket ghoul introduceres). Og så endda gravrøvere, som efter noget tid finder ud af, at der er flere penge at hente i at grave de udøde op.

Historien fortælles af Dominic “hobbit” Monaghan, den ene af gravrøverne – han sidder i sin celle og venter på henrettelse, da en okkult interesseret munk (B-filmens sikre trumfkort: Ron Perlman) ankommer for at høre hans historie. Og så får vi ellers serveret en række optrin med overnaturligt indhold og en god portion falde-på-halen. Men det bliver aldrig rigtig andet end optrin – selvfølgelig bliver det bundet sammen i en lidt forudsigelig slutning, men det virker aldrig rigtig, som om historien kommer i gang.

Og ja, nogle af optrinnene er da ganske sjove – men forventer man en film gennemført i samme grad som Shaun bliver man (og med “man” menes der i dette tilfælde “jeg”) bittert skuffet. Hyggesjov skrækkomedie, ja, med en del indforståede hentydninger og sjove små indslag, men ikke en klassiker.

© 2010 Horrorsiden.