Film

Howard Phillips Lovecraft – et hypersensitivt individ?

Dette er en delvist videnskabelig artikel om den amerikanske gyserforfatter, Howard Phillips Lovecraft (1890-1937), hvis værker posthumt har inspireret til utallige film, spil og tegneserier. Han er grundlæggeren af Cthulhu mytologien, hvis præmis er, at der har levet overlegne rumvæsner på jorden, før menneskets komme, og at disse stadig dvæler her klar til at blive vækket (nedfrosset på Antarktis eller dybt under havet) – og dette er et omdrejningspunkt i mange af hans historier.

Artiklen vil komme med nogle nye teorier omkring personen H.P. Lovecraft, som kan sætte hans forfatterskab, eller i hvert fald motivationen til de dystre eskapader, i et lidt andet lys.

Lovecraft er nemlig ofte blevet betegnet som en følsom eller sensitiv person, men min tese er, at han havde betegnelsen HSP (Hyper Sensitive Person).

 

Hvad er HSP?

Betegnelsen HSP dækker over ca. 20 % af jordens befolkning (hvis man skal tro forskningen på området). Det er en befolkningsgruppe, der på kryds og tværs af etnicitet, klasse og køn, oplever virkeligheden på en lidt anden måde end de fleste.

De har en overaktiv fantasi og livlige drømme, er følsomme, ikke kun overfor stemninger, men også indtryk som høje lyde, lugte, kraftig kulde eller smerte. Og det måske mest upraktiske er, at de meget nemt bliver overstimulerede og har brug for meget tid alene – sidstnævnte motiverer i retning af fordybende aktiviteter, men resulterer også ofte i en form for social inhabilitet.     

Hvis vi kigger på det biologiske aspekt, er det HSP’ernes nervesystem, der er tunet på en lidt anden måde end de resterede 80 % af befolkningen. Hos HSP’erne er nervesystemet mere fintfølende, hvilket gør, at de opfanger et væld af små detaljer, uanset hvor ubetydelige, og samtidig opleves stimuli væsentligt kraftigere, end hos ikke-HSP’er – dette leder nemt til overstimulering, som medfører en gradvis nedlukning af kroppen: kortisolsystemet (der styrer blodtryk, regulering af protein, sukker og fedt, forebyggelse af inflammation i led og immunsystemets virkeevne) bliver udmattet af at prøve at følge med og begynder gradvist at sætte ud. Al kropslig velvære forsvinder: led bliver ømme, immunforsvaret styrtdykker, blodsukker og blodprotein falder.

Om HSP’ernes plads i evolutionens orden skriver den førende forsker på området, Psykiater, Elaine N. Aron (Fra bogen, ”The highly sensitive person”): ”Since the trait exists in all higher animals, it must have value in certain circumstances. My hunch is that it survives in a certain percentage of all higher animals because it is useful to have at least a few around who are always watching for subtle signs. Fifteen to 20 percent seems about the right proportion to have always on the alert for danger, new foods, the needs of the young and sick, and the habits of other animals.”  

Her er det sjovt at bemærke, at forfatteren bruger vendingen “My hunch is” – det viser hvor spekulativ meget af forskningen på området stadig er.  

Videre skriver hun: “Of course, it is also good to have quite a few in a group who are not so alert to all the dangers and consequences of every action. They will rush out without a whole lot of thought to explore every new thing or fight for the group or territory. Every society needs both. And maybe there is need for more of the less sensitive because more of them tend to get killed!”   

Hvis man skal tro dette, betyder det, at evolutionen har et 20/80 princip, der skal sikre overlevelse bedst, ved både at satse på en offensiv og en defensiv overlevelsesstrategi. Den største gruppe sørger for at vinde land og kæmpe fysisk for overlevelsen, hvorimod de resterende 20 %, der er natuligt varsomme bliver tilbage i lejren og udtænker metoder til mere langsigtet overlevelse – i et moderne samfund kunne det f.eks. være udviklingen af ny miljøteknologi.  

Casework på området viser, at HSP’er ofte har erhverv som forfattere, billedkunstnere, forskere, lærere, dommere, filosofer, teologer m.m., og grunden hertil spekulerer Elaine Aron også i: ”If necessity is the mother of invention, HSPs must spend far more time trying to invent solutions to human problems just because they are more sensitive to hunger, cold, insecurity, exhaustion, and ilness.”  

På trods af, at disse teorier, for mig, lyder rimelig plausible, er HSP ikke noget, der er særligt anerkendt i psykiatrien.

Og hvorfor ved jeg så så meget om det …? Det er fordi, jeg selv er HSP’er. Derfor vil jeg også enkelte gange i artiklen (så få som muligt) bruge mig selv som referencepunkt, når faktuelle kilder mangler.

 

Var H.P. Lovecraft hypersensitiv?

Jeg læste for nyligt en meget omfattende biografi af Lovecraft i Thomas Winthers fanzine Nyarlathotep nr. 1. Den samler alle de ting, du måske har læst om Lovecraft rundt omkring og krydrer med nogle sværere tilgængelige oplysninger.     

Det var da jeg læste denne biografi, at jeg blev overbevist om, at forfatteren var hypersensitiv.

Og hvad kan vi så bruge det til …?

Jeg mener, at det kan lægge op til en interessant arv/miljø-debat og evt. give et mere nuanceret syn på manden. Det er nemt at tilskrive hans dystre disposition hans ustabile barndom (begge forældre havde psykiske lidelser og døde relativt unge), men måske var han i langt højere grad forprogrammeret til at blive den forfatter, hvis værker har begejstret så mange. Og bliver vores forestillinger om at være lysende individer gjort til skamme af genetikkens koder?

Men nu et blik på manden: Hvilke klassiske HSP-træk besad han?

Af positive træk må først og fremmest nævnes livlige drømme. Lovecraft var god til at huske sine drømme, og inkorporerede dem også i sin litteratur; det mest berømte eksempel på dette er teksten ”Nyarlathotep”, hvor han havde drømt, at en ven havde anbefalet ham at tage ind og se den omrejsende mand fra østen Nyarlathoteps fremvisninger af mystisk teknologi:

“I remember when Nyarlathotep came to my city the great, the old, the terrible city of unnumbered crimes. My friend had told me of him, and of the impelling fascination and allurement of his revelations, and I burned with eagerness to explore his uttermost mysteries.”

Det er også utænkeligt, at Lovecraft ikke har været inspireret af sine drømme til et af hans mest massive værker, “The dreamquest of unknown Kadath”, hvor hans eget alterego, Randolph Carter, rejser ind i magiske og uhyggelige verdener gennem sine drømme.

Et andet klart HSP-træk er selvfølgelig hans enorme kreativitet og ligeledes dennes bagside: Den introverte adfærd og sociale inhabilitet, dog med et klart ønske om at berøre verden med afsæt i sit virke som forfatter, og på sikker afstand, gerne gennem brevkorrespondance.    

Diskussionslyst er også et klassisk træk hos HSP’ere – og i sådan en grad at man ikke er tilfreds, før at modstanderens argumenter er skudt helt i smadder; dette levede Lovecraft også ret godt op til, da han yndede at kaste sig ud i alverdens debatter.    

En af hans andre måder at røre verden på var at kritisere folks litterære værker eller artikler – ofte folk han senere blev brevvenner med – dette er ikke understøttet af forskningen i HSP, men det træk kender jeg i høj grad fra mig selv. Nogle af de folk, jeg er på rimelig god fod med i dag, har jeg ofte givet en temmelig hård kritik på et eller andet tidspunkt.  

Vender man blikket mod de udpræget negative HSP-træk i Lovecraft, er det faktisk her, at det bliver allermest synligt.

Forfatteren havde nervøse trækninger, tics, (nu bliver det personligt, men jeg har selv en vane med at gå og  rømme mig) og et hav af fobier.

Især hos HSP-børn ser man angst for helt irrationelle ting (jeg har f.eks. læst en case om en dreng, der var vanvittigt bange for grankogler), og flere af disse kan i større eller mindre grad følge med i voksenlivet.   

Lovecraft var bange for menneskemængder, sensitiv overfor høj musik, stærke lugte og værst af alt: kulde (som efter eget hans udsagn skyldtes en fysisk lidelse, men som lige så godt kan have været af psykosomatisk art, eller blot et i bunden harmløst udslag af hans toptunede nervesystem).

Samtidig indikerer de velkendte historier om Lovecraft, der tømte halvdelen af sukkerskålen ned i sin citronte, at han havde et stort behov for hurtige kulhydrater, ligesom alle HSP’ere oplever.   

Betragter man forfatterens dystre sind, som både gav sig udslag i en kredsen om det morbide i litteraturen og et kort, trist livsforløb, behøver det ikke nødvendigvis være en direkte følge af at være hypersensitiv, dog kan HSP’ere, der ikke er bevidste om deres tilstand og derved ikke tager hensyn til den, ofte opleve depression.    

Samtidig er det at skrive skræklitteratur vel den ultimative form for bearbejdelse, hvis man er bange for alting: At kreere universer, der er ren og skær rædsel, men sætte sig selv som dirigent; sætte sig over det hele og bestemme hvem, der skal dø, uden nogen fare for sit eget liv.

Så måske er konklusionen på denne artikel, at gyserforfattere i virkeligheden er de største bangebukse …?

Det er ikke dokumenteret, at H.P. Lovecraft var hypersensitiv, men en anden kendt gyserforfatter, der er listet som HSP’er er Lovecrafts helt store mentor, Edgar Allan Poe.

 

Kilder til denne artikel:

Nyarlathotep nr. 1 (red. Thomas Winther)

Elaine N. Aron: The highly sensitive person

© 2011 Horrorsiden.