// du læser om...

Film

Henry Lee Lucas: serial killer … serial liar (2009)

Denne serial killer film handler om den amerikanske vagabond og dømte morder, Henry Lee Lucas.

I 1990 udkom HENRY: PORTRAIT OF A SERIAL KILLER – en dyster og atmosfærisk film, der om end i store dele hentet fra fri fantasi, tog kegler med bl.a. en meget interessant lydside og fremragende skuespil af Michael Rooker i rollen som Henry.

Denne nye Henry film har valgt at forholde sig mere til fakta, så meget som det nu er muligt i en sag som Henrys – han tilstod nemlig at have begået i omegnen af 600 mord, hvilket af mange er blevet dømt højst utroværdigt (og der var da også kun beviser nok til at dømme ham i fire mordsager).

HENRY: SERIAL KILLER … SERIAL LIAR er ligefremt filmhåndværk uden de store kunstneriske ambitioner, men er ret grundig i sin historiske gennemgang, især af Henrys barndom, og der lægges, meget tilfredsstillende, stor vægt på forløbet med de falske tilståelser og hans leg med politiet.   

Der er dog en vis snert af dobbeltmoral til stede, da filmen gerne viser nekrofili, men såre ignorerer den seksuelle natur af Henry og hans medsammensvorne Ottis Tooles forhold.

Filmen er instrueret af Michael Feifer der tidligere har instrueret en lang række film/tv-film om seriemordere, bl.a. Ed Gein, Ted Bundy og The Boston strangler. Henry er fornemt underspillet af Antonio Sabato Junior der primært er kendt fra diverse tv-serier.

Alt i alt en udmærket film hvis man har interesse i seriemordere, og vil prøve at komme lidt tættere på hvad der er op og ned i sagen om Henry Lee Lucas.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Lige hvad verden har brug for – en ny Henry-film. Den første blev jeg tvunget til at se som 15-årig fordi min fætter fra provinsen aldrig fik lov at se gyserfilm, og Henry tiltalte ham af en eller anden grund…

    Skrevet af Frederik | 22. november, 2010, 21:19
  2. Jeg fornemmer, at det minde ikke vækker de varmeste følelser hos dig. Men jo, det kunne nu være sjovt, hvis filmbranchen tog tænkehatten på i lidt længere tid af gangen, før de kastede sig ud i endnu en genindspilning, true crime, vampyrer eller aliens.

    Skrevet af Jonas Wilmann | 23. november, 2010, 08:50