Guillermo del Toros længeventede filmatisering af H.P. Lovecrafts AT THE MOUNTAINS OF MADNESS lader til at være sat på standby.
Det blev sidste år annonceret, at James Cameron skulle være producent på filmen, og tidligere i år erfarede jeg (til min store skræk), at filmen skulle skydes i 3D.
Der har i årevis været forlydender, om at Ron Perlman skulle være på rollelisten, men for nyligt har det lydt, at selve hovedrollen var gået til Tom Cruise (hvilket, kombineret med Cameron, giver mig billeder i hovedet af jetjagere over Arktis, der skyder små blå smølfer i småstykker).
Nu er der så åbenbart budgetproblemer, i den forstand at et 150 millioner $ budget ikke går hånd i handske med en R rating, der sorterer det yngre biografpublikum fra.
Jeg må indrømme, at nyheden ikke kommer som den helt store hjertesorg for mig. Da jeg første gang hørte om projektet for 6-7 år siden på del Toros hjemmeside, var hans udmelding, at filmen skulle laves helt i Lovecrafts ånd, hvor der ikke skulle være for meget action, romantiske sidespring og monstre, der blev klasket op i hovedet på seeren. Men med sidste års forlydender om Cameron og 3D fik piben en noget andet lyd.
For mig at se er del Toro et klassisk eksempel på en interessant og passioneret filmskaber, der har tabt sig selv i enorme budgetter, hvor pengegriske filmselskaber – der ikke ved en hujende fis om Lovecraft– får lov at trække for meget i trådene. Jeg håber personligt, at dette er gravstenen for ATMOM, i hvert fald i den form den på det sidste har været annonceret.
Det grundlæggende problem med at filmatisere ATMOM er, at den, på grund af sine spektakulære scenerier, kun kan laves på et kolossalt budget. Og med store pengebeløb følger jo som bekendt store idioter.
Jeg læste nyheden først på Heaven of horror.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.