// du læser om...

Film

Fido

fido.jpgJeg faldt over Fido efter Tue Sørensens overvældende anmeldelse af den i Himmelskibet (“Ni ud af ti zombie-kendere vil skrive under på at Fido er bedre end Shaun of the Dead). Den lokale Blockbuster havde kun et enkelt cover stående fremme, hvilket er synd, for den er helt klart en komedie af høj karat.

Vi befinder os i en amerikansk forstad i 50er-glansbilled-idyl – nåja, lige bortset fra zombierne, der ved hjælp af hæmmende halsbånd er omdannet til produktive medborgere (læs: medgørlige, dumme slaver). Det er efter zombie-krigen, og vores lille kernefamilie får endelig deres egen zombie (meget mod faderens vilje), for det skal man jo have for at være noget. Det går da også nogenlunde, indtil zombien (navngivet Fido af sønnen Timmy) æder gamle Mrs. Henderson.

Derefter går den derud af som en klassisk film om en dreng og hans hund – de onde vil slå Fido ned, mens de gode kan se hans værd som “menneske”. Tilsæt en god portion bidende (undskyld) humør, bunker af intertekstuelle referencer og gode skuespillere (selv Fido spiller rent faktisk eminent), og du har en meget, meget (meget) underholdende film.

Jeg må dog tilslutte mig den tiende zombie-kender – Fido er helt klart oppe at ringe, men jeg synes nu altså bedre om Shaun. Den vinder på en lille marginal af mere sprudlen og fortællelyst, hvor Fido måske er lidt mere kontrolleret (og har et meget tydeligere budskab).

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Det er efterhånden lang tid siden, jeg har set Fido, men jeg husker den som en spøjs blanding af 50’er-nostalgi og zombiehumor. Den er hyggelig og næsten børnevenlig, så jeg kan også anbefale den. Dog er jeg ikke enig i, at skuespillet holder. Jeg synes, at alle spiller ret dårligt, men det gør ikke noget, for det er jo ikke en Martin Scorsese-film, man sidder og ser, og det (nogle steder) pappede skuespil passer godt til filmens lette tone.

    Skrevet af Helene | 22. februar, 2008, 10:26
  2. Jeg synes, at skuespillet passede perfekt til filmen. Udtrykket var karikeret, så det var skuespillerne også til en vis grad. Men i enhver anden film havde det sikkert virket ad helvede til.

    Skrevet af Janus | 22. februar, 2008, 18:41