Film

Evil Dead (2013)

Da jeg i sin tid hørte, der ville komme en genindspilning af The Evil Dead, tænkte jeg: Fuck det lort! Den ser jeg fandeme ikke! Og det hjalp ikke engang, at Sam Raimi selv var på som producer. Hans Spider-man-trilogi og Drag me to hell havde fjernet al min tillid til fremtidige dispositioner fra den mand.

Jeg havde, og har, fået rigeligt af remakes af klassikere, der dræner dem for al nerve og sjæl. Og ser man dem, ja, så støtter man dem jo faktisk.

Men så hørte jeg, at den nye Evil Dead (som den bare hedder, uden ’The’ foran) skulle være afsindigt blodig, og jeg blev alligevel lidt interesseret.

For splat er tiltrængt. Især i amerikanske horrorfilm. Jeg har set flere Saw– og Hostel-film, selverklærede gross-outs, og siddet og ventet på, hvornår det ulækre kom – helt frem til rulleteksterne.

Så hvis man nu bare tog blodhatten på, og prøvede at lade være at sammenligne med den originale film, kunne det måske gå an.

Uden at tærske langhalm på emnet, så er Sam Raimis originale tre film urørlige. Især toeren, som forbliver det kunstneriske højdepunkt i hans karriere. Det, han startede med modellervoks, spandevis af blod og en vanvittig ungdomsenergi i den første film, ikke kun perfektioneres i anden installation, men justeres til et slags Looney Tunes-vanvid, som jeg ikke har set i nogen andre film. Selv i dag er den helt sin egen, et mesterværk i genren.

Så det var bestemt ikke den, jeg ville sammenligne med!

Det var i øvrigt også nævnt allerede i de tidlige pressemeddelelser, at Fede Alvarez (instruktør og co-manuskriptforfatter) med remaket ville tage tonen i en helt anden retning. Humoren, der kendetegnede de gamle film, var barberet væk, og dette burde vel på papiret resultere i noget ret uhyggeligt.

Om plottet i Evil Dead 2013 behøves ikke siges meget. Vi er mere eller mindre ude i samme scenario som i originalen. Fem unge mennesker tager ud til den famøse hytte i skoven, finder den onde bog (Book of the dead eller Necronomicon Ex-mortis i Raimis film, i denne omgang uden titel) og påkalder det onde, der hurtigt begynder at besætte dem én for én. Det nye i 2013-versionen er, at en af de fem, Mia (Jane Levy), er stofafhængig og er taget derop for at tage en kold tyrker med de andre til at våge over sig.

Det mærkes hurtigt, at Evil Dead anno 2013 ikke kun har fjernet humoren, men faktisk direkte går dramavejen. Musikken instruerer vores følelser, da David (Shiloh Fernandez) i starten fortæller sin stofafhængige søster, at han lover at blive hos hende til det sidste (jeg må indrømme, at jeg fik patossen galt i halsen et par gange under filmen).

Jeg kedede mig også ganske meget de første 30-40 minutter. Den var ikke tilnærmelsesvis uhyggelig, karaktererne var ikke interessante, og heller ikke skuespillerne (der manglede klart, ahem, uden at sammenligne for meget, Bruce Campbells karismatiske tilstedeværelse).

For hvad sidder man egentlig tilbage med, når humoren, det surreelle og den gode skuespiller er fjernet? Endnu en film om nogle unge i en hytte i skoven. Og for at gøre ondt værre, én hvor man kender historien i forvejen.

MEN så skete der noget interessant, splatfaktoren (eller ’brækfaktoren’ kan man næsten kalde det her) blev højere og højere, til jeg næsten sad og bed tænderne sammen. Én skærer sin tunge i to med en hobbykniv, en anden saver sin arm af med en elektrisk franskbrødsskærer i rige nærbilleder. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Overdreven splat kan redde meget i sådan en film, og det gør det faktisk i den nye Evil Dead.

Sidste infamt splattede halvdel er fundamental god underholdning, selvom filmen stadig ikke rigtig giver nogen mening. Blottede sener og hjernemasse taler på en eller anden måde sit eget sprog; et sprog, der giver en kropslig reaktion hos seeren, og så skide være med resten.

Splat på trods, er der et hav af bommerter i manuskriptet. Alene den onde bog er lidt af et sidestykke. Den har ikke så meget med Lovecraft-opfindelsen, Necronomicon (Abdul Alhazred, 730 AD), at gøre i denne version, men har et mere satanisk tilsnit. Tegningerne er forsøgt lavet i stil med gamle træsnit, men det ligner noget, der er tegnet med en sort marker i går. Og Dyret vises i den moderne fremstilling, sammenblandet med græsk mytologis satyr – et ikon, der først blev rigtig populært med magikerne i 1800-tallet. Og jo, for at gøre forvirringen større er den onde benævnt ’Shaitan’ (jeg pausede skærmen et par gange for at se bogens detaljer), den islamiske djævel; måske et kompromis for at vinke til Abdul Alhazred-forbindelsen?? Under alle omstændigheder er forvirringen total!

Konklusionen er, at kan man bære over med kedelige skuespillere og et lettere tåbeligt manuskript, der ikke er uhyggeligt , giver Evil Dead god splat for pengene. Men klassikker bliver den aldrig. Selvom der episk panoreres over træer i filmens start, og dæmonen da vist har taget timer i etikette hos Exorcistens, Pazuzu (”Your little sister is being raped in hell,” siger den), vil det stadig være Raimis originale film, der vil blive husket.

© 2013 Horrorsiden.