Film

Dracula (1931)

Det er efterhånden mange år siden, jeg første gang så Tod Brownings “Dracula” fra 1931. Alligevel står Bela Lugosi i rollen som den bloddrikkende greve stadig lyslevende for mig. Derfor var det en fornøjelse at gense filmen, selvom den i vore dage naturligvis er langt fra så uhyggelig som dengang.

Advokaten Renfield er taget til Transylvanien for at overrække grev Dracula papirerne på hans nye ejendom, det gamle Carfax kloster i London. På vejen dertil advares han af de lokale om, at grevens slot er hjemsted for vampyrer, men Renfield lader sig ikke skræmme. Han burde dog nok have hørt på rygterne, for da hans arbejde for Dracula er overstået, bliver han gjort til grevens slave og følger Dracula som en galning på rejsen til England.

I England opsøger Dracula lederen af Whitby Sanatorium, doktor Seward. Her bliver han introduceret for dennes datter Mina og hendes veninde, Lucy, som straks bliver betaget af greven. Hun bliver også husstandens første offer for Dracula, som derefter begynder at hjemsøge Mina.

På Whitby Sanatorium er Renfield indlagt, og selvom han er trofast mod Dracula, så er han også tiltrukket af Mina og forsøger at advare doktor Seward om faren. Men han afskrives som en galning. Dr. Sewards gode ven professor Van Helsing er dog klar over, at en udød er på spil, og han forsøger at redde Mina ved at hænge wolvesbayne op i hendes værelse, en urt som holder vampyrer væk. Men Dracula kan hypnotisere personer i nærheden af ham, og det lykkes ham alligevel at trænge ind til Mina og give hende lidt af sit blod.

Nu er Mina fortabt, med mindre det lykkes for Van Helsing og Minas forlovede Jonathan Harker at slå grev Dracula ihjel.

Set med nutidens optik er “Dracula” ikke særlig uhyggelig. Den er meget langsom i sin opbygning, og man ser f.eks. aldrig Dracula bide sine ofre. Han dækker dem i stedet med sin kappe, og så må vi tænke os til resten. Og når vi ser ham som flagermus, er det meget tydeligt en plastik flagermus, der hænger fra en fiskesnøre, og som sådan overhovedet ikke skræmmende.

Når “Dracula” holder i dag, skyldes det ikke mindst Bela Lugosi, der spiller fantastisk. Lugosi var ikke Tod Brownings første valg, selvom han havde spillet rollen i det populære Brodway stykke. Men heldigvis blev han til sidst castet som greven fra Transylvanien, der med sin umiskendelige accent gjorde Dracula til en ikonisk skikkelse.

I ekstramaterialerne fortæller filmhistoriker David J. Skal, hvordan publikum blev skræmt af filmen, ikke mindst fordi man for første gang IKKE fik en logisk løsning til sidst. Dracula VAR virkelig ifølge filmen.

Samtidig med at Tod Browning indspillede sin version, udnyttede Universal kulisserne til at lave en spansk udgave af filmen (instrueret af George Melford) til det latinamerikanske publikum. Brownings hold filmede i løbet af dagen, og når de holdt fri, overtog det spansktalende hold scenerne og lavede deres udgave, som bygger på samme manuskript, men alligevel er lidt anderledes. Melfords udgave forklarer i hvert fald enkelte detaljer i filmen tydeligere, og så har han lagt større vægt på special effects, f.eks. kommer den spansktalende Dracula anderledes dramatisk ud af sin kiste, og knirkelyde m.m. udnyttes også mere effektivt i Melfords film. Endelig er der også en stor forskel på de erotiske toner – i Brownings udgave er Mina tækkelig, og i scenen hvor hun fristes til at bide Harker, klippes der væk netop som hun læner sig frem. I Melfords udgave ser vi Eva (som Mina kaldes her) i en noget mere dristig rolle, og her bider hun rent faktisk Harker i halsen, før hun afbrydes. Den spanske Dracula blev spillet af Carlos Villarías, som dog overhovedet ikke kunne hamle op med Lugosis Dracula.

Tod Brownings “Dracula” blev i 2000 udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry for at være: “culturally, historically, or aesthetically significant“.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.