Film

Case 39

Lad være med at tænke på Bridget Jones (hun blev ved med at indfinde sig som kognitiv hvid støj for mig det første stykke af filmen) – og lad være med at tænke på hjemmehjælpere og deslige, der bruger arbejdstiden til alt muligt andet – her er det Renée Zellweger, som spiller en overbelastet socialarbejder. Og det gør hun godt. ‘

Hun arbejder med belastede familier og har bl.a. det kedelige job at skulle være den, der bestemmer, om et barn skal tvangsfjernes. Og en dag havner Sullivan-sagen på hendes bord, den 39. sag på en liste over sager, hun ikke har tid nok til at tage sig af. Sullivan-familien er to forældre og en lille datter – og forældrene udstråler nok nutjob til at holde huset frit for insekter, kunne man forestille sig. Det bliver naturligvis en sag, som Zellweger kaster sig over og også bruger til at bekæmpe sine komplekser over ikke at kunne gøre nok.

Så det ender med, at hun redder pigens liv og bliver hendes plejemor, indtil man kan finde et permanent sted til hende. Det vil nok komme som en overraskelse for de færreste, at Sullivan-forældrene ikke var helt rablende, og at pigen er ond.

Der er med andre ord en god del forudsigelige elementer i “Case 39” – der har snart været så mange “ondt barn”-film, at det er svært at undgå. Men jeg synes faktisk, at den undgår det værste – og kommer f.eks. aldrig til at virke helt så pligtskyldig som f.eks. Orphan. Muligvis er det en kombination af godt skuespil og så nogle gode overraskelser i historien – Lilith, som pigen hedder (tal om at signalere ond på lang afstand), fungerer overraskende godt, især i skiftene fra uskyldig til ondskabsfuld, og især håndteringen af slutningen var jeg ret vild med (også selv om den går lidt over gevind helt til sidst).

Alt i alt var “Case 39” en positiv lille overraskelse. Den kommer nok ikke til at skrive filmhistorie, men den byder på rigtig mange gode takter.

© 2010 Horrorsiden.