// du læser om...

Film

Cannibal the Musical

Alferd Packer begiver sig sammen med en gruppe guldgravere til Colorado for at søge efter guld, men det viser sig at Packer ikke er den store guide. På rejsen møder de bl.a. tre fangere, som er stærkt misundelige over Packers hest, og de støder også ind i en gruppe japanske indianere. Efter et ophold hos sidstnævnte drager gruppen over bjergene, men farer vild, og efter lang tids sult begynder de at æde hinanden for at overleve, til der til sidst kun er Packer tilbage. Han finder tilbage til civilisationen, men kannibalismen bliver opdaget, og Packer bliver dømt til døden. Journalisten Polly Pry har dog andre planer.

“Cannibal the Musical” bygger på en sand historie om Alferd Packer, som var den første amerikaner, der blev dømt til døden for kannibalisme. Filmen er en musical, og derfor bryder skuespillerne ind i mellem ud i sang. Men da det er en Troma film, og ydermere er instrueret af Trey Parker, som er kendt fra South Park, så er her naturligvis ikke tale om speciel skønsang eller særlig lødig sang. Det gør dog kun filmen bedre i mit univers.

Trey Parker har både skrevet og instrueret filmen, ligesom han spiller hovedrollen som Alferd Packer. Idéen til filmen opstod, mens Parker studerede på Colorado University, og begyndte som en falsk trailer til en film for siden at udvikle sig til en spillefilm lavet ved hjælp af studiekammerater og financieret af private investorer og familie. Oprindelig hed filmen “Alferd Packer – the Musical”, men da Troma kom til i 1996 blev det besluttet at udgive den under den nuværende titel, da kun ganske få udenfor Colorado havde hørt om Alferd Packer.

Da filmen for en stor del er lavet af amatører, er billedsiden naturligvis derefter, men eftersom replikkerne hele filmen igennem fyger gennem luften, og skuespillet er tilpas overspillet og skørt, så er “Cannibal the Musical” faktisk en ganske morsom og underholdende film. Ikke mindst fordi det ikke er særligt tit, at man kan sige, at man har set en western-horror-kannibal-komedie-musical.

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Gyseren.dk

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.