Film

Black swan (2010)

Jeg var meget fascineret af instruktøren Darren Aronofskys psykedeliske rædselsrejse REQUIEM FOR A DREAM (2000). Han tabte mig lidt med den new age-agtige THE FOUNTAIN (2006), men vendte så stærkt tilbage med THE WRESTLER (2008), som var et skift til en langt mere nøgtern, nedtonet stil, og en af de bedste film jeg har set i årevis.

Med BLACK SWAN er han tilbage med noget, der stilistisk er mere i retning af REQUIEM FOR A DREAM. Det er atter en rejse ind i vanviddet vist gennem flotte stemningsfulde billeder.   

Nina (Natalie Portman) er en ung ballerina, der stræber efter hovedrollen i en ny opsætning af Svanesøen. Hun er et oplagt valg, da hendes teknik er upåklagelig, men hendes lærer Thomas (Vincent Cassel) er i tvivl, da hun portrætterer den hvide svane til perfektion, men har problemer med at være den sorte svane – der i historien stjæler den hvide svanes ene kærlighed.

Rollen bliver hendes alligevel, og hun må nu kæmpe for at finde den sorte svane i sig. Men hendes årelange, krampagtige kamp for at nå den flygtige størrelse perfektion har efterladt hende frigid og hæmmet. Ting holdt inde i årevis truer med at bryde ud som et natsort vingespand.  

BLACK SWAN er en fantastisk film. Jeg var inde og se den alene i formiddags, og det var en enorm oplevelse. Natalie Portman er FREMRAGENDE. Hun portrætterer Nina med en smuk skrøbelighed. Hun er glas, og man sidder hele tiden og frygter, at hun skal splintre. Hendes nervøse, tåreglinsende øjne og den måde, hun rider sig selv på, er næsten uudholdelig – flere scener efterlod mig nærmest åndeløs. Oscar til Natalie Portman, ellers bliver jeg sgu sur.    

Ud over den fremragende hovedrolle er filmen samtidig fuld af dyster stemning – den er både uhyggelig og voldsom, og er da heller ikke for god til et par hop-i-sædet-chokeffekter.

Den rammer den spændende genre, hvor gys og arthouse krydser broer. Jeg havde lidt den samme fornemmelse af at ”det her er gysets fremtid”, da jeg så MARTYRS for nylig – selvom den selvfølgelig er i den mere eksplicitte ende af skalaen.

Man kan heller ikke lade være med at drage paralleller til Dario Argentos bedste film SUSPIRIA (1977), der også foregår på en balletskole og er bygget op omkring Snehvide.  

BLACK SWAN er opbygget omkring Svanesøen, og det er måske netop i denne tætte konstruktion, at den har sin eneste skønhedsfejl. I Aronofskys egen stræben efter det perfekte har han slået en lille flig af dette mesterværk – men også kun en meget lille flig.

© 2011 Horrorsiden.