Film

Bereavement (2010)

Jeg var ikke bekendt med fænomenet, Stevan Mena, før jeg stødte på seriemorder-filmen, BEREAVEMENT fra 2010. Den er øjensynligt en slags prequel til Menas, MALEVOLENCE fra 2004, men kan godt ses uafhængigt.  

I de indledende credits fremgår det, at Mena selv har skrevet, instrueret, produceret, redigeret OG komponeret musikken til filmen. Ikke så lidt, må man sige. Så vi har da at gøre med en mand, der må stole på sine egne kompetencer.

Filmen starter i 1989, da en seriemorder kidnapper en seksårig dreng. Forbryderen har dog ikke i sinde at myrde den lille, for hans ”målgruppe” er teenagepiger. I stedet vil han oplære purken i mordets kunst.

Fem år senere flytter en ung pige, der har mistet begge sine forældre, ud på landet til sin onkel og tante, og de bor, ikke overraskende, klos op ad det nedlagte slagteri, hvor morder og lærling holder til. Der er lagt op til højspændt drama …

Da jeg så traileren til BEREAVEMENT for noget tid siden, fik jeg en god mavefornemmelse og skrev den omgående på listen over film, der skulle ses. Min forhåbning var, at der her var tale om en film, der kunne skrue tiden tilbage til dengang, hvor der ikke var så skarp en opdeling mellem horror og krimi. Du ved, dengang i midthalvfemserne, hvor vi havde ting som THE SILENCE OF THE LAMBS og SE7EN … Efter et årti med Ashley Judd-film og CSI var det, som om området var lagt øde for horrorfolket.    

Men var det her så, hvad jeg havde gået og ventet på …?   

Niks. Njet. No. Nein!

For BEREAVEMENT er ren overflade. Den er smukt filmet, med hver scene inddelt med et postkortlignende landskabsskud, og musikken skiftevis buldrende mellem overdramatisk og unødvendigt patosfyldt. Og jo, hvis en film udelukkende skulle bedømmes på kvaliteten af den billed- og lydtekniske udførsel, ville den sikkert være et mesterværk, men den har simpelthen ingen sjæl.   

Samtidig er manuskriptet så hullet, at man ikke kan lade være med at sidde og lege “find-fem-fejl”. Hvordan kan der f.eks. forsvinde et utal af unge piger i en by på størrelse med et frimærke, uden at en eneste fatter mistanke mod den uhyggelige enspænder, der bor på ET NEDLAGT SLAGTERI?? Hvorfor løber pigen, der flygter fra morderen lige forbi et bord med skarpe knive, i stedet for at bevæbne sig? Og HVORFOR fortsætter den unge kvindelige hovedperson videre ind i en sand djævlens hule af kødkroge, blod og kranier?? Hun stopper endda og læser lidt i morderens scrapbog, der belejligt er slået op på den blodsølede side, der forklarer hvordan det hele hænger sammen, og fortsætter så videre ind i dybet.  

Her bliver det tydeligt, at Mena må have en eller anden form for storhedsvanvid. Kunne han ikke liiige have ladet en eller anden køre manuskriptet igennem, før de skød filmen …? Eventuelt mig.

Mht. skuespillet, gør Michael Biehn, i rollen som den knotne onkel, sit for at bekæmpe det elendige manus med patenteret Biehn-ism, men resultatet er her nærmere et udtryk af kronisk forstoppelse. Og det andet trækplaster på plakaten, John Savage, er med i en ubetydelig birolle i en virkelig trist DEERHUNTER-parodi (det skulle være forbudt at caste ham til at sidde i en kørestol!!).

BEREAVEMENT er en kedelig kø af klicheer, og på trods af alt blodet, lige så glittet som den nyeste kollektion af My little pony. Stevan Mena giver os alt det, han tror vi vil have, men skyder så fælt ved siden af.

Mine alarmklokker gik i øvrigt allerede en smule i gang under trailerne. Her var der trailer til BRUTAL MASSACRE, en anden af Menas film, en slags horrorspoof af en art, hvor både David naughton, Ken Foree og Gunnar Hansen er på rollelisten.  Hvis den casting ikke viser en leflende natur og udslag af fanboy-ism, så ved jeg snart ikke; vi mangler bare Sid Haig!

© 2012 Horrorsiden.