// du læser om...

Film

Antichrist

Efter at Lars Von Triers, “Antichrist”, blev dænget til med Roberter forleden, og den for nyligt (og meget overraskende) dukkede op på en dansk top 50 over tidens bedste horrorfilm, tog jeg mig endelig sammen til at se den …
 

Jeg vil advare om, at jeg IKKE vil opføre mig pænt i denne anmeldelse. Jeg vil skrive grimme ting og bruge eksplicit sprog om både filmen og dens ophavsmand, men mon ikke han kan klare det …?

Filmen handler meget kort fortalt om et ægtepar, hvis lille søn hopper ud af vinduet, mens de ligger og boller. Efterfølgende tager de op til en skovhytte for at bearbejde sorgen, men deres terapisessions går snart over gevind og udvikler sig sygt og voldeligt.

Allerede fra filmens start vises der penetration under sexscenerne, og senere bliver vi begavet med bl.a. en blodig ejakulation og skændede kønsorganer. Nu skal I endelig ikke misforstå mig; jeg elsker shock cinema – hvis altså chokelementerne har en berettigelse i historien. Det har de IKKE i “Antichrist“, kan jeg hurtigt afsløre. De er der udelukkende for, at man skal få popcornene galt i halsen. De eksplicitte scener, der er blevet talt så frygtelig meget om, er desuden ikke nær nok til hverken at chokere eller begejstre fans af horrorgenren. De eneste, der vil blive chokerede, er det finere borgerskab, der helt sikkert vil dømme Lars Von Trier til at være “the antichrist“, hvilket han utvivlsomt sidder og klapper i sine små hænder over.

Faktum er, at uden tissemænd og maltraktering af kønsorganer ville vi sidde med verdenshistoriens kedeligste og mindst omtalte film. Det ved Von Trier – der om nogen må vide hvor hult hans “talent” er – og derfor strør han om sig med stive pikke og torturscener, mens han skriger: “Se mig! Se mig!”

I “Antichrist” får Von Trier traditionen tro gode skuespillere til at nedgøre sig selv i “kunstens” navn. Willem Dafoe, der ellers gør et hæderligt forsøg med sin karakter, får lov at løbe rundt med dilleren ude af bukserne store dele af filmen, og Charlotte Gainsbourgs diller er også en hel del i fokus. Man kan nemt forestille sig instruktøren sidde ude på sidelinjen og fryde sig; som en baby der sidder i sit eget lort, og griner over hvor meget den kan få mor til at hoppe og springe.

Rent tematisk jokker Von Trier rundt i det samme fortærskede, gamle tema – den indgroede frygt for kvinder og værre endnu; deres seksualitet, som han portrætterer som noget ukontrolleret og dæmonisk. Det er jo ganske sørgeligt, at manden har sådan et forkvaklet syn på kvinder, men ærligt talt … who gives a fuck?!!

Det lykkes ultimativt ikke for Von Trier at binde sine tvangsneuroser sammen til noget der ligner et sammenhængende plot. Samtidig bliver der strøet omkring med lidt bibelreferencer og jeg skal komme efter dig. Adam og Eva. Slangen i fucking paradis. We get it! Det er ikke smart eller kunst, det er bare dumt.

Jeg vil afslutte denne anmeldelse med at gøre noget virkelig humant. Jeg vil fraråde alle mennesker at spilde 1 time og 45 minutter på “Antichrist“. Brug tiden på noget andet der vil berige jer som mennesker. Hvis I ønsker at se nogle film der behandler bearbejdelsen af sorg subtilt og nærværende og som uomtvisteligt er kunst, så se “Don’t look now” eller “Spirit of the beehive”. Hvis I derimod vil se tissemænd og koner, så lej en pornofilm, og hvis I har lyst til en god gang shock cinema i verdensklasse, så se “Inside”, som jeg anmeldte her på siden for nyligt. 

For Von Triers skyld skal jeg måske lige huske at skrive, at jeg faktisk er stor fan af “Riget”. Desværre bliver de fleste af hans film ikke andet end gimmicks, og ligner på mig udslag af en kunstner, der vitterligt ikke har særligt meget at sige.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Jeg er enig i at denne film ikke just er en regulær horror-film, og er selv i tvivl om, hvorvidt jeg betragter den som en sådan. Men derudover synes jeg det er en glimrende film, med en meget stærk og uforglemmelig indledning (dét skyldes muligvis, at jeg selv er blevet forældre).

    Sjovt at så mange ser den som kvindefjendsk, inkl. dig, Jonas. Det gør jeg ikke. Jeg synes egentlig at manden i filmen er skildret lige så “skidt” som kvinden, efter min mening. Måske endda værre.

    Oh well. I alle tilfælde tak for din anmeldelse, Jonas. Altid godt at læse andres meninger.

    Skrevet af Harksen | 10. februar, 2010, 22:53
  2. Hej Harksen,

    Kunne også godt lide indledningen, den var da i hvert fald smukt filmet (som resten af filmen også var i øvrigt), boblen brast bare for mig, da man skulle se pikken – det virker så useriøst på mig. Hvorfor skal man se den? Jeg synes, det er eksempler som dette, hvor Von Trier kommer til at virke som en uartig baby.

    Det er rigtigt, som du siger, at Dafoes karakter virker noget arrogant, men vi kan jo ikke komme ud over, at Von Trier leger inkvisitor og rent faktisk brænder heksen på bålet, og det er jo hendes seksualitet der fremstilles som farlig – og endda gør hende til en dårlig mor. For mig er det et sygt synspunkt, der viser en hel masse om afsenderen. En kvindes seksualitet er det naturligste i verden og uomtivisteligt forbundet med reproduktionen af liv. Derfor jeg som forælder måske finder Von Triers skildring infantil. Jeg ved ikke, om han har børn selv, men hvis ikke, kunne det forklare en hel del.

    Men faktisk tror jeg ikke engang, at Von trier inderst inde er kvindefjendsk, jeg tror bare han godt kan lide at provokere.

    Skrevet af Jonas Wilmann | 11. februar, 2010, 09:08
  3. UPS!! SPOILER ALERT! SPOILER ALERT!! LAD VÆRE MED AT LÆSE FOREGÅENDE KOMMENTAR, HVIS I IKKE HAR SET FILMEN!!

    Skrevet af Jonas Wilmann | 11. februar, 2010, 09:12
  4. Hej Jonas.

    Hm, nej, jeg synes faktisk ikke, at kvinden udstilles som en dårlig mor. Ikke værre end at han er en dårlig far, i hvert fald. Jeg synes at filmen udstiller forældrene som nogen, der allerede inden filmen begynder har et skidt forhold, hvor det eneste der bare nogenlunde fungerer er det seksuelle (og dét virker endda som noget desperat).

    Jeg er helt enig i dit syn vedr. at en kvindes seksualitet er det naturligtste i verden – det samme er en mands, for øvrigt – men det er for mig at se en anden historie. Jeg er med på, jeg tydeligvis er i undertal (når man læser diverse anmeldelser af filmen), men jeg ser simpelthen ikke filmen som kvindefjendsk. Sygelige personer og identiteter, afstumpet og deslige, yepper, men ikke kønsspecifikt.

    Sidstnævnte elementer kunne btw være afsæt for et argument, der underbygger at filmen faktisk ER horror;-)

    Skrevet af Harksen | 11. februar, 2010, 10:01
  5. Ja, to mennesker kan se den samme film og lægge tusind forskellige ting i den, og sådan skal det bare være … I øvrigt en strøtanke omkring det med hendes moderskab osv; jeg grinede over det med, at hun havde givet knægten skoene omvendt på. Min søn går konsekvent med skoene omvendt på og aner det ikke :)

    Skrevet af Jonas Wilmann | 11. februar, 2010, 10:11
  6. ROFLOL!

    Ja, så langt er vi ikke i forældreskabet endnu, men mon ikke tilsvarende ting kommer til at ske?;-)

    Yeps, det er cool nok at film kan ses så forskelligt. Giver jo grobund for gode, varierende diskussioner.

    Skrevet af Harksen | 11. februar, 2010, 10:13
  7. Skæg anmeldelse :-) og stof til eftertanke: “Hvorfor skal man se [pi**en]?” Et tidløst spørgsmål – why indeed …

    Skrevet af Mathias | 11. februar, 2010, 15:11
  8. ahr come on, hvorfor skal man se pikken… hvorfor skal man ikke? Hele forestilling om horror er vel at der er noget man ikke bryder sig om at se eller ikke føler sig tryg ved at forestille sig, der kommer tæt på. Det er lidt ligesom når min gamle mor klager sig over actionfilm og siger: “hvorfor skal der være så meget vold?”

    er det ikke ved at være længe siden at en pik var en reel provokation?

    Jonas, havde du fx samme reaktion på Lust, Caution / Brokeback mountain / Boogie Nights osv. hvor der også er rimelig eksplicitte sex/pik-scener?

    Skrevet af janjaf | 16. februar, 2010, 15:28
  9. He,he, Janjaf, jeg tror lige, du skal læse min anmeldelse en ekstra gang. Som jeg jo skriver, er jeg stor tilhænger af det eksplicitte og vulgære – vel og mærke, når det har sin berretigelse. Jeg ville næsten tro, at de fleste alene ud fra mit bramfri sprog kunne se, at jeg ikke ligefrem er en sippe – faktisk interessant at blive anklaget for sipperi, det har jeg faktisk aldrig prøvet før :) Jeg er jo en savlende cronenberg zombie der bruger det meste af sin tid på at skrive voldspornografisk materiale (mere eller mindre). Problemet med Antichrist er bare, at Von Trier kun implementerer pikscenerne for at provokere, og så bliver det tåbeligt. Du understreger min pointe meget fint med din egen sætning: “er det ikke ved at være længe siden at en pik var en reel provaktion?” – så sandt, så sandt. Mht. de film du nævner (har ikke set lust, caution), så er det fremragende film, dog ikke nogen, jeg ville kalde ekspicitte/provokerende.

    Skrevet af Jonas Wilmann | 16. februar, 2010, 16:29