Jeg havde høje forhåbninger til den her. Kathrine Isabelle fra “Ginger Snaps”, lidt nøgenhed og en underverden af ulovlig kirurgi – lyder fedt!
Isabelle spiller Mary, en ung medicinstuderede med rod i økonomien. For at få tingene til at hænge sammen, søger hun et job på en skummel stripklub, men ender med at få en noget anden stilling end i jobbeskrivelsen. De kriminelle bagmænd kan nemlig have god brug for en vordende kirurg som Mary, der er rap med en skalpel. Snart trækkes hun ind i en mystisk underverden af tortur og kropsmodificering.
Kan man lide Cronenberg (og hvem kan ikke det?), så lyder det jo egentlig alt sammen skide godt. Det er det bare ikke. Filmen har potentiale, starter sådan nogenlunde, men er overordentlig dårligt eksekveret. Amatøragtigt, faktisk.
Plottets udvikling er stærkt urealistisk, for at forcere manus frem til de forsøgt provokerende, grænseoverskridende scener. Karakternes bevægegrunde og udvikling, især Marys, er uforståelig, så man som seer ikke kan identificere sig med hende. Dialogen er, ligesom de fleste af scenerne, pointeløs. Skuespillet er frygteligt (jeg troede, jeg havde hørt dårlige accenter på film før, indtil jeg mødte de kropsekstreme tvillingesøstre i denne!).
”American Mary” er ikke en film, det er scene på scene uden pointe, en kavalkade af små scener med lidt mærkelig kirurgi eller overgreb. Det er ikke uhyggeligt. Det er ikke sjovt. Det er ikke provokerende. Det siger intet. Det er intetsigende.
Læg dertil en komplet flad og lige så intetsigende slutning, og man hader sig selv for at have brugt penge på skidtet.
Med “Incision” in mente … ikke mere dilettantisk body horror, tak.
helt enig…den starter godt ud men udvikler sig komplet urealistisk. Latterlig film.