Film

A serbian film (2010)

De fleste ved vist efterhånden, hvad man taler om, når man siger A SERBIAN FILM. Denne horrorfilm, der udkom sidste år, har fået mere omtale end nogen anden i nyere tid – og så er den serbisk! Med sin cocktail af tortur, pædofili og nekrofili har den givet censurmyndighederne helt nye udfordringer, og den er blevet totalforbudt i flere lande. Derfor har det også taget mig noget tid at få fat i en ucensureret udgave, men det er nu langt om længe lykkedes.   

Filmen handler om den tidligere pornostjerne, Milos, der for fortsat at kunne finansiere luksuslivet, han lever med sin kone og lille søn, beslutter sig for at medvirke i én sidste pornofilm. Instruktøren er den mystiske Vukmir, der har store kunstneriske ambitioner for projektet, men understreger vigtigheden af at Milos ikke kender noget til manuskriptets detaljer. Allerede på de første dage af optagelsen fornemmer Milos dog, at der er en flirt med pædofili i projektet og bliver mistænksom, men han får ikke trukket sig ud i tide, og er inden længe fanget i et mareridt af voldtægt, lemlæstelse og mord.   

Systemkritik?

Instruktøren af A SERBIAN FILM Srdjan Spasojevic har været tidligt ude og forklare, at filmen ikke bare er meningsløs voldsporno, men rent faktisk en kritik af Serbiens styre. En film, der beskriver et mishandlet folk, der avler generation på generation af ofre, som ikke kender til andet end at mishandle – det stopper øjensynligt aldrig; pointer, som filmens tegneserie-skurk, Vukmir, gentager om og om igen. 

Men når man så direkte proklamerer, at ens værk er systemkritik, der gemmer på dybere og mere, end det, man ser på overfladen, så træder man i store sko, og må også berede sig på at få sit værk kigget i sømmene. Så hvordan holder de allegoriske niveauer i A SERBIAN FILM egentlig?

Det systemkritiske værks formål må overordnet være at afdække undertrykkende forhold eller fungere som advarselsblink mod nye politiske ekstremer, men efter man har set A SERBIAN FILM færdig, er det eneste, der desværre hænger tilbage på nethinden en række eksplicitte billeder af grusom vold og lemlæstelse. Vi lærer så at sige intet.  

At kalde den systemkritik, vil jeg mene, er skudt stærkt over mål. Filmen retter ikke kritikken mod f. eks. et statsorgan, men er opsat på at vise, at individet er bundråddent: Dybest set er vi alle mishandlere, der sætter selvtilfredsstillelse over empati; pornobesatte væsener med krybdyrhjernen smertefuldt undertrykt af den moderne ide om empati. Filmen danser fra start om den varme grød med at kæde børn og pornografi sammen, og fortæller os, at det, vi alle inderst inde vil, er at voldtage vores eget afkom.  

Det gennemsyrer hele persongalleriet. Milos’ søde kone vil have, at han knepper hende hårdt som en pornostjerne (hvilket afstedkommer en umotiveret voldsom sexscene, der ikke har noget af Cronenbergs finesse). Broderen spiller den af til Milos kone og får et blowjob af en luder, mens han ser en hjemmevideo med Milos og familien. I Spasojevics portræt af menneskeheden cementeres det yderligere, at det at ydmyge en kvinde foran kameraet er stor kunst, og det ultimative tegn på status er en stor, velfungerende pik. Og som prikken over i’et deltager Milos i børneporno for at understøtte sig luksusliv og betale for sønnens sangtimer (jeg havde nok kunnet købe historien bedre, hvis familien havde været dårligere stillet).

Spasojevic prøver virkelig hårdt at vise, at det er sådan her, verden er. Problemet er bare: Det er ikke sådan verden er, ikke KUN sådan i hvert fald, ikke engang i Serbien. Og alt instruktøren gør, er ukonstruktivt at tvære i dette lidet flatterende portræt af mennesket og dykke ned i en forudsigelig spiral af voldsporno (ja, jeg mener faktisk at ordet nærmest for første gang er på sin plads her). Han glemmer alt om begrebet ”less is more”, for mindre kunne bestemt have gjort det end denne meningsløse chokparade af unødvendige ekstremer med en tåbelig kreativitet, der er en SAW eller HOSTEL værdig.

Hvor går grænsen?

Det er ikke første gang, at seksuelle overgreb, lemlæstelse og mord på børn er portrætteret i kunstens navn, og skønt det altid vækker stor kontrovers, mener jeg at disse barske virkemidler, så afgjort kan være berettiget. Jeg er ikke at den opfattelse, at der er en grænse for, hvor langt man (inden for lovens rammer) kan gå på film, hvis der er mål og mening med tingene.

Agustí Villarongas brutale IN A GLASS CAGE fra 1986 berører også det svære emne børnemord, men er langt mere troværdig som allegori end A SERBIAN FILM. Her bydes der på et tætvævet plot, kompliceret psykologisk spil og en rædsel endnu mere potent, men langt mere subtil, end Spasojevics parade af provokerende splatscener.  

Selv Pasolinis kontroversielle absurdteater SALÒ om fascisternes sodom – hvor der også vises overgreb på børn én masse – er nemmere at tage seriøs som allegori, da kritikken her målrettes håndfast mod et fascistoidt Italien.     

Hvis jeg skal sige noget pænt om A SERBIAN FILM, må det være, at den er velproduceret, forfalder i det store hele ikke til at være morsomt underholdende som f.eks. HOSTEL, og skuespillet er tilforladeligt på trods af en lidt opstyltet og oneliner-præget dialog.

Men A SERBIAN FILM er simpelthen en dårlig film. Den er et skrig om opmærksomhed og provokation ganske enkelt for provokationens skyld.     

En interessant eftertanke kunne være, at der måske i virkeligheden er et dybere – om end utilsigtet – metalag i A SERBIAN FILM: det træder frem i den positive modtagelse, filmen har fået af mange, hvor vi, som den bindegale instruktør, Vukmir, ophøjer meningsløs vold til kunst.

© 2011 Horrorsiden.